Jeg har gennem tiden bragt mange foto- og kulturudstillinger med mexicanske temaer til Danmark. Var det så ikke også på tiden at vise noget ’rigtig’ dansk for mexicanerne? Det overbeviste jeg mig selv om, og gik i gang med at vælge ud af de mange fotos jeg altid tog, når jeg var i Danmark. Jeg delte udstillingen ind i temaer, som jeg mente kunne fange mexicanernes interesse for min verden, og ved de næste besøg i Danmark gik jeg mere målrettet i gang med at fotografere hvad jeg manglede.
På Yucatan er der ikke de skarpe markerede årstider, som gør det til så stor en oplevelse for os danskere at komme igennem et langt år– som desværre føles kortere og kortere jo ældre vi bliver. Derfor begyndte jeg udstillingen med at vise de fire skønne danske årstider.
I Danmark har vi siden Strøget under store protester blev indviet til gågade efterhånden fået gågader og spærret eller begrænset biltrafikken i alle byer – til stor glæde for alle. I Merida vil bilisterne ikke slippe deres privilegium med at kunne køre på kryds og tværs igennem byen, og endda gratis parkere i de fleste gader, når folk kører til arbejde, så de folk der er tilbage i bykernen ikke kan finde parkering til deres egne biler, og derfor er tvunget til at flytte udenfor – hvilket gør centrum af byen til en død spøgelsesby om aftenen. Jeg forsøgte med en billedserie at vise, hvordan fodgængerne i danske byer har generobret retten og muligheden til at kunne gå rundt i byerne. Denne forbedring er gennemført i en række mexicanske byer, og her i 2021 så småt begyndt også i Merida. Jeg ville elske at cykle rundt i Merida, som stadig er lille overkommelig. Men, jeg elsker mit liv højre.
I udstillingen satte jeg også billeder af nære, fjerne og ukendte venner, som jeg har mødt. Jo, venner kan godt være ukendte, som den omvandrende vagabond der med sin barnevogn, telt og hund logerede under Lillebæltsbroen, og som jeg fik en lang god snak med. Han kunne ikke holde ud, at sidde hele året i den lille dødssyge lejlighed, han trods alt brugte i de værste vintermåneder.
Jeg viste et stort foto af mine forældre, kort før min mor døde, og hvor hun med en blid hånd tager om min fars rødopsvulmede arm på grund af dårlig blodcirkulation, og siger: – Synes du alligevel ikke vi har haft et godt liv ? Det har de sikkert, når hun siger det, selvom jeg mente, at de ikke havde passet sammen og levet lidt som hund og kat. Men de holdt sammen i mange år, hvad ingen af deres 4 sønner har gjort med deres ægtefæller. Så hvordan kan jeg modsige min mor.
Alle fotografierne i farver blev digitaliseret – jeg var endnu ikke begyndt at optage digitalt – og så kopieret til et vandret banner, 110 x 220 cm, hvorpå der også var trykt brød- og billedtekst. Så udstillingen er jo ikke traditionel ’fotokunst’, hvor hvert billede står alene, men fortælling med mange fotografier. Og det er jo nok fordi, at jeg ser mig mere som fortæller end fotograf, endsige kunstner.
Udstillingen blev åbnet i Olimpos, et kultur og udstillingscenter ved siden af rådhuset i Merida, af byens kvindelige borgmester Ana Rosa Payán, så der kom jo mange lokale spidser. Og endnu flere var mødt op fordi Yucatans ærkebiskop også kom anstigende i fuldt ornat og med bispestav. Anledningen var, at der samtidig blev indviet en fotoudstilling med en masse fotos af den polske paves besøg i Polen. Med min bog om Meridas katedral var jeg blevet ’gode venner’ med Mons. Emilio Carlos Berlie Belaunzarán, så vi gav hinanden en stor abrazo – hvorefter alle fremmødte jo kunne se, at jeg havde gode forbindelser til Sankt Peter. Men hvad Don Emilio tænkte, da han så min halvnøgne og endda højgravide karnevalsdronning på et af fotografierne, det fortalte han mig kun med et skælmsk blik.
