Der har blandt arkæologer været en lang diskussion om, hvad der var det materielle grundlag til at holde de højtspecialiserede mayasamfund kørende over hundrede af år, endda i store befolkningskoncentrationer. Det kunne ikke være milpabruget, blev der argumenteret, for ved at betragte det nu eksisterende med dets ringe udbytte, som kun lige slår til at underholde en enkelt familie, men ikke til at understøtte en overklasse, måtte det afskrives. Nu var der dog ingen arkæologer eller historiker, der havde sat sig for at studere det eksisterende milpa landbrug. Havde de gjort det, var de måske kommet til en anden konklusion. Vores!
De gamle før-spanske mayasamfund spredte sig over et kæmpe areal med forskellige klimazoner, så produktionsmåderne er naturligvis også vidt forskellige fra det ene område til det andet, og man kan ikke uden videre sammenligne forholdene i Tikal og Yaxchilan dybt inde i den våde tropiske regnskov med de store mayasamfund i den nordlige, mere tørre del af Yucatan halvøen. Vores forskningsområde er en lille plet i det nord-østlige Yucatan, ved den gamle mayaby Zaqui, i dag Valladolid, mellem de store mayaruiner Chichen Itza og Coba/Tulum.
Hvad var det materielle grundlag for de gamle mayasamfund? Det var denne spændende og vigtige diskussion, der fik Silvia og mig til at prøve at finde løsningen i det eksisterende landbrugssystem i Xocen. Silvia, der var ansat på det botaniske institut INIREB, var blevet meget inspireret af de diskussioner hun havde med botanikerne Patricia Colunga og Daniel Zizumba. De mente at planteforædling og udvikling af mange varianter af samme plante, for eksempel majs, kunne give forklaringen på den tilstrækkelige produktion af fødevarer til at understøtte de stratificerede førspanske mayasamfund.
I de indberetninger som de første spanske conquistadores blev bedt om, eller tvunget til at skrive til den spanske konge, er der et væld af spredte oplysninger om landbruget hos de indfødte. De er aldrig blevet brugt af arkæologer eller historikere, vel fordi de er for usammenhængende og ikke giver mening, med mindre man har et kendskab, som man kun kan få ved at studere det eksisterende milpa landbrug. Og det gjorde ingen.
Silvia og jeg satte os nu for grundigt at studere det eksisterende milpalandbrug, og med den opnåede viden, sammen med studiet af de spanske erobreres indberetninger, at få klarhed over produktionsmåderne i de gamle mayasamfund. Det var at slå to fluer med et smæk.
Betragter vi overfladisk det eksisterende milpalandbrug, ser det meget fattigt ud, og giver ikke indtryk af noget større potentiale. Men dermed kan man let se fejl.
Xocen var, da vi kom der i 1989 et ret traditionelt samfund og milpalandbruget eksisterede stadig nogenlunde intakt og gav et rimeligt udbytte i en eksistensøkonomi. Vi kunne konstatere, at det strukturelt set var et effektivt – men udpint – system baseret på svedjebrug, hvor et stykke skov bliver fældet, afbrændt og tilsået med majs, bønner og græskar. Ved at sammenligne vores viden om nutidens landbrug med de oplysninger vi kunne trække ud af de spanske erobreres indberetninger, konkluderede vi, eller det gjorde Silvia, at produktionsmåden strukturelt set var den samme dengang, som i dag. Når forskere har så stor mistro til, at milpasystemet kunne være det bærende system i de før-spanske samfund, er det fordi nutidens milpasystem i dag kun er en svag skygge af, hvad det var i fordums tider. Milpasystemet har aldrig været præget af brug af mange redskaber eller behandling af jorden, som det er kendetegnet for den europæiske og mellemøstlige landbrugstradition, som spanierne, los conquistadores, bragte med sig til Amerika. Efektiviteten i milpasystemet er baseret på en botanisk viden og ligger i brugen af mange forskellige planter, som hver har mange varianter tilpasset forskellige klima og jordbundsforhold. Denne botaniske viden sidder så at sige i hovedet på bønderne, og er derfor ikke så lette at få øje på, som store landbrugsredskaber, velpløjede og drænede marker er. Så derfor var spanierne ikke imponerede. De betragtede milpasystemet som primitivt, og magthaverne har siden den tid gjort hvad de kunne, for at transformere det ’primitive’ milpabrug til ’effektivt’, moderne landbrug. Som i bund og grund udpiner jorden, med mindre der tilføres kunstgødning og anvendes sprøjtemidler.
På det nordlige Yucatan, som er ret homogent, fik vi i Xocen registreret, at maya-indianerne i det traditionelle milpabrug har kendskab til og kan bruge 130 forskellige arter af nytte- og vilde planter med 186 varianter. Det betyder naturligvis ikke, at hver enkelt bonde har så mange planter under opdyrkning. Men et eller andet sted dyrkes og bruges de. For at få det optimale udbytte, er der af de vigtigste planter – majs, bønner og græskar – udviklet varianter med kort eller lang –cyklus. Langt de fleste planter, som stadig dyrkes i milpaen er af Mesoamerikansk oprindelse.
Vores indsamlinger og konklusioner sammenfattede vi i bogen La Milpa de los Mayas, – ’Mayaernes Milpalandbrug’, der udkom i 1994. Bogen er i 2009 blevet genoptrykt på Mexicos nationale universitet UNAM. Hvorfor ? Fordi den stadig er den eneste, og naturligvis derfor også den bedste af sin slags! Til der bliver publiceret en ny, og bedre.
En fortsættelse af dette arbejde blev bogen om ’Nytteplanterne i Milpalandbruget’ – Las Plantas de la Milpa. For hver plante gav vi en etnobotanisk beskrivelse, som er sideordnet med den beskrivelse milpabonden gav af, for eksempel majsplanten.
Med disse to bøger mente jeg, at have gjort nok for bevarelsen af det traditionelle milpasystem. Men, Silvia mente noget andet. Hun har stædigt boret videre og, sammen med botanikere og agronomer fra den nationale landbohøjskole Universidad Autónoma Chapingo, FN organisationen PNUD – Programa de las Naciones Unidas para el Desarrollo, NGO organisationen TNC – The Nature Conservancy og delstats ministeriet, Secretaría de Desarrollo Sustentable de Yucatán, siden 2017 arbejdet på at få ’milpasystemet’ anerkendt og sat på FAOs verdensarvliste, Globally Important Agricultural Heritage Systems (SIPAM -Sistemas Importantes del Patrimonio Agrícola Mundial) over bevaringsværdige traditionelle lanni 2022dbrugssystemer. Silvia er hovedredaktør til den publikation, der begrunder optagelsen. I 2020 blev tiltaget underskrevet af Yucatan halvøens tre delstats guvernører og forelagt FAO, hvor det fik positiv modtagelse. På grund af Covid-19 pandemien er forløbet bremset – men ikke skrinlagt. I novemberr 2022 blev blev projektet accepteret af FAO, og den 21 maj, 2023 blev projektet Ich Kool La milpa de los Mayas, underskrevet af FAOs leder og præsentert i Rom, sammen med en række andre SIPAM projekter fra flere lande. Ved præsentationen blev Silvia Teran fremhævet som primus motor i at få milpa systemet anerkendt. Det har hun arbejdet syv år på. Jeg var pavestolt på hendes vegne og tænker, hvor heldig jeg er, ved at leve sammen med en så dygtig, insisterende – og kærlig kvinde. Jeg skal lægge mig i selen for at leve op til hendes forventninger til mig.
