Teen har vi fået fra Orienten, fra Kina – og min udstilling Tid til Te blev som et orientalsk eventyr, hvor appelsinerne, en efter en væltede ned i min turban. Det var en stor lykke at lave denne udstilling.
Jeg havde efterhånden lavet en del udstillinger I Danmark med mexicanske temaer, og var ved at løbe tør for nye ideer. Lars Sand Kirk og jeg talte om at lave en udstilling om kaffe og the, men da vi fik øje for, hvor meget spændende stof der ligger i teens historie, så valgte vi at gemme kaffen til en anden god gang. Undervejs blev vi desværre uenige om, hvordan udstillingen skulle skæres, så vi gik hver til sit – beklager dybt – og jeg lavede så teudstillingen alene.
Vi skal alle hver dag have brød på bordet, så selvfølgelig, uden penge ingen udstilling. De har dog sjældent givet nok til at frådse med smørret, så der må være andre tungtvejende grunde til, at udstillingerne alligevel blev til noget. Nysgerrighed, ja ! Udstillingerne har givet mig fantastiske muligheder for at møde mennesker og snuse ind i kroge og emner, hvor jeg ellers aldrig ville have stukket min næse. Så selv om det hele så bare skulle blive for fornøjelsens skyld, så var det al besværet og den ringe løn værd.
For at kunne lave teudstillingen syntes jeg, det var nødvendigt at kigge på teen i oprindelseslandene, så på den konto kom jeg både rundt i de kinesiske tedistrikter, og videre omkring englændernes teplantager på Ceylon, idag Sri Lanka, for at ende ved Londons kajer, hvor de engelske teclippere afsluttede kapsejladsen fra Kina med årets første teladning. Disse besøg kom i stand ved stor hjælp fra Søren Meinertz, der var ’sidste mand’ som teblender på Brugsens teafdeling i Glostrup.
I London besøgte jeg det lille private te (og kaffe) museum, som Edward Bramah på spændende vis har stillet op i en gammel lagerbygning, ved siden af den bygning hvor teauktionerne blev holdt.
Jeg havde på nettet set, at der i Europa eksisterer 2 temuseer. Det ene, Bramah Teamuseum i London havde jeg besøgt. Og det andet ? I Oldenburg – de danske kongers ’gamle land’. Det måtte jeg også se. På torvepladsen midt i byen Norden var der i det gamle rådhus indrettet et temuseum. Det så jeg med interesse, men da jeg gik ud derfra, var der nok et skilt med ’Teemuseum’. Og stor var min overraskelse, da det faktsik viste ind til et andet temuseum. Når der ligger to museer med så specialiserede emner som te klods op af hinanden, så kan det kun skyldes en ting: krig. Hvad grunden til denne krig er, skal jeg ikke her komme ind på. Nok er at fortælle, at jeg blev modtaget med åbne arme af museets entusiastiske igangsætter Jürgen Oswald von Diepholz. Her i TeeMuseum – Sammlung Oswald-von Diepholz viser han, hvad han og hans mor har samlet, siden de ved ’krigens’ afslutning flygtede fra Østpreussen, som nogle af de heldige, der slap over Østersøen uden at blive torpederet. De havde en god tid i Sverige og Danmark, og Jürgen har siden kastet sin kærlighed på vores lille fædreland. Så da jeg kom som repræsentant derfra, så kunne jeg kvit og frit låne ’lige hvad jeg ville’ til min udstilling. Kunne det være bedre? Hermed havde jeg tekander nok til at præsentere det bedste af det bedste europæiske.
På jagten efter tebilleder var jeg også stødt på det klassiske ’sofastykke’ af den kongelige familie, hvor Dronning Ingrid med hjælp af vores nuværende Dronning Margrethe forbereder te for Kong Frederik og de to små prinsesser. Dét billede skulle med på udstillingen ! Det var ingen sag, for det havde de hos Scanpix. Men hvorfor så ikke også få hele testellet med ! Jeg fik et venligt svar fra Dronning Margrethe, som skrev ’ja’. Men testellet var nu efter bodelingen gået til Prinsesse Benedikte. Et brev til hende gav også ja-svar, og med privatsekretæren Gustav Grüner’s humoristiske og afslappede mellemkomst, gik vi alle ned i Amalienborgs hvælvede kældre for at lede efter stellet. Lidt fandt vi, men det meste stod nu på Berleburg, hvorfra vi fik tilsendt ’det hele’: bord, dug, servietter og stel til 5 samt sølvkande og samovar. De har orden på tingene, og stor tak derfor.
Som min mor sagde, når man rækker fanden lillefingeren, så tager han hele hånden! Hvorfor skulle jeg nu ikke prøve fandens trick. Nu havde jeg fået det kongelige testel, så hvorfor ikke også få prinsesse Benedikte til at beskrive, hvad der foregik ved det kongelige teselskab. Det sagde hun også ja til. Jeg sendte et forslag, men hun skrev – heldigvis – sin helt egen personlige beskrivelse. Sådan foregik det ! Værsgo og drik ! Og, for, som vi siger i Mexico, terminar con brocha de oro, at slutte med guldpensel, fik jeg overtalt Prinsesse Benedikte til at åbne udstillingen. Her serverede en temester på rette vis grøn japansk te for Prinsessen og fremmødte. Som navnet, Søren Bisgaard afslører, er temesteren pære dansk, men han boet så længe i Japan, at han er blevet temester og nu underviser japanerne i den rette måde at servere te på. Ikke en dårlig eller kedelig skæbne. Men, hviskede Prinsesse Benedikte diskret, – jeg ville nu foretrække en kop Earl Grey te frem for det japanske vi fik budt.
Ad snørklede veje fik jeg at vide, at auktionsfirmaet Bruun Rasmussen kunne være behjælpelig med at finde og evt. udlåne materiale. Ved Mette Nielsens hjælp fandt vi frem til det helt rette blikfang for udstillingen: Bertha Wegmann’s maleri af To veninder der drikke te. Det fik vi lov til at låne. Det blev efter udstillingen desværre solgt til USA – skammeligt for dansk te- og kvindelige kunstneres historie.
Udstillingen blev åbnet i 2005 på Handels og Søfartsmuseet på Kronborg. At udstillingen trods alt blev realiseret, skyldtes i høj grad daværende direktør Hans Jeppesen, som med sin varme humor og runde facon alligevel fandt en gammel sørøverskat, så vi kunne betale regningerne, og jeg selv få til et par beskøjter. Selvfølgelig havde jeg lovet museet, at de slet ikke skulle bruge mandskab til udstillingen, den ville komme sejlende helt af sig selv med Kronborg om styrbord. Det gennemskuede Hans vel hurtigt som løst mundsvejr, og undervejs støttede museet kraftigt op om udstillingen med adskillige matroser.
Udstillingen blev siden vist på KunstCentret Silkeborg Bad.
