Imens jeg arbejdede på fiskeriudstillingen i 1987, blev jeg kontaktet af Per Schultz og Anette Pilmark fra Danmarks Radios børneafdeling. De skulle til Mexico og optage årets julekalender, ved at følge en dreng og hans familie i hovedstaden. Når et helt filmhold nu kommer til Mexico, skulle de udnytte kapaciteten og lave nok en film. Jeg blev opfordret til at komme med forslag, og mit bud var at bruge fiskerlejet Cuyo på nordkysten af Yucatan som lokalitet og så fortælle historien om en dreng og en pige, der lidt som Hans og Grete af deres fattige og syge forældre blev sendt ud til en onkel i Cuyo, mens familien hjemme i bondelandsbyen Popola prøvede at klare skærene. Jeg havde kontakt til min datter Mayas gudforældre i Popola, og deres dreng Lazaro og pige Basilia blev skuespillere i de 14 dage det tog at optage filmen. Hermed stoppede deres karriere, og Lazaro mødte jeg siden som indehaver af en lille købmandsforretning. Hvordan modtagelsen af filmen var i tv og i Danmark fandt jeg ikke ud af, men den hvs kopi jeg fik med til at vise i Cuyo blev meget populær, kopieret i mange lokale versioner, og vistes i mange år, til den blev slidt op. Og jeg bliver i Cuyo husket som ’ham der lavede Cuyo-filmen’.
Jeg havde givet forslag til tema og sted for filmen, og manus blev selvfølgelig lavet i samarbejde med Per og Anette. Senere skrev jeg manus til en børnebog over samme emne, men mere uddybende og fortællende. Jeg forsøgte også her at fortælle om mayaindianernes kultur, historie, oprør og deres nuværende forhold. Ja, som alle andre forfattere, så synes man jo selv at bogen er læseværdig, men jeg kunne ikke overtale et forlag til at udgive den. Sammenlignet med andre børnebøger jeg læste i den forbindelse for at hente inspiration og se ’hvordan’, synes jeg ikke bogen var så dårlig, at den ikke også kunne være udkommet i den brede strøm af bøger, der hvert år ser dagens lys. Men, man skal ikke græde over spildt mælk, og det var i hvert fald ’spirituelt’ meget givtigt for mig, at skrive bogen. At den materielle belønning så udeblev, det kunne jeg leve med.
