Dengang jeg blev færdig som etnograf, var det stadig indiskutabelt, at den nybagte kandidat skulle på feltarbejde i langbortistan, hvor han eller hun helst skulle opholde sig mindst et års tid. Og familien ? Jo tak, den måtte så finde ud af, hvordan den kunne indrette sig. Jeg var gift med Margrethe Agger, der var i fuld gang med at starte sin egen karriere som billedvæver med vævestue og udstillinger. Og så har vi vores datter Annika, der dengang var 9 år og velintegreret på sin ’lille-skole’ i Bagsværd. Hvordan kunne vi gøre disse modstridende interesser til en fælles interesse? Det var og blev ikke let.
Jeg mente at Margrethe kunne få stort udbytte af, at følge med etnografen til det farvesprudlende og tekstil- og væverige land Mexico. Men det var Margrethe ikke heeelt enig i. Og at Annika også kunne udvide sin horisont ved at bo et års tid i en lille mexicansk landsby, det mente jeg kun kunne komme hende til gode.
Men, men men. Enden på det hele blev, at jeg rejste først af sted for at bane vej og finde et sted at bo. Og det lykkedes fint med huset i Aquismón, som INI nymøblerede og installerede med både køleskab og gasblus. I slutningen af juni hentede jeg Margrethe og Annika i Mexico, og her købte jeg ved samme lejlighed en boble VW-folkevogn. Vi havde en skøn sommer sammen i Aquismon. For det meste kunne vi rulle vores spisestuebord ud under det store mangotræ, og her tilbragte vi det meste af vores hjemmetid. Eller vi kunne spadsere ud til små floder med vandfald og bassiner og bade.
I den lille by lyste høje lyse Annika meget op og blev centrum for en stor kreds af nysgerrige veninder, som Annika lidt efter lidt også lærte af snakke sammen med. En lørdag da der var marked, kom en indianer forbi og trak en hel lille familie af næsebjørne-unger ud af en sæk (ja moderen manglede, hun var sikkert slået ihjel, for at han kunne fange ungerne). Og det vil jeg sige til mine dages ende, næsebjørne er de sødeste små kæledyr man kan få. Kærlige, opfindsomme, altid med på den værste. Men fuldstændig ustyrlige, så der er ikke mange, der har dem som fritgående kæledyr. Og som sådanne overlever de sjældent. Vi var alle tre, Annika, Margrethe og jeg helt enige om, at den lille spidssnudede bjørn skulle være en del af familien. Til familien sluttede sig også en sulten hund, som snart fandt ud af, at der hos os var bedre servering, end hvor den kom fra. ’Slaskepat’, blev den meget respektløs, men også illustrativt, kaldt, på grund af mange kuld små hvalpe, der sugede til.
Margrethe er væver, og jeg forsøgte at købe eller få lavet en væv til hende i Santa Maria del Rio, kendt for sine silkevævede sjaler. Men det lykkedes aldrig, og til sidst fik jeg dog mit depositum tilbage.
Det var fra begyndelse aftalt, at Margrethe og Annika skulle vende tilbage til Danmark i august og fortsætte deres rytme dér. Og så komme igen til næste sommer, hvor de så ville blive et helt år. Jeg mente ikke det var den bedste løsning, og prøvede at overtale Margrethe. Men jeg kunne også glimrende forstå, at Margrethe var interesseret i at få gang i sin danske karriere, og ikke bare være ’etnografens kone’. Så jeg var naturligvis enig i, at Margrethe og Annika rejste tilbage.
Men det skulle de – og vi – nok ikke have gjort. Vore videre liv var i hvert fald blevet på en hel anden måde, end det vi kan fortælle i dag.
Ude af øje, ude af sind. Selv om jeg ikke ville indrømme det, så var jeg nok lidt skuffet over, at Margrethe ikke delte min begejstring for det ’nye’ land. Og og og, jeg kan blive ved med at finde gode undskyldninger. Men det korte af det lange er, at jeg blev meget god ven med den smukke, charmerende, kloge antropolog Silvia Terán, som på alle måder åbnede døre op til en ny vidunderlig, blomstrende, farverig, spændende verden.
Margrethe og Annika kom sejlende til Vera Cruz næste sommer, for at blive et år i Mexico. Men da var jeg dybt engageret med Silvia, som nu ventede vores barn, Elvira.
Margrethe begyndte at væve på en medbragt rammevæv. Det blev til en lang serie af tæpper med indianske og huastekiske motiver, som hun udstillede i en kæmpe udstilling: Rapport fra Mexico på Kunstindustrimuseet i 1977. Alle hendes venner kom med potteplanter for at skabe tropisk junglestemning, og jeg medbragte meterlange ruller af blomstret bomuldstryk fra Mexico, for at skabe den teltagtige markedsstemning, vi kunne opleve hver lørdag foran vores hus i Aquismón. Jo, hun havde bestemt suget den mexicanske stemning til sig.
Annika kom i den lokale skole og fik der mange veninder. Rigtig god veninde blev hun med naboens datter Nancy. Til Annikas fødselsdag havde vi nok ventet et stort rykind. Men at der kom over 60 piger med små søskende gjorde, at udskæringen af fødselsdagskagen måtte gøres særlig tynd.
Mens Annika boede i Aquismón skrev jeg en børnebog, hvor hun var den lille helt, der reddede en masse tråde ud, og til sidst fik gjort kål på den onde godsejer. Julia, julia Hopsasa kom bogen til at hedde. Den vandt tredie præmie i en Borgens børnebogskonkurrence. Men videre kom den heller ikke.
I august 76 rejste Margrethe og Annika tilbage til Danmark, og jeg blev i Mexico. Jeg skal ikke her komme ind på den lange, hårde tid, der førte til, at jeg blev skilt fra Margrethe og flyttede sammen med Silvia. Let var det ikke for nogle af parterne, og værst gik det naturligvis ud over Margrethe, der mistede sin mand, og Annika, der nu fik en far, der endda boede på den anden side af kloden.
