Der var mange, mange gode grunde til, at jeg blev helt vild med at bo i Mexico. En af dem var ikke mindst den etniske indianske musik, såvel som den almindelige udbredt musik i alle sine forskellige toner, instrumenter og udtryk, der er så øresmægtende gode i Mexico. Det var lige fra Huichol-indianerne, der høje af peuote-kaktus gentager de samme enkle melodier på deres små violiner og trommer i en uendelighed, til la Huastecas huapangeros barok-agtige musik med deres vildt filende violiner og diskantsangerne, over smægtende smørtenorer, der kun kan synge om forsmået kærlighed, til de folkelige mariachi-grupper, videre til ’børne-sangeren’ Cri-Cri, og Mexicos Bys syngende fortæller Chava Flores. De er alle på verdensplan, og jeg synes at danske lyttere også fortjente at høre dem. De blev til en række radioudsendelser, hvor jeg blandede den gode musik sammen med kommentarer om Mexicos mange ansigter.
Det var, sammen med gode kammerater spændende og morsomt. Men i længden gav det jo ingen sikker og konstant indtægt. Så, som man siger, der måtte ske noget.
Byen Mexico er en fantastisk spændende og dejlig by. Men ikke at bo i, og hver dag bruge 2-3-4 timer på transport i overfyldte gader. Silvia er født her, så hun befandt sig udmærket, selv om hun hver dag skulle køre fra den ene ende til den anden, for at komme til Antropolog museet, hvor hun havde fået arbejde. Så jeg gav hende et ultimatum, som jeg i godfatherstil mente hun ikke kunne afslå: hvis vi fortsat skal bo sammen, må det være i provinsen, udenfor Mexico By! Det forstod hun, og var enig i, så vi begyndte at lede.
