Ankommet til Ecuador blev vi først indkvarteret på Cornell’s kontor i Quito, og derefter sat ud i hver sin landsby. Bjarke i en lille landsby udenfor Quito, hvor han havde sit hyr med den lokale præst. Eva i en fjern og kold landsby, som hun døjede meget med. Og jeg i den lille venlige landsby Peguche, udenfor Otavalo i det nordlige Ecuador.
Jeg blev indkvarteret i eget værelse hos den mest elskelige familie, Lema Terán, som boede i midten af deres majsmark, i et pænt stort adobehus med tegltag. Faderen var Rafael Lema Cajas, den lille mor ?? Teran. Den ældste søn Rafael arbejdede som quechua tolk på den amerikanske ambassade i Quito.
Ved det katolske universitet i Quito, og så er der 3 døtre, hvoraf de to er lærerinder. Joe, de hører absolut til toppen i Peguche og blandt Otavalo indianerne. Selv om man ikke lige kan se det, sådan rent materielt, for dér ser de ud, og bor som alle andre i landsbyen.
Mit lille værelse stødte op til køkkenet, og havde udgang til en terraze, som blev brugt som væveværksted. Så der var en livlig trippen gennem mit rum, hvad der nu ikke gjorde så meget, da familien var yderst omgængelig og hensynsfuld, og de altid gik i seng ved mørkets frembrud, hvorefter jeg med min Coleman petroleumslampe havde det hele for mig selv.
Men som man siger: ingen roser uden torne, og som der stod på bagsmækken af lastbilen tilhørende Them Ornecentral: – Ingen grise uden orne, så er der jo altid en slange i paradisets have. Det var familiens radio:
Jeg skrev på første side, at jeg var kommet til alle tiders dejlige sted. Det var i går, og jeg tror jeg skrev for meget. Der er en radio i huset, som går konstant. Lige som nogle folk tænder dagens første cigaret næsten inden de er vågnet, tænder disse folk for radioen lige så snart de er stået op. Jeg har modbydelige lumske planer om at sabotere ra-dioen på en eller anden måde. Selv i nat da en af sønner skulle rejse, blev der sat gang i kassen. Man ser næsten overalt at folk vader rundt med transistorer, så det er vel ikke helt ved siden af, at man siger, det er japanerne der med deres massefabrikation af transistorer har skabt og vil skabe verdens sociale revolution. Tænk blot hvor fint Castro går igennem til enhver lille landsby. Gid fanden havde den radio. Ikke for at være reaktionær ! (65.08.15 )
Jeg var så heldig, at der om ’min’ landsby Peguche allerede var skrevet en etnografisk monograf, af Elsie Clew Parsons, fra 1950’erne, så jeg havde noget at slå op i og blive klog på. ’Min landsby’ skriver jeg. Ja, så imperialistisk omtaler etnograferne den landsby, eller det folk de gør studier i, og at de mener det, viser de ofte ved, at de ikke byder kollegaer, der også vil bruge landsbyen som studiebase velkomne. Peguche var, da jeg kom dertil, et lille mirakel blandt alle de fattige indianske landsbyer i Ecuador, og for den sags skyld også i andre sydamerikanske lande. Otavalo indianerne havde med deres vævede artikler fundet en niche, der gjorde dem til de rigeste blandt Ecuadors indianere, hed det sig. Alle landsbyens beboere var aktive med at væve ponchoer og vægtæpper med forskellige før-spanske indianske motiver. Det var nu ikke mere med uld man vævede, men acryl-garn i skrappe farve, og ponchoerne var heller ikke de store kraftige af uld som indianerne selv gik med, men nogle små lette ’turist’ sager. Når tæpperne og ponchoerne var færdigvævede, blev overfladen kartet op, så den blev ulden og flossy. Alle familiens medlemmer deltog i produktionen, og hvad der var blevet vævet færdigt i ugens løb, blev solgt på det store farvestrålende lørdagsmarked i Otavalo.
Jeg havde det virkelig som blommen i et æg hos denne familie. Til at begynde med sad jeg jo lidt stum og så på, men lidt efter lidt fik vi en snak i gang – på spansk, for jeg lærte aldrig og prøvede heller aldrig rigtig at lære indianernes sprog quechua. Jeg er ikke for god til sprog i det hele taget, så hvis jeg nu skulle i gang med spansk, og dertil quechua, så ville det overstige mine evner.
For at komme af med det nødvendige havde familien et lille lokumshus. Men skulle jeg bare ’slå en streg’, var det lige så let, i hvert fald for os hankøn, at stille os op bag en majsplante. Jeg har det med at nyde alle de gratis glæder som livet byder på – som ikke er så få endda. Een af dem er, at stå en mørk aften og lade vandet under Vorherres åbne himmel og nyde stjernehimlen, som her, hvor der stadig ikke var elektrisk lys, var overvældende. Nu var det i den tid hvor russerne, til amerikanernes store misundelse, havde sendt en Sputnik i vejret, og herefter begyndte det ligesom at vrimle med satellitter. Så en nat står jeg, inden jeg skal sove ind, og lader vandet løbe af kartoflerne, mens jeg som en anden Kingo synger om himlens stjernevrimmel: – hvad skal jeg sige når jeg ser …, og kigger op mod himmelbuen. – Ja men, dér var der jo noget der bevægede sig. Og som en mindre hurtig satellit farer jeg ind og får vækket hele indianerfamilien, for at de kan komme ud og se den russiske rumhund Laika oppe på Mælkevejen. Og så står vi og kigger, og kigger og kigger, og synes ligesom ikke at sputnikken flytter sig af stedet. Indtil jeg med flov stemme må meddele, at det vist ikke er et af menneskenes vidunder vi betragter, men naturens. Det var en stjerne, men da det var skyerne der blæste forbi, kunne man et kort øjeblik forledes til at tro noget andet. – Godnat ka’ vi så komme til at sove! Men jeg fik dog oprejsning, for en anden sen aften da jeg var ude og kigge på stjerner, kunne jeg råbe vagt i gevær til den tyveknægt, der var ved at trække af sted med en af familiens grise. Det gav tilgivelse.
Familien var oppe før fanden fik sko på, så det blev jeg jo også nødt til, når der tidligt begyndte en livlig trafik mellem køkkenet og familiens andre opholdssteder, igennem det rum hvor jeg sov. Efter et godt morgenmåltid, med kaffe og rigeligt sukker, brød og stegt æg, kunne jeg så begynde dagens arbejde, som til at begynde med bestod i, at ’kigge på’.
Den første rapport fra Peguche, skrevet et par dage efter min ankomst lød således:
18. august 1965, Peguche
Da jeg nu kun har været i Peguche meget kort tid, og mit spanskkendskab er noget begrænset, skal følgende observationer ikke betragtes som ’facts’ men observationer, som skal underbygges.
Jeg ankom for to dage siden til Rafael Lema Cajas hus/hjem, og dér blev jeg meget venligt modtaget. Der var hans kone, 3 døtre og 2 sønner. Den ene søn, Antonio, underviser i/på quechua på haciendaen Colta Monja, og er desuden begyndt på andet år ved det katolske universitet i Quito. En anden søn, Nar-cisso, arbejder som tolk fra spansk til quechua og omvendt ved den amerikan-ske ambassade i Quito.
I huset er der også en lille pige, Susanna, fire år gammel. Jeg fik af en amei-kansk pige, Anna, der også studerer i Peguche, at vide, at hun er forældreløs og derfor er blevet optaget i familien.
Familien har en radio der går på fulde drøn alle dagens timer, hvilket gør det lidt besværligt at arbejde. Det er altid Radio Otavalo de lytter til. Familien siger de ikke bryder sig om at høre på Voice of Andes. Jeg går ud fra, at det er fordi den er for ’langhåret’.
Huset jeg bor i er omkring 8 m bredt og 14 m langt. Det er i en etage, er hvid-kalket og har tag med tegl. Huset har eet stort rum i midten, hvor familien sover i to senge, og der er også to store væve. Rummet har teglstens gulvbe-lægning. Køkkenet har et åbent ildsted i bordhøjde, og da der ikke er nogen åbning hvor røgen kan trænge ud, snor den sig af sted gennem hele huset. Huset har desuden i hver side to mindre rum, hvoraf jeg nu bebor det ene. Herfra er der indgang til køkkenrummet. I det andet lille rum opbevares garn og tråd, som de dels selv bruger, dels sælger ud af, pr. vægt. Hvad der er i det modsatte rum der svarer til køkkenet, ved jeg ikke. Som en del af husets bagside, og overdækket af husets tag, er der en åben veranda, hvor der står to store væve, som dog ikke er i brug. Den ene blev købt to dage efter jeg ankom af en snedker fra Otavalo. Jeg så han (faderen) betalte snedkeren 175 sucres.
Faderen væver hver dag, men han gør det aldrig en hel time i træk. Ind imel-lem finder han på alle små jobs, så han har en behagelig arbejdsrytme. Han har ansat en ung mand på omkring 20 år som kommer hver morgen mellem 6:30 – 7:00 for at væve. Han får alle sine måltider mad her, og arbejder til om-kring 5:30. Han udfører også forskellige småjobs. Lige nu er han ved at luge i haven/marken der er omkring huset. Han kan ikke læse, men husets piger underviser ham hver aften en times tid i at læse og skrive.
Familien har een ko, som endnu ikke giver mælk, desuden 3 store grise og 2 små. Så har de også en masse høns og 2 haner. Desuden 2 voksne hunde og 3 hvalpe. Samt 2 katte.
Familien spiser tre måltider om dagen. Den grundlæggende føde er majs og kartofler. De spiser også en del grøntsager, løg og tomater, og mindst een gang om dagen spiser de kød.
Efter at have været nogen tid i landsbyen syntes jeg også, jeg skulle have en poncho. De fleste traditionelle indianere havde, efterhånden som deres gamle uld og hjemmevævede ponchoer var slidt op, udskiftet dem med nye fabriksvævede. Men nej, den jeg ville have, skulle være en af de ’rigtige’ gode gammeldags, lavet af uld, og den skulle væves på en original lænnedvæv. Meningen var selvfølgelig, at jeg også skulle lære at væve på sådan en. Men det blev nu min compadre, som vævede 99,9 % af min smukke blå poncho. Da jeg tog den på første gang var jeg ved at synke i knæ, så tung var den. Men så blafrede den heller ikke let op for enhver vind. Nu ligger den og tager sig smukt ud på en dansk sofa.
En ’anden måde’ at gøre tingene på og forholde sig til livets store skæringer, fik jeg at se en af de første dage jeg var i Peguche, hvor døden indtraf for en lille pige:
En kusine til familien Lema døde i dag af kighoste. Ingen i familien her viste synderlig tegn på sorg (pigen var 5 år), de pjattede som sædvanligt, og Rafael Lema tog til Otavalo for at sælge ponchoer.
Om eftermiddagen spurgte pigerne med et stort grin om jeg ville med ned og se det døde barn, og det ville jeg jo som etnograf gerne. Inden vi kom til huset, tog vi nogle penge frem, een sucre hver, som vi lagde ved barnets fødder. Bar-net lå på et lille bord, over hvilken der var lavet en baldakin i blå farve. Pigen havde sine daglige klæder og smykker på og så nærmest ud til at sove. Ind-trykket af søvn blev forstærket ved, at ingen i familien syntes at være ’præget’ af situationen. Børnene legede rundt i stuen, barnets bedstefader lå i sin seng og sov søndagsrusen ud, og alle syntes at være så glade og tilfredse som sædvanligt. Barnet var hurtigt glemt, og vi talte om alle mulige andre ting.
Efterhånden som jeg fandt ud af, hvad det hele gik ud på, og jeg kunne sige noget mere sammenhængende, blev mine cirkler i og omkring Peguche større. Og nu blev det ikke kun mig der kom til at lære noget om dem. Jeg mente også det var rimeligt, at indianerne i Peguche fik noget at vide om det land og den kultur jeg kom fra, så derfor slæbte jeg engang på vej tilbage fra Quito en stor filmfremviser med tilbage i bussen. Jeg måtte købe ekstra sæde til den, hvilket en passager der måtte stå op brokkede sig gevaldigt over. Han mente filmapparatet sagtens kunne surres fast oppe på bustaget – hvilket jeg afviste på det bestemte, og insisterede på den ret min ekstra billet gav mig. Ved at koble ledningen til fremviseren på plazaens eneste lygtepæl, hvor vi kunne trække el, afholdt jeg så to – tre forestillinger i byens kirke, hvor en måbende forsamling prøvede at forstå min kultur via PH’s Danmarksfilm. Jeg havde også fået en tegnefilm med fra ambassaden, og den vakte mere jubel.
