Min hensigt med etnografien var, og er stadig, at bruge den indsamlede viden til at forandre samfundene i en mere retfærdig og positiv retning, end de nu var på sporet til. Den udvikling der var i gang i mange samfund, fra ’primitive’ isolerede stammesamfund, til bondesamfund, og derfra videre til mindre og så større bysamfund, blev indenfor etnografien først studeret og beskrevet af den amerikanske antropolog Robert Redfield. Som tilknyttet til det store arkæologiske Carnegie projekt omkring restaureringen af det gamle maya ruin-kompleks Chichen Itzá på Yucatan i Mexico, havde han foretaget etnografiske studier i forskellige landsbyer, først og fremmest i landsbyen Chan Kom. Redfields beskrivelse af Chan Kom var i det store og hele bygget på de oplysningen hans hjælper, skolelæreren Alfonso Villa Rojas havde indsamlet. Nu blev Villa Roja sendt ud til de mere isolerede landsbyer i den østlige del af Yucatan i den stadig meget utilgængelige delstat Quintana Roo, hvor de sidste grupper fra det store indianeroprør i 1840’erne holdt til, for at hente supplerende oplysninger. Der blev også indhentet informationer i den lille jernbaneby Dzitas, hvorfra Carnegie-folkene holdt forbindelse med provinshovedstaden Mérida, og videre til den store verden. Ud fra sine oplysninger om de 4 samfund: Tusik, Chan Kom, Dzitas og Mérida opstillede Redfield en udviklingsteori om et folk-urban kontinuum.
Det var det nærmeste jeg indenfor etnografien kunne komme til noget, jeg syntes have med udvikling at gøre. Og den problematik ville jeg bruge til at skrive den magistrafhandling, som man ikke kom uden om, hvis man ville blive færdig, og kunne titulere sig mag. scient.
Magisterafhandlingen var det store Lorelei for alle de studerende. Den skulle skrives, der var ingen mellemløsning, og forventningerne var høje fra de studerendes side – og noget mindre fra lærernes. Fik man ikke skrevet sig igennem denne afhandling, og fik den vedtaget, ja så var alle de år man have brugt på at komme så langt totalt spildte, for man fik ikke noget papir der bevidnede disse mange og lange års studeren. Kun afhandlingen og den afsluttende magisterkonferens gav nøgle til stilling og selvværd. Der var mange der begyndte, som aldrig nåede i havn, og det vár jo synd for dem, og et enormt spild af personlige og samfundsmæssige ressourcer. Heldigvis kom der senere nogle kortere afsluttende eksamener, så man kunne få kredit for brugte år.
Nu havde jeg fundet mit emne til min magisterafhandling. Så jeg gik i gang med at læse, og så kritisere og påstå, at Redfield ikke har forstået en pløk af ’det hele’. For at kritisere og nedgøre er jo stort set det eneste, man som ung student har mulighed for, når afhandlingen bare er et langt ’skrivebords-arbejde’ og man ikke har et førstehånds kendskab gennem besøg og feltarbejde til det materiale, teori og emne man forsøger at hudflette.
Jeg skrev og jeg skrev, på min grønne rejse Olivetti skrivemaskine, med min lille datter Annika kravlende på ryggen. Og jeg forelagde det skrevne til Niels Fock og til Nic, og ingen af dem var vildt begejstrede for det jeg havde skrevet. Så gik jeg i gang med at skrive om, og rette og lappe. Dengang skete alle rettelser ved at klippe i det gamle manuskript, smide væk og klistre over med nye guldkorn, så mit manus efterhånden begyndte at ligne de lag på lag af tapetrester jeg havde skrabet ned, da jeg flyttede ind i den århundred gamle lejlighed i Lille Strandstræde.
Jeg har aldrig været nogen ørn til det teoretiske, og da det jo er kendskab og beherskelse af teori man skal vise i sin magisterkonferens, så gik det langsomt fremad med min opgave. Men til sidst forbarmede lærerne sig, og jeg fik accept. Jeg lod siden min magisterafhandling indgå i instituttets bibliotek, og det blev betragtet som dristigt, for der var ikke så mange studenter der havde lyst til at lade andre medstuderende læse dem over skuldrene. De fleste af os lider jo af et – ubegrundet – mindreværdskompleks. Men jeg tænkt, pokker med det, så kan andre se hvordan man skal eller ikke skal gøre. Lad dem tænke hvad de vil om afhandlingen og mig, nu er jeg i hvert fald sluppet igennem, og fået papir på det.
