Mens jeg studenter-arbejdede på Folkemindesamlingen, fik jeg kontakt med en australsk studerende, eller var han færdig, og hvad hed han har jeg glemt og ikke kunnet opspore. I det spændende tidskrift Current Anthropology havde jeg set, at der dér løbende blev publiceret biografier over forskellige landes etnografer, og det var jo egentlig meget nyttigt og oplysende, når man som ung etnograf gerne ville finde ud af, hvad der rørte sig rundt om i Europa, og stadig ikke havde fået de personlige kontakter gennem kongresser. Nu fandt vi ud af, at der manglede en oversigt over skandinaviske etnografer. Det var også vores nysgerrighed for selv at vide, hvad der foregik af etnografisk forskning rundt i de nordiske lande, der satte os i gang med at lave en bibliografi.
Gennem mit arbejde på Folkemindesamlingen havde jeg fået kontakter med etnologer og folkemindeforskere, og ud over at deres studeområde var et eller flere af de nordiske lande, så kunne jeg ikke se, at deres metode og interesse for at studere den menneskelige kulturelle adfærd, var så forskellig fra den måde etnograferne greb folkene / de studerede an, så vi besluttede, at lave en biografisk bibliografi der omfattede alle etnografer, etnologer og folkemindeforskere i de 4 nordiske lande.
Projektet blev støttet af Jørn Piø, som var medunderskriver på det spørgeskema vi sendte ud. Hans underskrift var selvfølgelig også med for at give det ’vægt’, for vi andre var jo bare to ukendte studenter. Men til trods for Piø’s karma, var der adskillige der ikke svarede, så studentersiden vejede betydelig tungere end de færdige forskere. Og da artiklen blev publiceret, var der også et par sure kommentarer over, hvorfor vi ikke havde inkluderet den eller den. Hvortil jeg kun kunne svare, at det var fordi de ikke havde reageret til trods for et par opfordringer. Jeg følte bagefter, at mange af de ’ældre’ etnografer så lidt surt til os, fordi vi havde fået plads i et så prestigefyldt tidsskrift. Jeg fik aldrig hverken rosende eller negative kommentarer til vores indsats for at gøre de nordiske etnograferne kendte ude i den store verden. Det var bare, som om den artikel ikke eksisterede. Ikke at det var for ros, jeg havde gjort det, men.. . Jo, vi/jeg er ofte for smålige med at anerkende andres arbejde. Men sådan er der så meget, man siden bliver klogere på. Og gjorde jeg tingene kun for rosens skyld, så havde jeg aldrig fået lavet det jeg siden hár lavet. Det skal være lysten, der driver værket.
Internationalt studentersamarbejde
Da jeg kom hjem fra min tommelfingerejse ned gennem Afrika, var jeg blevet internationalt inspireret. Det førte jo til, at jeg begyndte at læse etnografi, men også at jeg blev aktiv i internationalt studentersamarbejde.
FN forbundet
Per Lachmann var formand for afdelingen ved Københavns Universitet af ’Danske Studerendes FN Forbund’. Da han nu var blevet træt af det, eller skulle til afsluttende eksamen som jurist, så blev det mig, der overtog foreningens arkiv. Det bestod af et par mapper med breve og dokumenter, samt foreningens ’kontor’. Det var en hjemmesnedkereret lille reol og arkivsystem af lister og pap, med plads til ind og udgående post, konvolutter og nyt papir. Det var vel egentlig udtænkt til at skulle stå på et skrivebord, hvilende op ad en væg, men da mit skrivebord var et skråt arkitekt-tegnebord, endte det på en lille skammel i et hjørne, hvor det førte en vaklende tilværelse.
Jeg kan ikke huske hvad vi sådan rent konkret fik lavt til gavn for andre, andet end at vi sendte mange breve rundt til de andre danske og nordiske afdelinger. I den anledning blev jeg inviteret med til de svenske FN studenters årsmøde i Lund. Som tak for min store indsats ved at beklæde formandsposten i det 5 minutters tomrum, der forløb mellem skiftet mellem den afgående og den nye bestyrelse, fik jeg gratis ’luch’ ved det store svenske smörgäs- og sildebord, der afsluttede mødet. Og dér blev vi både forbrødret og internationaliseret.
Samme år var der europæisk FN studenter møde i Aostadalen i Norditalien. Det var med tog den ene vej, og da jeg aldrig har fundet det spændende at tage samme vej tilbage, så tog jeg med nogle små busser og bjergbaner tilbage over Schweiz. På mødet blev det meste af tiden brugt på at udrede modsætninger mellem den i Prag bosiddende og, sagde vi, kommunistisk kontrollerede studenterorganisation World Student (et eller andet), og så ’os andre’. Det var inviteret med, og pressede meget på for samarbejde. Men på deres betingelser, følte vi.
Det var spændende det hele, og jeg fik mange gode kontakter og bekendte, men pludselig viste muligheden sig for at komme på etnografisk feltarbejde i Ecuador. Og så måtte jeg levere ’kontoret’ videre til næste stafetløber.
