Prostitution er, for at sige det gennemtærsket banalt, et universalt fænomen. Og det vil det altid være – så længe der er fattigdom og ulighed. Jeg begyndte at interesserer mig for de prostituerede i Merida omkring 2009, efter jeg i mange år, uskyldig som jeg er, havde gået forbi dem på vej til min hængekøjebutik i gade 58, uden rigtig at lægge vægt på deres diskrete invitationer. Men med alt det der blev og bliver skrevet om prostitution i Danmark og de andre skandinaviske lande, tænkte jeg, det var på tide, at se sagen fra yukatekisk side. For som antropolog at finde ud af, hvorfor de gør, som de gør. Så jeg forhørte mig og fandt ud af at det foregik forskellige steder i byen. Alt efter hvad slags sex du ville købe.
Indrømmet, det var med en vis usikkerhed jeg gik til sagen. – Nej, jeg er ikke interesseret i ’un servicio’, svarede jeg med lidt fumlende stemme til de første kontakter, -’ bare at du fortæller mig, hvorfor du trækker her’.
– Jeg har ikke lige tid til at snakke nu. Jeg er på ar bejde, men hvis du betaler for ’en betjening’, så kan jeg fortælle dig hvad du vil høre’, var svaret.
Interviewet foregik i det lille hotel hummer, hvor hun gav servicio og bedrev sit erhverv. For rummet betalte jeg 70 pesos / 30-35 d. kr, for en halv times okupering, hvorefter der blev banket på døren, og trækker mit interview ud, er det andre 70 pesos, jeg stikker ud mellem døren på klem. Og for min dames opmærksom i en halv time, betalte jeg 100-200 pesos. På denne måde fik jeg over et halvt års tid interviewet 22 ’sexo servidores’, sexarbejdere. Samtalen optog jeg på bånd og renskrev. Hvor der manglede uddybning, gentog vi vores møde siddende på sengekanten. Og det skete med de fleste.
Vi fik efterhånden en fortrolighed, så engang spurgte jeg om jeg måtte tage fotos af dem. Med tøj ? – og uden tøj ?
– Fotos ?? – ummmh. Den tykkede de på. – Og hvad skal de fotos bruges til? Det ville nok være lidt svært for de små, ret tykke yukatekerdamer, med tydelige ar af kejsersnit efter deres fødsler på et offentligt hospital, og med et look der er langt fra de pornopiger vi kan zappe os frem til på nettet, at forstå, at der kunne være en generel interesse for at fotografere dem til dokumentation. Men de ville også have svært ved at forstå, at jeg ville lave et portræt af ganske almindelige kvinder, som i dette tilfælde betjener mænd med sex. Min inspiration var de smukke fotos som den amerikanske fotograf John Bellocq havde taget af prostituerede kvinder i New Orleans i begyndelsen af forrige århundrede, og som blev fundet på et loft længe efter hans død. Toulouse Lautrecs modeller fra det bordel hvor han indlogerede sig for bedre at male og det foto hvor han står foran sit maleri sammen med en af damerne gav mig mod til at bede om forlov.
Med mine fotografier ville jeg også bryde det stereotype billeder der er i kunsten, i maleri, skulptur og fotografi af den nøgne kvindelige figur, hvor kvinderne generelt præsenteres som evig unge, uden rynker og eller mærker af mange fødsler. Jeg forklarede derfor damerne, at jeg brugte fotografierne til at tegne efter. Den tyggede de på, og da jeg selvfølgelig også her ville betale for deres service, svarede de alle – Men nu kommer de vel ikke på nettet ? – Nej forsikrede jeg dem, og den aftale har jeg holdt, og de vil ikke blive vist, mens nogle kan genkende dem, ligesom det er sket med Bellocqs fotografier, der først dukkede frem fra mørket, da alle var døde og borte. Da der først var gået hul på bylden, og den ene dame fortalte den næste, at det var ok, så fik jeg taget fotos af alle de interviewede damer. Af dem jeg spurgte meldte kun en fra, men var dog villig, hvis jeg ville betale et astronomisk beløb.
De interviewede kvinder er mellem 20 og 60 år og har et, to, tre eller flere børn og er næsten alle enlige mødre. Svaret på mit ’hvorfor’, var i alle tilfælde, ’for vores børns skyld’. De fleste har ingen uddannelse, og med en børneflok og en fraværende far eller mand, er det umuligt at passe et 8-9 timers job. Mange kalkulerer, at hvad de kan få udbetalt for en hel dags arbejde med rengøring, det kan de tjene på en eller to kunder i løbet af en times tid. Dog må de ofte vente længe på kunderne. Ingen af de kvinder jeg interviewede betalte til en alfons og de kan gå og komme som det passer ind i deres mange forpligtigelser som mor.
– Ingen kvinder gør med fornøjelse, hvad vi lægger krop til, fortalte doña Karla mig, – for det er jordens hårdeste arbejde. – Men for vores børns skyld udholder vi at ligge med mænd, der ikke alle er lige rene, eller behandler os pænt. Nogle tror, at fordi de har betalt nogle pesos, kan de tillade sig og kræve hvad det skal være, som om vi var købt. Men nej, vi sælger ikke vores krop, vi sælger en service. Det er en stor misforståelse, når nogle udslynger, at vi sælger os selv, eller vores krop. Nej, vi sælger en service, en tjeneste, ligesom en frisør sælger en hårklipning, og der går vel ikke noget af ham eller hende, ved at gøre det.
Sådan lød nogle af de mange svar, jeg fik. I alt blev det til 23 interviews. To af kvinderne er biologisk set mænd, men jeg mødte dem som kvinder, og sådan følte de sig jo også. Mit formål var, at lave en bog hvori jeg ville give stemme og ansigt til de kvinder, som har et meget hårdt arbejde. Nu var teksten klar, men hvad med illustrationer, når jeg ikke kunne vise fotografier. Løsningen gav den yucatekiske tegner Gabriel Ramirez, som efter mine fotos tegnede kvinderne uigenkendelige. Da textilkunstneren Elena Martínez, der bruger broderiet som medie, hørte om projektet, ville hun også være med. Hun lavede efter mine fotografier, eller ved selvsyn med kvinderne på gaden en lang række portrætter.
Tekst, tegninger og broderier blev først vist på Meridas kunstmuseum, Museo de Arte Contemporáneo Ateneo de Yucatán (MACAY), i januar 2012 med titlen Las mujeres decentes de las 58 – ¡Por nuestros hijos! – ‘De anstændige kvinder fra (gade) 58. – For vores børns skyld’. Titlen er lidt inspireret af Pablo Picassos berømte maleri af ’Kvinderne fra Avigñon’, hvor kvinderne jo er de prostituerede som arbejdede i Avigñon gaden i Barcelona. De anstændige kvinder’ – fordi kvinderne i gade 58 er lige så anstændige, som alle de personer, der passerer forbi. I bog og udstilling er alle kvindernes navne ændret, så de i alfabetisk orden følger den katolske kvindelige helgenliste, fra Jomfru Angela til Jomfru Zita.
Udstillingen blev heldigvis ikke helt uden fotografier. Med Rosario havde jeg løbende fortalt om projektet og udstillingen. Jeg havde også taget fotos af hende da hun var højgravid i 8. måned, og stadig arbejdede på gaden. Nu tilbød hun selv sit foto med et:
– Ja, jeg er luder / puta, vis mig bare som mændene ser mig, men du skal huske på, at det er mændene, der kommer til mig, ikke mig der opsøger dem. Og hvad jeg gør, det gør jeg for mine børns skyld! Det var flot og modigt gjort at stå frem sådan. På den anden side har hun aldrog oplevet at nogle har genkendt eller kommenteret hende. På udstillingen er der et fotos, hvor hun med en seks måneder stor mave griner over problemet med at få sine trusser af. Til udstillingens indbydelse lagde hun fotografi til, hvor hun sidder omgivet af sin børneflok. Det sidste, at vise børnene, var vel ikke rigtigt. Jeg tænkte ikke over det dengang, ingen sagde imod og der blev aldrig nogle problemer med dette foto. Men gentages skal det ikke.
Udstillingen blev i 2013 vist på textilmuset i byen Oaxaca. For at den kom i stand, skal jeg takke den danske tekstilvæver Trine Ellitsgaard, der sammen med sin mand kunstneren Francisco Toledo har gjort en enorm indsats for at fremme ’kulturen’ i Oaxaca.
Året efter fik jeg en mail. Det må da være løgn, tænkte jeg, for det var en indbydelse til at vise udstillingen på museet ved det private katolske universitet Lasalle i katolikkernes højborg i León, Guanajuato i 2014. Men som rektor, en katolsk lægbroder, Hermano Andres, sagde ved indvielsen, – det er godt at de privilegerede studenter her på universitetet får et humanistisk syn og forståelse for hårde sociale realiteter. På universitetet er der på alle fag indlagt humanistiske og kulturelle aktiviteter, som obligatoriske. I forbindelse med udstillingen kom en af de prostituerede kvinder, Lorena, med fra Merida og fortalte de lidt måbende unge studenter om medaljens anden side.
Prostitution er, og vil altid være et hot emne uden ende på diskussionerne om for eller imod. Jeg mente derfor udstillingen nok kunne interessere nogle danske kulturhistoriske museer, som der er mange af. Jeg tilbød alle, og alle svarede pænt nej tak. Også Arbejdernes Museum i København, som jeg mente var et oplagt sted at vise de personlige historier om den slags arbejde. Men heller ikke her var der bid. Der gik nu nogle år, men så kom der en åbning på KunstCentret Silkeborg Bad. Med til åbningen kom Elena Martínez. Sexarbejderen Lorena var inviteret med, men kunne, desværre, ikke finde nogle, til at passe hendes 2 børn så længe, som rejsen ville vare.
Der er en lille krølle på historien om ’De anstændige dame…’ På udstillingen i Merida i 2012 blev lederne af den amerikanske dansegruppe, Asheville Contemporary Dance Theatre White Dog i North Carolina, Susan og Giles Collard, så rørte – ja det sagde hun faktisk – og begejstrede for kvindernes fortællinger, at de omsatte dem til moderne ballet. Den første forestilling var for en begrænset gruppe i et privat hjem, hvor damerne fra gade 58 var inviteret og flere mødte op. De næste forestillinger var for alle, der kunne klemme sig ind i de små stuer. I sommeren 2013 blev hele forestillingen vist i Ashville, og i december 2013 på det store teater Armando Manzanero, og i 2015 i kulturcentret Olimpo i Merida.
I 2016 blev hele projektet udgivet som bog, publiceret af Yucatans kulturministerium. Og til udstillingen i Silkeborg blev der trykt en koncentreret lille pixy udgave af den mexicanske bog.
Til for eftertiden har jeg lavet en udgave med mine fotos, som dog først kan vises, når vi alle er gemte og glemte. Ligger i mit arkiv, til ’bedre tider’.
