Lederen af Cornell projektet i Ecuador var antropologen Eileen Maynard. Hun var i gang med en rapport om livet på en traditionel hacienda i højlandet. Hun følte virkelig med indianerne, der levede under de mest usle forhold, og hendes rapport fik titlen: ’Indians in Misery’ – hvilket jo ikke lige var den slags anklagende titler, vi var vante til at se på antropologernes landsbymonografier, selv om den nok også kunnet have været titlen på mange andres studier af bondesamfund. Der var her virkelig lagt op til, at nu skulle der laves om på uret og fattigdom. Det hele foregik i President Kennedy’s tid og ånd, og med det nyskabte Peace Corps, hvor unge entusiastiske amerikanere drog ud i verden for at hjælpe og ændre den, var det ikke så mærkeligt at etnografien nu, ikke blot skulle være til gavn for videnskaben, men i lige så høj grad bidrage til at skabe bedre forhold for de studerede. Det var en linje jeg var med på, og den egentlige grund til at jeg læste etnografi. Jeg ville bruge etnografien til at forstå og hjælpe andre mennesker. Rapporten blev trykt på den amerikanske ambassade i Quito, og ambassadøren rumlede i sin jeep ud til haciendaen for ved selvsyn at skabe sig en idé om tingenes triste tilstand og muligheder for ændringer. Men hvad der siden kom ud af rapporten og løfter og håb om hjælp, det ved jeg ikke.
