Mit spanske var ikke overvældende da jeg præsenterede mig i INIs kontorer. Men jeg klarede mig igennem de første interviews med antropologen Salomon Nahmad (1935 – ?), daglig leder af INI. Et par dage efter fik jeg foretræde for Mexicos ’grand old antropolog’ Dr. Gonzalez Aguirre Beltran, (1908-1996) direktør for INI, og samtidig vice-undervisningsminister for uddannelse af den indiansktalende del af befolkningen. Jeg fik at vide, at de forventede, at jeg efter endt 2 årig kontrakt afleverede en etnografisk monografi over de indianske grupper i egnen la Huasteca i den østlige del af delstaten San Luis Potosi. Selvfølgelig svarede jeg, at det regnede jeg da også med at gøre – uden at ane hvad jeg gik ind til. Eller, det anede jeg jo nok, men selvtilliden var større.
Det viste sig, at jeg ikke var den eneste udenlandske etnograf, der var blevet ansat til at lave regionale monografier. Og hvorfor udenlandske? Jo, efter studenteroprøret i Mexico i 1968 og den blodige nedkæmpelse af de protesterende demonstranter på pladsen Tlatelolco i Mexico i 1968 kort før åbningen af de Olympiske Lege i Mexico, var der ingen ’social- eller politisk bevidste’ mexicanske student eller etnografer, der ville arbejde for ’systemet’. Og det med at lave traditionel etnografisk beskrivelse, det var helt blevet erstattet af marxistiske analyser. Man talte ikke om ’indianere’, men om bønder, der blev udnyttet i den kapitalistiske markedsøkonomi. Derfor havde man i INI ikke kunne finde mexicanske etnografer eller antropologer, som de hedder i Mexico, til at lave de baggrundsbeskrivelser over de mange og vidt forskellige etniske grupper, som dog var en forudsætning for INIs vellykkede arbejde.
Efter de blodige studenteroptøjer i forbindelse med Olympiaden var Mexicos nyvalgte præsident Luis Echeverría ( f. 1922, præsident 1970 – 1976), begyndt en populistisk udviklingspolitik, med store investeringer i landområderne, hvor jo også den indianske befolkning befinder sig. At Luis Echeverría som indenrigsminister under studenterurolighederne også var en af de hovedansvarlige for massakrerne, dét prøver nogle nu at gøre ham retslig ansvarlig for – uden dog med stort held, thi ’sagen er forældet’, eller ’der er ingen direkte beviser’ etc. etc. Under indsatsen, målrettet mod den indianske befolkning, som hører til den fattigste og mest marginaliserede del af befolkningen, blev der nu under INI oprettet en lang række regionale ’centros coordinadores’, som skulle koordinere forskellige ministeriers hjælpeprogrammer, men som også havde egne ressourcer i rigelige mængder (rigeligt er relativt, og aldrig nok). Et af disse centre var for nylig blev lagt i den lille by Ciudad Santos i den nordlige delstat San Luis Potosi. Cd. Santos havde oprindelig haft et smukt indianske navn Tancahuitz, men efter Revolutionen (1910-17) opkaldt efter en lokal general Santos. Byen har siden heldigvis genvundet sit oprindelige navn, men jeg vil i det følgende bruge det navn som blev brugt i min tid i byen). Det var her til Cd. Santos jeg blev udsendt. Vel som en skruebrækker mod de mexicanske antropologer, men det var jeg ikke bevidst om på dette tidspunkt.
