Valladolid er, eller var i min tid dér, en mindre by, hvor alle kender hinanden, og da vi var naboer til byens borgmester, don Clementer Alcoser, ja så kunne vi jo heller ikke lade være med at ’snakke over hegnet’, om mayakulturen, den levende og den døde, og om den vigtige rolle som de historiebevidste i Valladolid mente deres by havde haft, ved at tænde ’gnisten til Mexicos revolution’, dengang et oprør i byen d. 4 juni 1910 blev startet – og slået ned af regeringstropper. Los Alcoseres var og er en stolt familie der ikke undlod at bemærke, at de var i lige linje med de første spanske erobrere, los conquistadores. De som havde ’velsignet’ de erobrede mayaer med civilisation og den sande guds ord. Jeg sagde det ikke så direkte, for det gode naboskabs skyld, at jeg betragtede erobrerne som en røverbande, der med vold og magt trængte ind i mayaerne hus, stjal og gjorde dem reelt til slaver – i civilisationens navn.
Tillad mig et sidespring. Det mest brugt skælds og bandeord i Mexico er chinga tu madre, som kan oversættes med et ’knep din mor’. Og det var lige hvad de spanske conquistadores gjorde med de indfødte kvinder. Efterfølgende blev de la chingada, og deres børn hijos de la chingada kom aldrig til at kende deres far. (som det skete med slaverne i USA). Netop som jeg i dag, 29. oktober 2021 skriver denne tekst, læser jeg i dagens locale avis, at et monument med Yucatans spanske conquistadores, los Montejos, nu for anden gang blev overhældt med maling og forsøgt væltet. Vel inspireret af den bølge der overgår Columbus statuerne i mange latinamerikanske lande. I Mexico by er Columbus blevet fjernet fra hovedgaden Reforma, for at bliver eerstattet af en nylig funden figur af en førspansk gudinde.
Undskyld sidespringet og tilbage til Valladolids borgmester.
Jo der var nok af historie i Valladolid, men der manglede et sted at samle, og vise den – altså et museum.
– Sådan et skal vi have, sagde don Clemente. Nu sidder borgmestrene i Mexico kun tre år ad gangen, og det er begrænset hvad de kan nå i denne korte periode. Men da Clementes efterfølger også var en del af Alcoserklanen, så blev det ikke så vanskeligt at få igangsat planene om et museum. Som jeg fik ansvar for.
Valladolid er bygget over resterne af den gamle mayaby Zaqui – som mayaerne stadig kalder byen. I midten af byen er der en imponerende stor cenote. Folk betaler entre for at komme ind i området og bade hvis de vil. Vi mente, det ville være et godt sted at lave byens første museum.
Jeg foreslog, at vi lavede to mindre bygning som almindelige huse, ca 4 x 8 m bygget i kampesten og med palmetag. I det ene skulle byens historie vises, fra førspansk tid til nutid. I det andet områdets indianske kultur med traditioner, ceremonier og artesania – kunsthåndværk. For at vise de besøgende hvordan en ’almindelig’ mayafamilie indrettede sig, fik vi bygget en ’typisk’ indianerhytte med lerklinede adobevægge og palmetag. Helt typisk blev den nu ikke, for manden der byggede hytten var åbenbart ikke så meget maya, at det kulturelt lå i ham, at en mayahytte skal være elipseformet, så han byggede den rektangulær. Nå, det var for sent at ændre, da jeg så resultatet. Nok skulle vi vise hvordan en mayafamilie boede, men så megen zoologisk have skulle hytten nu heller ikke være, at der skulle bo en familie der, men vi fik ordnet, at der hver dag kom en brodøse, som på sin trædesymaskine viste hvilke ’blomstermalerier’ mayakvinderne kan brodere på deres traditionelle kjoler. Endelig fik jeg lavet en traditionel bikubeformet pottemagerovn, hvor den traditionelle pottemagerske Juanita Dzul fra Uayma skulle arbejde.
Arbejdet med at indsamle billeder og oplysninger betød, at jeg kom rundt i hver en krog af kommunen. Jeg tog fotos af håndværksprocesser, affotograferede folks familiefotos og besøgte alle kirker. I et avisarkiv i Mérida fik jeg taget et aftryk af den helside, der beskrev oprøret i Valladolid, som bybørnene stolt kalder, den første gnist til den mexicanske revolution i 1910. Det er nu vildt overdrevet og historisk ukorrekt, men hvert år fejres dagen. Den gamle avis var i forvejen godt mørnet i det fugtige tropiske bibliotek, og den fik det ikke bedre af, at jeg slæbte den med til et grafisk trykkeri, der kunne affotografere hele siden. Så gunstige var udlånsmulighederne af arkivalier dengang. Den var ikke gået i dag, heldigvis.
Som skrevet sidder borgmestrene kun tre år på pinden, og alt hvad de har lavet for eftertiden, skal de have færdig inden perioden udløber, så de kan få deres navn på indvielsestavlen. Ellers er det jo den efterfølgende borgmester der løber med æren. Sådan var det også her, så vi have tryk på for at blive færdig. Og færdig det bliver man altid i Mexico – også selv om borgmesteren klipper snoren i det første rum, mens rengøringsholdet bakker ud af det næste. Museet blev indviet af Yucatans guvernør Victor Cervera Pacheco. Kort efter var der så borgmesterskifte, og den efterfølgende var ikke specielt interesseret i museet, så det fik lov til at passe sig selv de næste tre år, hvilket vil sige, at det det gik op i sømmene, og til sidst blev lukket.
Men – tre år senere sad der igen en Alcoser i borgmesterstolen, og så tog vi fat på at genopstille museet – denne gang dog i en forladt kirkebygning, hvor der i gården var indrettet en mindepark for de oprører, der blev skudt efter den mislykkede opstand i 1910.
