Der er fordele – og bagdele ved alt, og alle. Fordelen ved at være ’free-lancer’, daglejer er, at du er en fri fugl, og kan sætte dig på hver en gren du har lyst til. Bagdelen er, at du altid skal ud og søge, for noget skal du jo have at leve af. Jeg har tilbudt mine uomtvistelige store talenter og fantastiske og nødvendige projekter til gud og hvermand, og de fleste har jeg fået afslag på. Ni modo, desværre – det er frihedens pris.
Når jeg ikke har haft arbejde på beddingen, er jeg gået i gang med ønskeprojekter, som jeg håbede også på sigt kunne give en indtægt. Hvor naivt !!, men spiller man ikke med i lotteriet, får man garanteret ingen gevinst. Sådan et var registreringen og bogen om teater i Yucatan i perioden 2009 – 2013.
Fra jeg kom til Merida i 1979 og begyndte at tage portrætter af personer, fik jeg også kontakter i teaterverdenen. Med skuespillerinden Madeleine Lizama i revyverdenen i Hector Herreas – Cholos teater. Med Francisco Marin og Silvia Kater fra den mere alvorlige genre i teateret ’Tinglado’. Da jeg nu i 2009 havde rigelig tid, og ikke noget bestemt at lave, så foreslog jeg mig selv, at finde ud af og registrere alt hvad der sker i teaterverdenen i Yucatan. At skrive ’alt’ en måske pral, men jeg fik dog i denne periode set og taget fotos fra 175 funktioner. Det lyder som om jeg prøvede at slå en Guiness record. Nej ikke derfor, men da jeg nu ville have det hele med, så var det bare om at gå i teater. Og hvor fantastisk at der er så meget kultur ude i denne mexicanske provins. Et par gange fik jeg set to forestillinger på samme dag, ja en enkelt gange hele tre forestillinger. I hastværk efter forestillingernes afslutning, inden skuespillerne skyndte sig videre til andre forestillinger eller hjem, fik jeg taget billeder af omkring 150 skuespillere. Længere personlige interviews med 32 tekstforfattere i Yucatan, som i samme periode producerede 75 forestillinger, var med i løbet.
Det lyder voldsomt og kræver en nærmere forklaring. Reelt var der i perioden kun et teater, som kunne holde publikum fanget året rundt – et teater med burleske forestillinger omkring to be or not to be guy, præsenteret i et kraftigt sprog. Men bestemt ikke uden talent og kvalitet. Og man gik derfra flad af grin – eller lettere forarget.
Andre teatergrupper og forestillinger præsenterede kun i ganske korte perioder, i forbindelse med byen Meridas fødseldags festival i januar måned, samt den årlige teaterfestival i juli – ’Festival Wilberto Canton’. I disse perioder kunne der hver dag blive vist 3,4,5 forestillinger hver dag på gader eller i teaterbygninger rundt omkring i byen Merida. Det var et overflødighedshorn, men svært at nå dem alle. Langt de fleste grupper får tilskud fra det der svarer til Kulturministeriet, som dog ikke dækker en rimelig løn, hvorfor der er en stor frivillig indsats og amor til teateret for at få tæppet op. Af disse grunde bliver forestillingerne kun vist en, to eller tre gange.
Da de fleste forestillinger er gratis, fordi de har fået offentligt tilskud, har publikum vænnet sig til, at det er gratis at gå i teateret, så når der sættes en forestilling op, og der kræves en ydmyg entré på 25 – 50 kroner, så er tilslutningen lille.
Det var virkelig interessant at få 32 forskellige skribenter og producenter til at fortælle om deres ideer og problemer med at lave teater. Fra enkle børneforestillinger, pantomime, dukketeater over lagkagekomik og fremføring af sociale problemer, som at leve med aids, til en stor historisk forestilling med mere end 100 amatør skuespillere der optrådte med hestegalop, sværdkampe, bogbrænding, foran kirken i byen Mani, hvor den spanske munk Fray Diego de Landa i 1562 holdt inkvisition og brændte alle de maya dokumenter han kunne torturere maya præsterne til at udlevere. Forestillinger af vidt forskellig kaliber og tema, men de fleste, efter omstændighederne, af rimelig god, og et par stykker af højeste kvalitet. Interviewene har jeg sammen med fotografier fra de mange forestillinger samlet i en bog, som blev udgivet af det yucatekiske kulturministerium i 2015.
Under indsamlingen af mit teatermateriale blev jeg kontaktet af instruktøren Enrique Cascante, som netop stod og mangle en person, der kunne fylde rollen med den amerikanske forsker, Mr. Bolton, der under den Mexicanske Revolution, 1910 – 1917 rejser rundt og indsamler dokumentation. – Du er lige den rette personlighed, smigrede han mig, for at få mig på krogen. Jeg viste bedre besked, men to be or not to be Mr. Bolton, overvejede jeg dog. Det blev to be Mr Bolton, for man skal give livet en chance og prøve noget nyt, tænkte jeg. Og således endte jeg med at få min teaterdebut på Teatro Peón Contreras den 27 juli, 2010 i Rodolfo Usigli’s klassiske El Gesticulador. Min entré var på det nærmeste flyvende, for den lemfældigt opbyggede trappe jeg brugte for at komme ind i 1. akt, brød sammen, og det var en spontan yucatekisk forbandelse waiii, og ikke ’fuck’ eller tekstens ’good evening’, der blev min første replik. To opførelser var der planlagt, bestemt for få for så store anstrengelser. Mine replikker var ikke mange, men det tog mig lang tid at lære dem, så det var ikke noget jeg ville gentage. Men jeg kan jo dog føje ’skuespiller’ til mit cv.
Dog, ikke den første. Kommer nu i tanke om, at jeg i Silkeborg i mellemskole var HC Andesen som dreng i en skoleforstilling og skulle huske: – åhe mor, alle drengene driller mig!
