I ’gamle dage’ var der noget der hed stykgods, og man kunne få en større eller mindre trækasse sendt til Danmark fra Mexico. Det begreb eksisterer ikke mere. I dag skal alt, stort som småt sendes i en container. Således også med alle de planter, redskaber og genstande Lars Sand Kirk og jeg havde indsamlet til udstillingen om planterne fra Amerika, som blev vist på Dansk Landbrugsmuseum. Men selv om der var meget etnografika til denne udstilling, så fyldte det alligevel som en skrædder i helvede selv i den mindste container, vi kunne fremskaffe. Og da man betaler samme pris for en container, hvad enten den er hel- eller halvfuld, så var det bare om at finde på noget at stoppe i den. Det blev keramik.
En dag var jeg uanmeldt troppet op hos Lise Seisbøll, der var leder af Dansk Keramikmuseum på Grimmerhus i Middelfart, og forelagde hende min skøre ide med at fylde resten af containeren – gratis – med tung keramik. Den hoppede hun på, og så kunne vi begynde vores lykkelige samarbejde. Vi startede med at lave en mindre rundrejse i Mexico til traditionelle, oftest indianske pottemagere og moderne, oftest akademiuddannede keramikere. Så var begejstringen tændt hos os begge. Efter at Lise var rejst hjem, fortsatte jeg indsamling og registrering i alle de dele af Mexico, hvor der bliver lavet keramik.
Mexico er et kludetæppe af folkelige traditioner. 56 indianske grupper og sprog eksisterer stadig. Selv om indianerne kun udgør omkring 8 % af den over hundrede millioner store befolkning, så er de langt hen ad vejen de kulturbærende med hensyn til det vi kalder folkekunst. Og fokuserer vi på keramik, så er stort set alt, indtil for nylig blevet lavet af indianske grupper.
I dag bliver traditionel brugskeramik udkonkurreret af emalje, plastik og fabrikslavet keramik – fra Kina. Traditionelle keramikere har derfor måtte finde på, for at overleve, og det udarter sig til alle slags sjove og fantasifulde figurer og krukker – af meget forskellig kvalitet.
Det er Doña Porras i den lille landsby Atzompa udenfor byen Oaxaca et godt eksempel på. Hun begyndte sin karriere som ’krukkemager’. Da lertøj til køkkenbrug blev udkonkurreret, så var gode råd dyre, men som vi siger, nød lærer nøgen kvinde at spinde, og hun fandt på at sætte havfruer på sine krukker. Og da de gik som varmt brød, har hun siden specialiseret sig i dem. Er hun så kunstner eller kunsthåndværker ? Hun optræder i hvert fald i flere ’seriøse’ kunstbøger.
Samtidig viste vi en kvindehøj nøgen figur, kunne næsten være et selvportræt af Maribel Portrela, og da hun er akademiuddannet er hun jo kunstner og laver kunst. Men hvori er forskellen mellem det Doña Porras og Maribel laver? Jeg vil kalde begge produkter ’kunst’.
Udstillingen blev først vist på Grimmerhus Keramikmuseum i 2002 og siden på KunstCentret Silkeborg Bad i 2004.
