På mine ture rundt på Yucatan kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til og besøge de mange, mange, ofte kæmpe store koloniale kirker, der var i enhver større by, eller der hvor byer nu var forladte og kirken stod helt øde og alene. De fleste kirker var i en elendig forfatning, og hvor taget ikke vár faldet ned, så var det mange steder lige ved. En del kirker havde også gennem årene fået stjålet noget af inventaret, kunne man se, for her og der manglede der et stykke af en altertavle.
Var der skrevet noget om alle disse gamle kirker ? Jeg fandt et stort katalog, Catalogo de las Iglesias de Yucatán der var udgivet i 1942. Det var udarbejdet med henblik på at restaurere kirkerne, og havde derfor nogle detaljerede arkitektoniske beskrivelser, men så at sige intet om udsmykning og indretning. Og siden den bog udkom, var der ikke publiceret andet om kirkerne på Yucatan. For en dansker på stedet, med en lille historisk interesse, var det noget af en udfordring. I Danmark har hvert sogn sin kirke, og om de fleste er der skrevet ’kilometervis’. Tænk bare på udgaven af Danmarks Kirker, der giver en detaljeret beskrivelse af de mange kirker man har kunnet overkomme siden 1920. Og der mangler stadig en del, inden man har været hele riget rundt.
Så her var det bare om at komme i gang. Men jeg er voyeur og ikke historiker, så hvad skulle jeg gøre med alle de fotos jeg efterhånden havde af kirkerne ? Ja, selv en ’hedning’ kan vel erkende, at miraklernes tid ikke er forbi. Det var ikke noget der bare skete for 2000 år siden. Det sker, hvis du vil se. Og som ordsproget siger: de mest blinde, er de som ikke vil se!
En dag da jeg kommer gående med mit trefod-støttestativ under armen, og skal til at stille op til fotografering, dukker en anden interesseret person op. Vi kommer i snak. Det er Miguel Bretos der er historiker, bosat i Miami, og, som så mange andre dér, af cubansk oprindelse. Han var kommet til Yucatan for at lave sin undersøgelse om koloniale yucatekiske kirker færdig.
Bingo ! Han fandt en fotograf, og jeg fandt min historiker. Så fra den dag af tog vi mindst een gang om ugen ud for at besøge en række koloniale kirker på stribe. Jeg tror vi stort set kom rundt til dem alle. Og Miguel havde en humor, som ikke blot var hans helt personlige, men også en god del cubansk, så det gjorde, at vores turer i hvert fald ikke var kedelige.
I en række kirker stødte vi på kalkmalerier, og de var noget af en blandet landhandel. I Teabo kom vi fra kirken ind i sakristiet, og Miguel og jeg kiggede bare på hinanden, og udbrød i munden på hinanden: Det yucatekiske Sixtinske Kapel ! I to rum var der oppe under loftet store freskomalerier af apostlene og andre lærte kirkelige doctores. Billederne havde en friskhed, som var de blevet malet for nylig. De var blevet bevaret til i dag, fordi de på et tidspunkt sikkert syntes for slidte og derfor var blevet kalket over. Men hvad der havde overlevet århundreder stod nu i fare for at blive ødelagt, para siempre, for evigt, med et spatelstrøg. En lokal maler eller sakristan var nemlig i gang med at afdække de resterende malerier, stort set med en bred malerspatel. De hvide puds faldt ganske vist let af, men der kom også dybe mærker i den originale maling.
I den gamle klosterkirke i landsbyen Mani, sæde for franciskanermunken Diego de Landas intolerante proces Auto de fé i 1562 mod indianerne, der var tro mod deres gamle guder, dér fandt vi rester af kalkmalerier i gangene. Men da vi fik at vide, at der bag to af de smukke sidealtre, som var i en elendig stand, var kalkmalerier, så spidsede vi ører. Det endte med, at vi med sakristanens hjælp fik flyttet et par helgener, og fjernede nogle brædder i alteret, hvorefter jeg, stor høj gringo klemte mig ind bag alteret. Dér mellem altertavlen og muren var der en afstand på ca. 50 cm, og rejste jeg mig i fuld højde, stødte jeg hovedet imod gamle, eller nye flagermusereder. Men – hvilke malerier ! Med farver som var de malet i går. Jeg fik fotolamper, støttefod og kamera ind, og fotograferede så godt jeg nu kunne de smukke malerier. Da jeg kom ud lignede jeg selv en tilsmudset flagermus. Men hvad gør man ikke for sagen! Og da jeg nu var kommet i træning med at kravle ind bag altrene, så betænkte jeg mig heller ikke på at fotografere de smukke, men meget anderledes kalkmalerier, der befandt sig bag to sidealtre i klosterkirken Sisal i Valladolid.
Både i Sisal og i Mani er de dækkende og beskyttende altre nu fjernet, så man lettere kan se malerierne. Og det er jo både godt og ondt. Godt, fordi enhver nu kan se dem. Ondt, fordi de nu er udsat for ’vind og vejr’.
Frugten af vores mange udflugter blev, foruden et varmt venskab, bogen Las Iglesias de Yucatán hvori vi beskrev et mindre antal kirker. Vores plan var at fortsætte udgivelserne, men det blev, som med så meget andet her i livet, ikke til noget, fordi vi hver især fik andre jern i ilden. Men, min hang til kirker hængte ved, og mange år senere lavede jeg en bog om Méridas domkirke – den første domkirke der blev færdig på det Amerikanske kontinent.
Nu er det jo ikke alle der læser eller har råd til at købe bøger, så jeg gik i gang med at lave en fotoudstilling Las Iglesias de Yucatán. For at bryde den traditionelle opfattelse med, at udstillinger er noget man ser på gallerier og museer, så fik jeg overtalt Carlos Abraham til at give plads i hans supermarked. Ikke fordi det hedder San Francisco de Asis, men fordi der kommer mange mennesker. Så der gik folk med deres indkøbsvogne fulde af grøntsager og vaskepulver og så på altertavler og engle fra små perler af kirker, som de aldrig havde drømt om eksisterede.
Siden blev udstillingen vist i Méridas lufthavn, og i det mexicanske konsulat i New Orleans.
