Som etnografistuderende var jeg ikke særlig ophidset over de emner der blev undervist i, og som lå indenfor fagets rammer. Georg Nelleman, som jeg fik et fint, fint samarbejde med omkring kommunesammenlægningerne i Skælskør, holdt nogle forelæsninger om halvnomaderne i NØ Sibirien. Ja tak, det gav horisont og en vis kontantviden, men når man ikke ser med egne øjne, kan det let blive noget uvedkommende. Endnu mere da vi ikke hørte et ord om Sovjetunionens politik blandt disse etniske folk. Den traditionelle etnografi forekom det mig, lukkede bevidst eller ubevidst øjnene for de udviklingsprocesser der med rivende fart var i gang i de ’primitive’ stammesamfund, og som etnograferne studerede isoleret fra alt, hvad der kom udefra og påvirkede dagliglivet. Det var rekonstruktion af dét som ikke var mere, eller hastigt var ved at forsvinde. Det som var ved at blive det nye, nej det var ikke de traditionelle etnografers kop the. Senere er jeg selv blevet indsamler af alt det traditionelle, lokale, etnografiske kulturgods, der især i de sidste par år er ved at forsvinde som dug for solen. Lige så vigtigt det er at være fødselshjælper for fremtiden, lige så vigtigt er det at bevare den kollektive erindring.
