Silvia, der i modsætning til mig har en systematisk videnskabelig holdning til de forskningsopgave hun går i gang med, var hen ad vejen blevet noget træt af , at blive ved med at lave ’forskning for forskningens egen skyld’. Hun ville gerne lave målrettet forskning, og bruge den indsamlede viden til glæde for de undersøgte. Jeg var helt på linje med hende, for det var drømmen og interessen om, at kunne lave et nyttigt udviklingsarbejde i de fattige lande, der havde været min hensigt med at studere etnografi.
De mexicanske indianske kvinders klædedragter er alle meget farverige og smukt broderede eller vævede. Det siges i Mexico, at hvis du ser en kvinde som ikke har klare indianske træk, men er klædt i indiansk tøj, så er hun etnograf eller antropóloga. De ser det smukke i indianerkvindernes dragter, og – skriver jeg – bliver selv smukkere af at bære dem – se blot på Silvia! En sådan kvinde og antropolog var og er Silvia. Næsten altid klædt i de farveglade, smukke, tidløse og holdbare indianske kjole, sjaler og ponchoer – quezquemel.
På Yucatan gik alle indianske kvinder med hvide bomuldskjoler, smukt broderet med blomstermotiver i halsåbningen og den nederste del, da vi kom dertil. I dag, 2021, er denne tradition ved at forsvinde. Det var ikke underligt, at Silvia, træt af den rene videnskab, startede udviklingsprojektet Maya Chuy, “El Renacimiento del Bordado en Yucatán”. i 1992, hvis mål var og er, at skabe indtægter til de indianske kvinder ved at forbedre den traditionelle broderiteknik og finde nye mønstre og anvendelsesmuligheder for deres broderier.
Indianerkvinderne broderer deres kjoler i hånden med chuy kab – ’fladsting’, som er en videreførelse af en før-spansk teknik. Denne teknik har kvinderne i de seneste år så at sige overført til deres trædesymaskiner. Når der kommer danske kvinder og besøger broderiprojektet, og de ser kvinderne sidde og brodere på deres trædesymaskiner, udbryder de næsten alle:
– Jamen det var sådan en min mormor syede på’. Ja, af samme slags er indianerkvindernes symaskiner – dog noget nyere. På indianerkvindernes maskiner er trykfoden fjernet, og så virker nålen blot som en stoppe- eller broderinål. Stoffet der skal broderes, spændes op i en rund broderiramme, og når mønsteret er tegnet på stoffet, ’maler’ kvinderne bare løs på stoffet med tråden, til den summende lyd af fodpedalen, der går op og ned. I de seneste år er trædesymaskinen blevet erstattet af en elektrisk drevet symaskine. Det går noget stærkere, men fremgangsmåden er den samme.
Med de spanske erobrere blev korsstingsbroderiet indført blandt mayaindianerne. Det anses i dag for ’det fineste’ men, vil jeg påstå, nok kun fordi det sættes i forbindelse med den herskende klasse smag, dengang og nu. Det kan godt virke lidt tamt og for pænt i forhold til indianernes eget spraglede broderi.
Alle indianerkvinder kunne brodere dengang vi flyttede til Yucatan. De gjorde det på deres egne kjoler, og i årenes løb begyndte de så småt at brodere for at få en nødvendig ekstra indtægt, ved at sælge deres broderi. Problemet her var og er stadigvæk, at ikke alt hvad de lavede var af tilstrækkelig god kvalitet, og værre endnu, alle lavede stort set det samme, det vil sige gentagelser af deres egne broderede kjoler. Men hvad der ser smukt ud på en brun mere eller mere buttet indianerkrop, og er behagelig i et tropisk klima, har ikke den samme udstråling på lange, blege nordboer eller amerikanske turister i et koldt klima. For Silvia var målet derfor at udvikle nye designer i bedre kvalitet.
Det siges, at lykken ligger for næsen af dig, og det bare er om, at samle den op fra jorden. Sådan hændte det mig. Inden projektet var kommet i gang, sad jeg i et S-tog i Danmark og fik øje på en avis der flød på gulvet. For nu at ’slå tiden ihjel’, samlede jeg den op og gav mig med sløv interesse til at læse. Men mine øjne kom på stilke, da jeg på en side læste om et strikkeprogram, som en forelsket edb-nørd havde udviklet til sin elskede. Det var tydeligt at se, at dette program også kunne bruges til at lave broderimønstre. Hermed begyndte alle tiders frugtbare og venskabelige samarbejde med Vivian Høxbro og Jubbe Netterstrøm omkring deres program DesignPartner. De overgav kvit og frit brugen af programmet til Silvia og MayaChuy. Med dette fik Silvia med årene udviklet over 150 mønstre med Yucatans flora og fauna, eller med inspiration fra de før-spanske glyffer og kunstværker.
Brodøsen Lizzi Damgaard blev en anden god hjælp i begyndelse af projektet. Som uddannet i Håndarbejdets Fremmes skole og vist også på Skals håndarbejdshøjskole, der blev betragtet som Mekka for brodøser, havde hun bestemte meninger om, hvordan broderier skal se ud. Som det måske spøgagtigt blev sagt, en dansk brodøser kigger først på bagsiden af broderiet, for her afsløres brodøsens kunnen. For ligger trådene ikke lige så fint som på forsiden, så er det bare sjusket og dårligt broderi.
I Danmark var broderi på denne tid absolut håndbroderi, altså noget der blev syet i hånden. Men mayaindianerne var nu begyndt at brodere med træde- og elsymaskiner, og det mente Lizzi måske ikke var ‘det rigtige’. Men hun blev overbevist. Så meget, at hun også fik overbevist sin mor Lillian Damgaard, der var daglig leder af Selskabet for Kirkelig Kunst, som hovedsageligt leverede broderi af højeste kvalitet til danske kirker, til at lade en messehagel designet af Erik Ellegaard Frederiksen, blive broderet ude i en lille indianerhytte på en elektrisk symaskine. Den bliver nu brugt i Kristkirken på Enghave Plads i København.
Jeg var i flere år knyttet til Silvias broderiprojekt, og sammen lavede vi en megastor broderiudstilling, som blev åbnet i forbindelse med indvielsen i 1994 af Meridas nye store kunstmuseum MACAY. Vores tilstedeværelse gav en del knurren fra mange lokale kunstnere, som ikke mente at mayabroderi havde noget at gøre på et kunstmuseum. Men udstillingen blev forsvaret af museets direktør Miguel de la Madrid, som argumenterede for, at broderiet var indianerkvindernes kunstneriske fabuleren og udtryk, ikke sat på et lærred, men broderet på deres egne klæder.
To år senere, i 1996 blev den samme udstilling, i fordansket form, vist på Nationalmuseet. Foruden broderi viste vi også traditionelt guldsmedearbejde, så udstillingen kom til at hedde: Broderi og Smykker fra Maya indianerne. Herefter blev udstillingen vist på 10 danske museer, og endte med en turné på en række grønlandske museer, med tekst på eskimo/inuit.
Projektet El Renacimiento del Bordado en Yucatán fungerede indtil 2010 som en del af ngo organisationen Tumben Kinam A. C. I den tid blev der skabt omkring 1000 nye broderimønstre, til både korssting og fladsting. Motiverne var hentet med inspiration fra Yucatans historie, kultur og natur. Mønstrene blev broderet på bluser, kjoler, puder og tasker og solgt af kvinderne i de 50 grupper som samtidig deltog i kurser i kvalitet, organisation og salg. I mange år havde Maya Chuy også en forretning på hovedgaden og salg i kunstmuseet MACAY i Merida.
Projektet fik støtte fra CARITAS/DANIDA, fra den Canadiske ambassade og af NF organisationen UNIFEM til at organisere en stor kongres i 2001 med deltagelse af brodøser og vævere fra hele mayaområdet i Mexico og Guatemala.
Idag 2021, arbejder Silvia med forskning og formidling på det lokale antropologiske museum Gran Museo del Mundo Maya de Merida.
