Bjørn Førde og jeg havde samarbejdet om flere projekter om Latinamerika i forbindelse med en studiekreds jeg organiserede på Centret for Udviklingsforskning. Bjørn er dygtig, energisk, hyggelig og selskabelig. Vi havde en god tid sammen, både i Danmark og i Mexico, hvor han besøgte os i la Huasteca. Men, Bjørn er ikke en der giver ved dørene, når det gælder hans egen fremdrift. Det skabte så megen knas på tråden, at vores gode venskab gik overstyr. Og det synes jeg stadig er en skam. Inden da var Bjørn og jeg blevet enige om at lave en bog om verdens største by Ciudad de México. Om den nu også er eller var den største, ja det afhænger jo af hvor man sætter bygrænsen og eksistensen af god statistik. Begge ting var et begreb med modifikationer.
Bjørn der ikke kunne, i hvert fald nok spansk, eller kendte byen, kom til Mexico, og så stykkede vi en bog sammen med interviews hos familier, besøg på arbejdspladser, og alt sammen med masser af billeder i teksten, samt en lysbilledeserie. Det blev til et undervisningssæt som vi kaldte Mexico – Verdens største By. Bjørn vendte tilbage til Danmark, og da han redigerede, satte han også sit navn på forsiden. Sådan kan det gå. Jeg skriver ikke dette for at grave en gammel stridsøkse frem – alt er ’glemt’ og livet skal leves fremad. Episoden er med som et stykke historie. Dette er min historie om denne bog. Men vi skal jo have det hele med, og Bjørn vil nok give en anden version.
