Jeg følte nok, at jeg sad i et etnografisk smørhul med al den ’etnografi’ jeg kunne ønske indenfor rækkevidde. Men jeg havde også fornemmelsen af, at sidde noget alene med hele herligheden. Nej, herlighed er bedst, når den deles. Jeg forsøgte derfor at få kontakt med mexicanske etnografer inde i Mexico By. Det skete først ved den Amerikanistkongres, der blev holdt i august 1974 på det Antropologiske Museum i Chapultepec parken i Mexico by.
Det var dengang da den cubanske revolution sendte masser af inspiration ud i andre latinamerikanske lande, og det ikke mindst i Mexico, hvor man endda havde haft sin egen revolution. Ganske vidst for mange år siden, men det var stadig revolutionens parti, det såkaldte institutionaliserede revolutionsparti – Partido Revolucionario Institucional – PRI, som sad ved magten. Samtidig med at magtapparatet med den ene hånd slog hårdt ned på dem, som søgte at realisere revolutionens idealer, så holdt man med den anden hånd også den revolutionære gryde over svag ild, så legitimiteten kunne bevares. Det skete ved blandt andet at støtte de bondeorganisationer, som holdt sig i PRIs favntag, og dermed sikrede politikernes valgrotation fra det ene kammer til det andet, og systemets fortsatte beståen. Politiken førte dog ikke til nogen bred udvikling i landområderne, og mange bønder måtte søge til storbyerne eller som braceros til USA for at overleve. Hele den politik blev stærkt kritiseret af de, især efter studenteroprøret i 1968, politiserede studenter. Kritikken kom til udtryk i et seminar om Movimientos Campesinos på amerikanist kongessen, hvor jeg lyttede med spidse ører. Det var manna fra himlen og lige noget jeg kunne bruge, for at få system og mening i mine mange oplysninger fra la Huasteca. Jeg fik her kontakt med økonomer, sociologer og etnografer som Roger Bartra, Eckart Boege, Luisa Paré. Og ikke mindst med Silvia Terán. Vi spildte ikke tiden – og holder stadig sammen.
Herefter forsøgte jeg at komme tiere til Mexico By, hvor jeg på Antropolog skolen fandt både snakkepartnere og masser af inspirerende litteratur. Bogforretningerne Ghandi og El Agora i Coyoacan eller el Sotano på pladsen la Alameda i Mexicos centrum var boghuler, hvor jeg kunne stå timevis og bladre, læse og blive inspireret. Det var sådan dengang, at al revolutionær litteratur kunne udgives og frit sælges i Mexico, lige fra Mao’s, Lenin’s og Kim il Sung’s eller Enver Hoxha’s meterlange samlede værker, til heftig kritik af Mexicos egne forhold. Alt kunne skrives. Men nåde og trøste dem som gik fra teori til handling. Så faldt systemets hammer tungt. Mine stadig gode venner Raul Murgia og Rosalba Robles var taget på militær skole i Mao Kina, men der gik ikke længe efter de kom hjem, hvorefter de blev sat i spjældet de næste mange år. Som politiske fanger i Lecumberri fælgslet. Det er i dag national arkiv – hvor studenternedslagningens officielle papir bevares, og som nu kan konsulteres. ’Revolutionen’ var som bekendt også kommet til Chile med præsident Allendes valgsejr, og nu strømmede alle internationale systemkritikere til landet. En af dem var den østtyske Martha Harnecker, som havde udgivet en marxistisk grundbog: Los conceptos elementales del materialismo histórico, (Den historiske materialismes grundbegreber). Den beskriver på en enklere og mere pædagogisk vis end Marx, hvordan samfundene gennem historien er bygget op og fungerer. Den kom jeg til at bruge meget, for at få et skelet til at hænge mine mange spredte oplysninger fra la Huasteca op på. Hele eksercitsen blev til en lille bog, skrevet for min egen uddannelse, både i samfundsteori og det skrevne spanske, men også rettet mod de mange indianske folkeskolelærere, som nok ligesom mig, manglede en mere teoretisk forståelse af, hvordan deres lokale samfund fungerer. Min bog. som blev udgivet af INI, kom til at hedde: Tenec, Conoce tu Comunidad!
– Indianer – kend dit samfund. Naturligvis med den underforståelse – så du kan ændre det.
