Silvia og jeg boede i byen Valladolid i årene 1980 – 1984 imens vi arbejdede i afdelingen for Dirección de Culturas Populares dér. I denne tid havde vi fået gode kontakter i landsbyen Xocen – først og fremmest til mayabonden Fermin Dzib, som var interesseret i landsbyens kultur, og ikke mindst i at fortælle om den. Det førte til lange samtaler, i marken, i skyggen af et stort ceibatræ, eller omkring ildstedet, hvor hans kone og mor Inez producerede stakkevis af lækre håndklappede majspandekager – tortillas. Da deres datter Blanca – som er meget lys i huden, selvom det nok ikke var derfor hun fik navnet ’Hvid’ – skulle festes for sine 15 år – fiesta de quinceañeros –blev vi bedt om at være gudfædre – padrino og madrina, hvilket giver en tættere forbindelse mellem de to familier. Så da vi havde forskningspengene i hånden, var vi ikke i tvivl om, at Xocen var vores landsby.
Vi lejede et lille palmedækket ovalt mayahus i landsbyen, og her skiftedes vi til at bo de næste 2-3 år. Skiftedes, fordi vores børn i Mérida jo også skulle passes.
Det var landbruget vi fokuserede på, og det betød, at jeg var med bønderne ude på deres marker og se hvordan skovfældningen, afbrændingen af den fældede skov, såning og høst foregik. Jeg tog billeder af alle arbejdsprocesserne. Silvia koncentrerede sig om arbejdet i og omkring hytterne, det vil sige først og fremmest kvindernes arbejde.
Den daglige omgang med familierne i landsbyen gav os mange venner. Som en måde at ’betale af ’ for alle de oplysninger vi fik, tog vi fotografier af familierne, til barnedåb, konfirmation og bryllup, eller ’bare’ af hele familien samlet foran hytten. Disse billeder forærede vi, så listen over folk, der ville have taget deres Kehlet ( en fotokæde der i min barndom excellerede i alle slags familiefotos) portræt var naturligvis lang. Vi var åbne for at komme rundt til alle familier i landsbyen, men det var vores nærmeste venner, der blev favoriseret med fotos.
En del af de etnografiske billeder jeg tog ved ceremonier og arbejdet i marken, brugte jeg i de bøger vi udgav om det traditionelle landbrug. En del af de mange, mange ubrugte billeder håber jeg at bruge i andre publikationer om landsbyen. I de senere år er der via internettet åbnet muligheder for, at publicere tekst og billeder på nettet, og på den måde lade materialet komme ud, ja ud i hele verden. Jeg begyndt derfor at indscanne nogle af de sort /hvide eller farve negativer jeg har liggende, og så forbinde dem med en enkel tekst, så emnet kan være tilgængeligt for et større publikum. På det lokale universitets hjemmeside har jeg indlagt forskellige temaer, med tekst og billeder. Det er en udgivelsesform jeg vil fortsætte med, da den er let, billig, og jeg ikke skal ’banke på’ så mange døre, for at ’udkomme’.
På et tidspunkt lavede jeg en udstilling af mine fotografier fra den traditionelle regnceremoni, cha chaak, i landsbyens lille borgmesterkontor. Det var selvfølgelig for at dokumentere og vise folk, hvad det var jeg gik og lavede. Men siden er jeg kommet til at tænke på, hvór interessant det måtte være for dem, at se aktuelle billeder af gammelkendte ansigter og situationer. Hvor interesserede ville vi i Danmark være i, at se en udstilling om juleaften? Vi ville ligesom synes, ’at det har vi set’! Så egentlig burde jeg have vist folkene i Xocen en udstilling om hvordan vi fejrer jul i Danmark. For dét har de ikke set.
I afsnittet Etniske Fotos (P. ???) har jeg beskrevet nogle af de problemer jeg siden fik i Xocen ved at tage fotos.
