Silvia og jeg boede nu sammen med Eckart Boege og Luisa Paré i Tlalpan, en lille forstad i den sydlige del af byen Mexico, som efterhånden var blevet helt opslugt af storbyen. Vi blev sagt op, og Silvia og jeg købte med hjælp fra mine og Silvias forældre, nogle halvfærdige selvbyggerhuse for foden af kirken i landsbyen Tepepan, som også var godt på vej til at blive opslugt af urbaniseringen. Men der var dog stadig grønne marker med køer, som jeg kunne gå henover helt til forstaden Xochimilco med ’de hængende haver’.
Min gode ven Bjarne Schwenck, som er tømrer kom til Tepepan, og det var så meningen, at vi skulle sætte huset i stand. Men der boede to andre familier i huskomplekset, som vi først skulle have ud. Og selv om huset var købt og betalt, så viste det sig, at papirerne ikke var helt i orden, da grunden havde andre mål end angivet på tegningen. Her i det Herrens år 2008 er tegningerne stadig ikke bragt i orden !!, men det har ingen praktisk betydning haft for dem som overtog huset efter os. Men med denne uregularitet, ville vi ikke gå i gang med at bygge. Så det blev bare til hyggeture med Bjarne rundt i Mexico By.
Silvia, Elvira og jeg boede der et par år. Forhuset havde vi udlejet til doña Beatriz, som var Elviras barnepige og vores kokkedame. Hendes mand Luciano var ansat på His masters voice grammofonpladefabrik. De kom fra en støvet landsby i delstaten Puebla, Santa Maria ?? hvor vi var på besøg til påske. Masser af mad og alt hvad vi kunne drikke af hjemmelavet æblecider – jeg havde stadig efterveer af min gulsot. Jesus vandring til Golgata gik hen over et blomstertæppe hele byen igennem med hornmusik og flyvende raketter med røg og ild i enden.
Da Silvia og jeg flyttede til Yucatan overtog Beatriz og Luciano hele ejendommen – uden skøder eller underskrifter. I mange år betalte de månedligt af på gælden, men hverken Silvia eller jeg holdt regnskab. Det var ren tillid! Skæbnen, eller hvad du nu vil kalde det, ville det nu, at under det store jordskælv i Mexico By i 1985, som lagde en masse regeringskontorer i ruiner forsvandt også dokumenter og regnskab for det regeringsstøttede hus vi havde købt i Mérida. Siden blev vi aldrig krævet husleje. Og, skal det indrømmes, vi insisterede heller ikke, ret meget. På den måde fik vi næsten kvit og frit det hus vi stadig bor i. Lykken havde smilet til os, desværre ved ’den enes nød er den andens brød’, så den ville vi også sprede over Beatriz og Luciana ved overdrage dem alle rettigheder til huset i Tepepan.
Et par år senere boede journalisten Jens Lohmann og hans kone Beatriz i huset under mexicanske Beatriz’ kærlige omsorg.
