Med inspiration fra min rejse i Mexico og USA var jeg enormt opsat på at komme igang med at få organiseret den Latinamerika-studiekreds, som jeg egentlig var udstationeret som militærnægter til at organisere. Da jeg samtidig havde rådighed over en pose penge, som Centret havde givet mig i hånden – ja, hvad var der så at vente på.
Gennem et opslag i Latin American Review meldte der sig to dygtige gæsteforelæsere: Henry Landsberger fra University of North Carolina, og en ung forsker, hvis navn jeg nu ikke har present, fra Florida State University. Men de kom i en tid hvor amerikanere på grund af deres arrangementer og krige rundt om i verden ikke var vildt populære, og slet ikke inden for såkaldte ’politisk bevidste’ og kritiske samfundsforskere, som de fleste der i lille Danmark interesserede sig for Latinamerika var. Så deres forelæsninger blev ikke tilløbsstykker, til trods for at de var fantastisk spændende, hvis bare man ville lytte.
Tilløbsstykke blev til gengæld Günter Franks forelæsning på Centret, som jo på denne tid var blandt de største guro’er indenfor Latinamerika-forskning. Men han var til gengæld, som man siger, pisse sur og gnaven, og var sikkert evindelig træt af, at svare på de samme naive spørgsmål om de revolutionære muligheder i Latinamerika, som unge studenter kunne spørge om.
Økonomen Alonso Aguilar, som jeg havde mødt i hans hjem i Mexico, fik jeg også inviteret til et par forelæsninger. Han var også hard-core venstreorienteret, men da han både var venlig og tålmodig og kunne sin økonomi, så var han ikke til at skyde igennem, selv til en forelæsning på Økonomisk Institut ved KU, og faldt fint ind i diskussionerne.
Et tilløbsstykke blev også afslutningen på seminarrækken i form at et weekend-møde i Dragør, hvor jeg havde fået overtalt den engelske historiker Eric Hobsbawm til at komme og tale om udviklingen i Latinamerika og lede en studiegruppe. Det var lidt synd for de andre gruppeledere, for hos dem var der mange ledige stole, og hos Hobsbawm måtte nogle stå op. Men alle ville jo gerne se giraffen. Erik Hobsbawm var på dette tidspunkt medlem af det engelske kommunistiske part, og det må vel siges at være noget ( som HC Andersen skrev en novelle om ). Jeg syntes derfor det måtte være rimeligt, at man på det skrantende med stadig eksisterende Land og Folk lavede et interview med ham. Jeg gjorde en del benarbejde, men måske var Hobsbaum ikke beton nok for Dr. Tværgade.
Hablale / Tal til hende er titlen på en fantastisk god film af den spanske instruktør Almodova. Men det, at tage kontakt og prøve at lytte til andre mennesker, det falder mange svært. En anden forsker jeg havde fået til at komme var en Horowitz, og dem er der mange af i USA, men ikke alle af den ’rigtige’ slags. Da jeg på centret annoncerede ankomsten af mr. Horowitz var HQ (navnet kan være ligegyldigt) vildt begejstret. Men da jeg satte fornavn på, blev reaktionen: – Åhe ham, naaaj! Havde han lyttet, ville HQ have hørt et interessant foredrag, samtidig med han var en humørfyldt ivrig deltager på et weekend seminar.
En af de ’rigtige’ var til gæld den hollandske sociolog eller etnograf og Latinamerika-ekspert Gerrit Huizer. Ham fik jeg skaffet et gæsteophold til, og med sin store viden og begejstring for Latinamerika, ikke mindst for de revolutionære og sociale bevægelser– som de fleste af seminardeltagerne jo ikke sad inde med – gav han god indput ved de mange møder og diskussioner i forbindelse med seminaret. Resultatet af de mange gode anstrengelser blev 3 små bøger Udviklingsprocessen i Latinamerika med tekster af latinamerikanske forskere, som jeg redigerede sammen med Bjørn Førde og Jens Lohmann. Bjørn og jeg lavede desuden opslagsværket Latinamerika i Kort og Tal.
