For at indsamle materiale til milpabogen fulgte jeg med flere bønder ud i deres milpa for at se, måle og tælle hvordan de fældede skov, afbrændte, såede og høstede. Det førte til lange samtaler, især når vi ved middagstid fandt ind i skyggen og drak den lækre pozole, som bliver lavet på stedet af en klup malet majs, der med vand og en smule salt eller honning røres ud i en lek – en kalabasskål. Her fortalte Don Fulgencio, Don Teodoro, Don Sixto, Don Liborio og mange andre om, hvordan mayaerne har fået frø fra guderne eller Vorherre. Med de spanske munkes missioneren havde den kristne gud ganske vist fået overtaget, men for milpabønderne i Xocen var det intet problem samtidig at holde fast ved mange af de gamle mayaguder, overnaturlige væsner og skytsånder. Så under vores frokost i det grønne fik jeg forklaret hvordan tingene var opstået, og selv om det for videnskabsmanden lød som ’en god fortælling’ og overtro, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at erkende, at bondens forklaring på hvordan regnguderne kommer ridende over himlen og vander markerne, giver lige så megen mening for fortælleren, som når vi forklare regnen som opvarmning og fordampning af havets vande til skyer, som ind over markerne afkøles og deres væde falder ned som regn. Lyder det mere forståeligt ? Jo, for os der er indpodet med en videnskabelig forklaringstradition. Jeg blev afvæbnet af en bonde der forklarede:
– ’Nogle siger at regnen kommer fra havet. Men hvordan kan det være ? Havets vand er salt, men den regn som regnguderne komme med er dulce (sød, fersk-vand), Det er fordi regnguderne henter vandet fra de underjordiske cenoter’. Kan han ikke have lige så megen ret som videnskabsmanden ? Forklaringen fungerer i hvert fald i hans verden.
Lad os høre mayabønderne fortælle hvordan regnguderne vander markene:
Han (regnguden Chaak) satte sig godt til rette og pressede sporene
i siden på hesten så den fløj af sted. Det gik lige til den brønd hvor regnguderne henter vand til at vande markerne. Da de var over brønden faldt der to lange rør ned. Hesten begyndte at ryste på sig, og straks begyndte vandet at stige op i brønden. Det så ud som en masse damp, men samtidig blæste der en kraftig vind. Hejsa, hejsa – hesten dansede ved kanten af brønden, og zaas, lige med et for de videre. For hver kilometer rystede hesten sig, så man kunne høre lyden af torden ti mile væk. Hesten stejlede så vandet løb ud af det hule græskar, hvor den gemmer det. Sådan kommer regnen.Efter at have vandet det område hvor der skulle regne, vendte hest og rytter lige hjem til gården.
Kun to og en halv time var de afsted for at vande, men da havde det regnet over tyve hundrede og tredive kilometre (2.030km2).
Det var for mig en fantastisk oplevelse at sidde i majsmarkerne, omgivet af regnguder, væsner som beskytter markens træer og dyr, og andre som passer på det dyrebare vand i de underjordiske brønde, cenotes. Bestemt en meget levende verden. Jeg følte lidt det samme privilegium – og mission – som en Evald Tang Kristensen, der i det ’mørke’ Jylland havde vandret fra det ene kildevæld til det næste og nedskrevet hvad han hørte. Men hvad han hørte, var måske bare overleveret ’eventyr’, mens jeg fik den fulde levende forklaringen på, hvordan tingene hænger sammen. Det var som at komme på besøg i en anden verden, hvor alt var fremmed, men som jeg kunne fornemme hang sammen og gav mening. For fortællerne, men bestemt også for mig, ved at træde ind i deres verden.
Prøv at høre denne fortælling om, hvordan bønderne fik deres frø, og hvorfor markens dyr har vundet retten til at spise af bondens frugter:
I begyndelsen levede menneskerne ikke af planter. Heller ikke af kød. Kun af lugten fra blomsterne. Men de så at mange blomster havde store frugter. De så dejlige og saftige ud.
De første mennesker gik hen til Gud, som gik og passede sin have.
De sagde, at de gerne ville spise de frugter, for de så gode ud.
Gud svarede, at dem måtte de gerne få, de måtte gerne spise dem, men frøene til planterne måtte de selv hente ud fra ilden.
For frøene blev opbevaret i ilden.
Menneskerne kom hen til ilden. Kæmpe flammer stod op fra bålet.
De kunne slet ikke komme i nærheden af hvor frøene lå. Ingen af menneskerne ville hente frøene ud fra flammerne.
Så kaldte menneskerne på alle dyrene:– Kom her, hvem vil spise frø og planter ?
– Det vil jeg, det vil jeg, råbte næsebjørnen som den ivrigste.
– Jeg vil også, brød vaskebjørnen ind.
– Jeg spiser også majs, sagde vildsvinet.
Og der kom en masse fugle som spiser frø og planter. De ville alle
have frugter at spise.
– Så må I hente frøene inde i ilden til os, så vi kan så dem, og I kan få noget at spise, svarede menneskerne. De opmuntrede dyrene til at springe ind i ilden.
– Kom nu af sted vaskebjørn, ind med dig i ilden og hent frøene.
Den ville ikke, men så satte den alligevel i et spring, og kom på hovedet lige ind i ilden. Den fik fat i nogle af frøene, og lige så hurtig var den ude igen. Men fordi den var sprunget ind i ilden, blev dens hår omkring øjnene svedne med to ringe.
Så sprang vildsvinet ind i ilden, og rodende med sit store gab for at få fat i nogle af frøene. Da den kom ud smed den frøene fra sig og rystede pelsen. Dens hår var blevet svedne i spidserne og næsen helt sorte. Derfor er vildsvinene i dag sorts-mudskede. Før var de det ikke.– Hva’ med dig tepezquintle ( en slags grævling ), skal du ikke også hente majs ?
– Det er i orden, jeg vil også have frø at spise. Den var lidt langsom, og da den kom ud stod dens pels i flammer.
Værst gik det ud over kaninen, for den fik brændt et par af sine tæer af, så den i dag kun har 3 tilbage.
Der kom også mange fugle. De fløj ind i ilden, og med deres næb hentede de frø. Nogle hentede græskarfrø, andre majs, nogle bønner, nogle tomater. Derfor blev de sorte i fjerene. Men ikke alle lige meget. Stæren – ch’el – blev kun brændt på undersiden, og dens overside er stadig blå med hvide prikker.
Til sidst kom egernet:
– Jeg spiser også frø. Jeg vil også have frø. Og så sprang den ind og hentede ker-ner. Men da var ilden ved at gå ud, og den beholdt næsten sin brune farve.Således hentede dyrene frøene ud af ilden, så bønderne kan dyrke dem, og der kan gro planter. Dyrene hjalp menneskerne, og derfor har dyrene også lov til at spise i majsmarkerne. Deres forfædre har vundet ret til, at de kan spise.
Men når de bliver for grådige, har bonden lov til at jage dem væk. De må gå et andet sted hen og finde noget at leve af.
Hvis de ikke vil det, så beder bonden Dyrenes Herre, Yum Kaash om at trække dem et andet sted hen, hvor de kan finde noget at leve af. Og hvis de stadig ikke vil forsvinde, men bliver ved med at spise for meget af bondens mark, så har han lov til at skyde dem.
Mange fugle er slemme til at gå over stregen. Og de gør det tit. Derfor skabte Gud også en anden fugl. Til at skræmme dem. Det er falken. Den sidder i et træ i kanten af marken, og når så en af de små fugle kommer, og skal til at spise sig endnu mere mæt i majs, så SUUUPS. I et nu er falken henne og griber med sine skarpe kløer fat i fuglen. Når de andre fugle ser, at falken flyver af sted med en fugl i sine klør, så bliver de bange og flyver bort.Fortalt af Alfonso Dzib og Liborio Noh
De mange fortællinger og forklaringer på hvordan og hvorfor tingene er, som de er i mayabøndernes verden, samlede vi i tre bogbind, som ved 500 årsdagen for Columbus ankomst til Amerika i 1492 blev fordelt i alle skolerne på Yucatan med indiansk undervisning. Fortællingerne var indsamlet på mayasproget og derefter oversat til spansk, og vi gengav begge versioner i bogudgaven.
Gennem årene blev jeg ved med at indsamle fortællinger og forklaringer. Jeg hørte dem først på spansk – jeg har aldrig lært maya sproget. Derefter blev fortællingen optaget på bånd (det var dengang) for derefter at blive transskriberet til maya på pc og til sidst oversat til spansk. Til teksterne hørte også fortællingerne om hvordan Jesus vandrede rundt i Xocens majsmarker forfulgt af romerske ryttere. De inspirerede, nu biskop, Peter Fischer Møller så meget, at han tog et sabatophold i Xocen og sammen kunne vi lave hans bog Et glimt af Gud.
Maya indianerne er jo kendte i Danmark, og sammen med danskernes interesse for nordisk mytologi, mente jeg også, at en lille bog med væsentlige oprindelsesmyter fra mayaerne kunne være interessant for danske læsere. Iblandt var der også en munter historie om nogle liderlige præster, der alligevel kom så galt afsted. Den er jo i sig selv fantastisk, da den går tilbage til den spansk middelalders satirer over de grådige og sexsøgende præster, og stadig fortælles. Jeg sendte bogen til Gyldendal, men her var tommelfingeren nedadvendt. Især på grund af de liderlige præster.
Samlingen af tekster på maya og spansk er nu, med 325 sider udgivet i 2020. Relatos divinos del Centro del Mundo – U tsikbalilo’ob u Cúumuk Lu’um. Titlen på bogen ’Relatos divinos …’ kunne uden protester have været ’Guddommelige myter’ ligesom titler på bøger om ’nordiske’ og ’græske’ myter. Når ’vi’ fra en anden tid og kultur bruger betegnelsen ’myter’ er det fordi, det er hændelser ’vi’ ikke selv tror hændte. De er spændende, javel, men ikke virkelige. Men, for xocenenserne er beretningerne om regnguderne netop noget der sker her og nu i Xocen. Informanterne har ikke fortalt mig ’myter’, men om noget der sker, og som nogen selv har set ske. Derfor er titlen på bogen Relatos – Fortællinger om guder fra Verdens Centrum. Xocenenserne og mange omkringliggende landsbyer betragter Xocen som ’verdens centrum’, for det var her Jesus levede, forfulgt af romerske soldater. Og der er her Jesus vil komme tilbage, ved verdens ende.
Aftalen med udgiverne er, at bogen skal præsenteres i Xocén, og hver familie skal have et eksemplar – for det er jo deres historie, der hos de unge er ved at gå i glemmebogen. Corona pandemien har indtil videre sat en stopper for overdragelsen i Xocen.
