Det var i de år, 1965 – 66, da mange små kommuner blev lagt sammen til storkommuner. Med det nye velfærdssamfund kunne de små kommuner, der ofte ikke var mere end det kirkelige sogn, og derfor havde en sognerådsformand som leder, ikke mere klare de funktioner og tilsyn, som man nu krævede fra borgernes og statens side. Sammenlægningen af kommunerne omkring Skælskør by var blandt de første, og nu ville man gerne se hvad der kom ud af den, og hvordan den påvirkede det lokale liv i de tidligere små kommuner.
Hvordan undersøgelsen kom på benene, har jeg ikke helt present, men det var vist noget med en kontakt mellem George Nellemann og Eiler Koch. Nellemann er etnograf og var ansat på Nationalmuseets Bredeafdeling, der tog vare på nyere dansk tid, og Eiler Koch var fuldmægtig i Indenrigsministeriet, som stod for sammenlægningerne. De syntes det kunne være interessant at se, hvad der skete ude i de små kommuner, nu hvor den århundredgamle sognestruktur blev opløst. Undersøgelsen skulle belyse de kulturelle, politiske og administrative sider af sammenlægningen, og ud fra den arbejdsdeling kom Dansk Folkemindesamling med Jørn Piø med i undersøgelsen. Som studentermedhjælp blev jeg udvalgt til at tage mig af det folkloristiske og etnografiske. Til det statistiske og til at måle holdninger hos beboerne, blev sociologistuderende Jon Sundbo udvalgt.
Jørn Piø var vist døbt Olsen, men det navn var han ligesom lidt træt af. Men hvordan kom han så til at hedde Piø ? Jo, fortalte han, engang da han kom gående ned ad Fiolstræde stoppede han op udenfor et antikvariat, og der så han ryggen af et leksikon, hvor eet af bindene dækkede fra Pi til Ø. Piø !, så var navnet hjemme.
Piø var altid meget spændende at være sammen med. Han snakkede og snakkede, men var også god til både at høre på, og høre med, så jeg var en hel del sammen med ham. Han lavede i den tid nogle radioudsendelser, for det meste med gamle folk, der fortalte om deres unge dage. Engang inviterede han mig med til Svebølle for at interviewe en ældre dame, og på vejen dertil snakkede og snakkede han så koncentreret, at han de mange kilometer mellem Roskilde og Jyderup ikke skiftede gear fra 3. til 4., selv om vi kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde. Med det resultat at motoren brølede på højeste omdrejninger, indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. Jeg ville jo ikke indrømme, at det var mig der var skør, for strengt taget kunne jeg jo være ligeglad med, hvordan han ’ødelagde’ sin vogn. Så for at ramme ham på det saglige, foreslog jeg ham, at motoren havde bedst af, at han skiftede gear. -Jo jo, svarede han, skiftede gear, og fortsatte talestrømmen. Men nu med en mere afslappet og lydhør tilhører.
De 7 kommuner, Skælskør bykommune og landkommunerne, Agersø, Omø, Boeslunde, Eggeslevmagle, Tjæreby og Magleby var nogle af de første, der blev lagt sammen i landet. Det blev derfor besluttet at gå i gang med at bruge denne nye storkommune som undersøgelsesområde, selv om sammenlægningen jo nu var foretaget.
Der blev lavet en arbejdsdeling, således at jeg skulle følge og undersøge det sociale og kulturelle liv i hver af de små kommuner. Det skete ved at undersøgelsen lejede et lille husmandssted ved den gamle tørvemose ’Longen’ i Magleby kommune. Det blev et vidunderligt udgangspunkt for mine mange ekskursioner rundt i det Sydsjællandske, og Margrethe og jeg brugte det rigeligt til at forene sommerhus, ferie og arbejde, på en måde, som jeg siden altid har forsøgt at efterleve, så fritid og arbejde går op i en højere og skønnere enhed.
Da vi første gang blev introduceret til Skælskør, var det til højt smørrebrød på Hotel Skælskør. Den socialdemokratiske Ole Storm gav den hele armen med at arrangere og skabe forbindelser, men det var nok mere gennem skolelederen i Magleby, Johannes Lyshjelm, som var en rolig, og bredt interesseret venstremand, at vi fik kontakter rundt i kommunerne. Ham havde jeg et meget fint samarbejde med, og da han boede i sit ensomt beliggende mejerihus, i kanten af Borreby-jordene, og vi næsten var naboer, ja så var vi meget sammen i den tid undersøgelsen stod på. Han var skoleleder på een af de små skoler, Magleby, som ved nedlægning skulle betale prisen for den nye økonomiske sammenkøring og effektivitet. Men borgerne i Magleby ville, naturligvis, noget andet. De protesterede og fik bevaret skolen som friskole, med Lyshjelm som leder. Det gjorde han så godt, at han siden blev borgmester.
Et af resultaterne ved kommunesammenlægningen var, at man nu fik et fællesbibliotek, og med det også et lokalarkiv. Det stod bibliotekar Søren Clausen for, og her fik vi et slags kontor og tilholdssted. Jeg sad nede i kælderen og rodede i de gamle protokoller, der nu var blevet indsamlet fra lokale foreninger, og med den viden jeg kunne trække ud af dem, kørte jeg på cykel rundt og interviewede lokale foreningsfolk. Jeg forsøgte så vidt muligt, at komme til at snakke med alle de sidste sognerådsformænd eller medlemmer. Det var i landkommunerne både storbønder, småbønder og husmænd. Jeg annoncerede mit besøg pr. brev, og hvis mit foreslåede tidspunkt passede, ville jeg møde op. Det gjorde det som regel, og alle steder blev jeg modtaget, og gik aldrig derfra uden at have indtaget stærk kaffe, franskbrød med tandsmør eller wienerbrød. Kun eet sted blev døren så at sige slået i. Det var hos ’de fine’ på Borreby, som hverken nedværdigede sig til at tage imod eller melde fra. Ja, som Lyshjelm forsøgte at udglatte, – de kan godt være lidt tillukke deroppe på slottet, men jeg har nu fået mange gode oplysninger fra deres arkiv om Borrebys ålegårdsrettigheder i Noret.
Jon Sundbo der er sociolog, gik statistisk frem for at finde ud af, hvad folk mente om sammenlægningen. Derfor havde han udarbejdet et længere spørgeskema, som vi så sammen med et hold etnografistuderende fik udfyldt i en blæsende efterårsferie, hvor vi alle boede på vandrehjemmet i Skælskør. Herefter var Jon og jeg i Skælskør for at være til stede ved det første valg efter sammenlægningen. Det gik noget mere stille og regelmæssigt for sig, end jeg senere kom til at opleve i Mexico.
