Jeg var dumpet til forprøven i geografi. Men anden gang lykkedes det at blive færdig. Så manglede jeg bare den anden del af forprøven, der ny hed Danmarks arkæologi. Nej tak!, så jeg valgte i stedet, at prøve at blive klog på lingvistikken. Jeg var blevet fanget af den sammenbinding der er mellem sprog og kultur, og som især etnolingvister har skrevet om. Men sprog er jo også grammatik og lyde systematiseret i fonetik. Og det var jeg ikke lige god til, eller havde større interesse for. Jeg begyndte at gå til nogle forelæsninger over Børge Diderichsens ’Dansk Grammatik’, (eller hvad den nu hed), og jeg må tilstå, at jeg ikke forstod meget af, hvad der blev doseret. Jeg har aldrig kunne sætte mening til de latinske betegnelser på vores danske sprog, som sprogfolkene, og videnskabsmænd i andre discipliner, benytter sig af. Jeg må have det på dansk for at forstå, at plusquam perfektum er det samme som før datid (jeg har først slået det op og lært det nu i det herrens år 2008: – havde slået op.) Så jeg holdt ret hurtigt op med dé forelæsninger.
Men nu var jeg jo begyndt på lingvistikken, og forude stod ellers Danmarks oldtid og truede, så jeg måtte bide i det sure æble. Jeg gik til fonetik hos Eli Fischer-Jørgensen. Hun var enormt venlig og åben, men blev vel snart klar over, at hun ikke hos mig havde fundet Rasmus Rasks efterfølger. Og det med at transskribere mærkelige udtaler, nej det var ikke mig, selv om Jørgen Rischel kæmpede hårdt.
For at få færdighed i transskription blev jeg koblet på et seminar om bornholmsk dialekt, som Prof. Poul Andersen arrangerede. Vi skulle til Bornholm og lytte os til, hvordan folk dér udtalte det danske sprog. Da vejret var som en dansk somme bør være, så blev det alle tiders tur. Men det var mine gode venner Hanne og Uwe Geist, som reddede de røgede sild ud af ilden for mig. Og hvad jeg bedst husker fra øvelsen var, at den flinke bondefamilie, der inviterede os på kaffe og hjemmebag ude i den fint holdte have, under æbletræet der var ved at få frugt, altid lod deres ure være een time foran. For altid at være i god tid. Det havde ikke så meget med lingvistik at gøre, men var vel en god etnografisk observation. Og siden har jeg altid selv ladet mit ur gå 10 min. foran. For at være i god tid!
Efter jeg nu var gået i gang med lingvistik, så mente mine kloge lærere, at jeg som lingvistisk etnograf ville have godt af, at få kendskab til et ikke indoeuropæisk sprog. Jeg blev derfor sat til at studere finsk ! Det var noget af en opgave, da både struktur og ord er helt forskellige fra de indoeuropæiske sprog. Det var spændende, som at løse en rebus, og hvis jeg havde haft og brugt mere tid, ville jeg nok også være begyndt at kunne snakke med finnerne. Jeg kom endda på et sommersprogkursus i Jyväskylä, sammen med min viv Margrethe. Vi nød den skønne finske sommer, og at undervisningen foregik i Alvar Aaltos flotte universitetsbygninger, gjorde ikke oplevelsen ringere. Men meget finsk fik jeg ikke snakket eller lært.
Det lyder som om jeg ikke lærte noget, og det gjorde jeg nok heller ikke hvad angår grammatik og fonetik, men jeg fik læst en masse om sprog og kultur, især af amerikanske etnolingvister, og jeg fulgte også mange spændende forelæsninger, af Henning Spang-Hansen, og der var tilløbs- gæsteforelæsninger med bl.a. Roman Jacobsen. Det førte jo lige over til den franske Claude Levis-Strauss og hans strukturalisme.
Jeg tror det var min stædighed som sejrede over min klogskab, og lærerne har vel også tænkt, at det var på tide at komme af med mig, så jeg bestod forprøven til etnografi: lingvistik, og kunne endelig gå i gang med etnografien.
