Mange af de tekster jeg havde indsamlet i landsbyen Xocen var ’ren’ bibelhistorie, men selvfølgelig med en xocenensisk drejning. Det var fortællinger om hvordan Jesus blev født i Betlehem, men snart fik sin gang i milpamarkerne omkring Xocen. Det var her han blev forfulgt og korsfæstet. Det var her han efterlod sit testamente, og det er hertil han ville komme ved verdens ende. Ved verdens ende, hvor alle jordens folk vil samles i Xocen, Verdens Centrum, for kun her vil der være livgivende vand.
Jeg optog og nedskrev fortællingerne, men på dette tidspunkt fokuserede jeg på landbruget og fortællinger om overnaturlige væsner knyttet til dette. Biblen måtte vente til bedre tider. De kom, da jeg viste min gamle ven Peter Fischer Mølle fortællingerne. Han var blevet præst og skrev speciale om Grundtvigs ide om Syvstjernen. Grundtvig argumenterer her for, at kristendommen skal forstås ved at høre fortællingerne i Biblen fra mange forskellige folkeslag og kulturer, idet hvert folk fortolker Biblen ud fra deres lokale erfaring.
Da Peter læste fortællingerne var hans interesse fanget. Han blev interesseret i at komme til Xocen og udvide indsamlingen af bibelhistorier. Vi blev enige om en arbejdsdeling hvor jeg, der havde de lokale kontakter, og kunne lidt mere spansk end han kunne ved at oversætte fra sit italienske, hjalp med til at få uddybet og forklaret teksten. Vi fik mange hyggelige og frugtbare timer sammen med landsbyens fortællere, især med landsbyens officielle j’men Alfonso Dzib. En j’men er er en traditionel mayapræst, der står for de utallige ceremonier for at holde kontakten til de gamle mayaguder ved lige. Men han er lige så meget en god kristen, og det vil i Mexico sige katolik. For ham og indbyggerne i Xocen er der ingen modsætning mellem kristendommens personligheder og de gamle mayaguder. Vorherre og Jesus sidde øverst i hierarkiet – ingen tvivl om det – og under sig har de en masse hjælpere, som både kan være katolske helgener, ærkeengle eller gamle mayaguder.
Alfonso eller don Poncho, som han bliver kaldt, er en fryd at høre på. Han hører endnu til den gamle generation, hvor fortællingen ikke er blevet gjort tavs af fjernsyn og radio. Når vi kom til ham og bad ham fortælle noget bibelhistorie, så begyndte han med Adam og Eva og to timers tid efter var vi med Jesus korsfæstelse ved slutningen. – Var det dét I ville høre? Der var ingen slinger i valsen eller fortællingen. På samme måde kunne han gengive de timelange bønner han som landsbyens mayapræst fremsagde ved den årlige regnceremoni, der foregik ude i skoven.
Vi optog hele bibelfortællingen på bånd, gik hjem og renskrev den, hvorved vi ofte fandt ud af, at der var noget vi ikke helt havde forstået eller fået med. Næste dag mødte vi igen op hos don Alfonso og tilstod vores uvidenhed.
– Kunne vi ikke lige få historien en gang til.
– Ingen problemer, og to timer senere fremstod historien noget klarere for os. Og så var det tid at få noget at spise! Når vi sad hos Alfonso kunne vi i slutningen
af hans fortælling ofte høre hvordan der blev klappet tortillas inde i hytten, og så lød det kort efter:
– Værsgo og kom og spis! Lækre, tykke håndklappede majspandekage, og i tidens ånd økologiske, for i xocenensernes milpaer er det ikke kemikalier men kun bønnerne ved regnceremonien til Skovens Beskytter, som holder skadedyr borte. Sammen med tortillaerne fik vi en dejlig bønnesupper – af egen avl.
Mens vi gumlede løs, fortalte Alfonso videre på sin fortælling om.
