Silvia var i 1984 begyndt at arbejde på det etnobotaniske institut INIREB i Merida, og jeg var blevet daglejer, efter at jeg havde kvittet mit gode faste job med sikker pension på kulturarvs institutionen INAH. Som min mor sagde, – hvordan kunne du dog gøre det ?
På INIREB havde jeg i 1987 organiseret udstillingen Nuestras Plantas, og vi talte om at lave en mere detaljeret videnskabelig undersøgelse om mayaindianernes traditionelle landbrug og deres kendskab og udnyttelse af nytteplanter, som først og fremmest er majs, bønner og græskar, og så en masse andre spiselige planter og frugter. De giver tilsammen det sunde og massive grundlag, som kunne holde de stratificerede og højt specialiserede før-spanske samfund på benene. I 1987 var det traditionelle milpa landbrug generelt i en lidt sørgelig forfatning og halvvejs under afvikling, men så meget desto mere var det vigtigt, at studere det i de hjørner i det yucatekiske landskab, hvor det stadig fungerede. Og det gjorde det i landsbyen Xocen.
I 1989 fik jeg, med min lærer Johs. Nicolaisens anbefaling, støtte fra DANIDAs Rådet for Udviklingsforskning midler til at lave en etnografisk undersøgelse over maya-indianernes traditionelle milpa-landbrug. Silvia skulle, som ansat i INIREB også deltage, men da det blev nedlagt, delte Silvia og jeg de danske midler, for projektet var så spændende og vigtigt, at vi syntes det skulle laves.
