Jeg havde været på session og stået nøgen foran et geled mænd i uniformer og een i kitel. Det lå nu nogle år tilbage, da jeg lige var begyndt at læse etnografi. Men dengang havde det ingen hast for mig at komme i trøjen, for jeg skulle ikke have noget af, at få begejstringen og inspirationen fra min rejse gennem Afrika til at fortåge sig i en rum kadavertid i det danske forsvar. Så jeg havde fået udsættelse på udsættelse. Og da jeg var een blandt mange i de store årgange, og vi heller ikke var i krigslignende situationer, så var det let at få udsættelse. Nu færdig med uddannelsen kunne jeg ikke trække den længere. Men nu havde jeg endnu mindre lyst til at komme ind, så jeg valgte at melde mig til de store årgange af militærnægtere, der var på den tid hvor Vietnamkrigen endnu trak store protester.
Til historien som militærnægter hører der dog en krølle til. Jeg havde nemlig kort før meldt mig ud af Hjemmeværnet – HJ ! Yes my boys ! Af ren gustent overlæg. Oprindelsen til udmeldelsen er naturligvis en indmeldelse. Og hvorfor, kommer her.
Efter jeg var blevet student og begyndt at studere etnografi, havde jeg en overbevisning om, at enhver dansker, og i hvert fald jeg, skulle kunne forsvare sig mod ??? Ja mod hvem og mod hvad? Joe mod dem som ville komme og sætte sig på riget. Dengang var de mest oplagte fjender invaderende soldater fra den kommunistiske blok, og selv om vi danskere nok ikke kunne gøre den helt store modstand eller forskel, så skulle eller burde hver mand og kvinde dog være så våbenkyndig, at han/hun havde en mulighed for at gå til modstand og lave lidt rav i den på en teknisk effektiv og krigerisk måde. Ja, sådan tænkte jeg denne gang. Man bliver jo altid bagklog og efterrationaliserer sine motiver, når man nu sidder og tænker tilbage på denne tid. Men jeg tror, jeg tænkte således.
Til stor overraskelse for de – få – som vidste derom, lod jeg mig så indrullere i Hjemmeværnets Studenterkompagni, som var de sidste rester, eller en slags fortsættelse af det vist nok da nedlagte Akademisk Skyttekorps. De holdt til huse, ned ad en trappe til kælderen under Studenterforeningens Hus på HC Andersens Blvd. Men ellers var det Slotsholmen vi skulle forsvare … hvis.
På en tid hvor amerikanerne kæmpede i Vietnam for at udrydde kommunisterne, var der ikke mange af mine medstuderende blandt etnograferne, sociologerne, samfundsforskere der havde den store interesse eller sympati for denne blindtarm til den store nato-hær, så HJ var ikke noget jeg snakkede højt og bredt om. Mit medlemsskab kom også som en stor overraskelse for min elskede Margrethe. Men hendes kærlighed var dog større end hendes uforståenhed overfor mit medlemsskab. Så stor, at jeg efter søndags manøvrerne godt kunne møde op i fuld ulden uniform, skråhue og ’gøp’ til familien Aggers søndags frokostkomsammen. Min svigerfar Henry havde i sine studenterdage været medlem af Akademisk Skyttekorps, så han var stolt af sin svigersøn. Mine to svogre Poul og Peder Agger, dybt involveret hos Venstresocialisterne – de tog det pænt og accepterede mine uforståelige argumenter. Husfreden blev bevaret omkring svigermor Hannes veldækkede søndags frokostbord.
Men med min deltagelse i de evindelige Vietnam protester foran den amerikanske ambassade, og den borgerlige stemningen i kompagniet, som absolut ikke var min, gjorde, at jeg ikke følte mig helt hjemme blandt mine kampfæller. Min orientering var mod udviklingslandene og Hjemmeværnets var de kommunistiske østlandene, så mit medlemskab var i det lange løb ikke bærbart. Jeg begyndte at ’pjække’ fra alle de møder og kurser jeg kunne og burde have deltaget i. Min chance for en ’værdig’ retræte’ kom, da amerikanerne og Nato, som vi jo var en del af, ikke tog afstand fra et kup som nogle reaktionære generaler i Portugal lavede i 1975, for at kvæle den demokratiske Nellikerevolution fra april 1974. Jeg skrev et protestbrev til Hjemmeværnsbladet, men da de ikke ville optage det, brugte jeg afslaget som anledning til at melde mig ud. En medvirkende grund til udmeldelsen var også magelighed, idet jeg som aktivt medlem af HJ frygtede, at ville blive taget til sergent og hermed forlænge min soldatertid. Jeg ville hellere igang med etnografien.
Så da jeg blev indkaldt til militæret, tog jeg det fulde skridt og meldte mig som militærnægter. Det var på dette tidspunkt noget af en tilløbsstykke. Med alle de ’nægtere’ der mødte op til uniformering med den karakteristiske sandgule arbejdsjakke med slag, var der slet ikke plads til to års tjenesteophold i de 2-3 eksisterende militærnægterlejre. Tre måneder kunne man klare opholdet i lejrene med, og i den tid var det så bare om at finde en god udstationeringsplads. Der var et overbud til børnehaver og ungdomsinstitutioner. Der var også mere spændende tilbud som teatre, og hvis man var rigtig kvik, så støvede man selv et udstationeringssted op. Så der var bestemt ikke noget heroisk ved at være nægter, som tidligere, hvor man skulle bo i lejrene i to år, og lave unyttigt skovarbejde. Nu var det en blanding af politisk protest sammen med en stor del bekvemmelighed, som drev værket.
Gripskovlejren i Nordsjælland var stedet hvor jeg skulle være de næste to år, hvis jeg ikke fandt en udstationeringsplads. Og det kan du tro, de fleste gjorde. Jeg tror højest der var 5-6 stykker der boede dér tiden ud. Selv overnattede jeg der højest 5-6 gange, for da vi havde togkort fra DSB til hele kongeriget, så tog jeg hjem hver aften – mange smuttede tidligere end tilladt igennem skovtykningen ad ’Ho Chi Minh stien’ ned til trinbrættet for Gribskovbanens tog. Næste morgen skulle vi ganske vist tidligt op for at være fremme til mandstælling kl. 8. Men hvad gjorde jeg ikke for at sove i familiens, og især Margrethes favn.
Efter vi var blevet mandstalt gik vi i vores arbejdsgruppe ud i skoven for at lave lidt uforpligtigende udtynding af underskov, men det meste af tiden holdt vi pauser i tjenesteskurene. En dag så jeg et kæmpe højt udgået grantræ, der havde fået lov til at stå tilbage efter at alt det nyttige tømmer var blevet fældet og kørt bort. For dog at kunne sige, at jeg også har været skovarbejder, gik jeg igang med at fælde det. Det var et flot syn, og en stolt skovhugger, der så hvordan den lange mastelignende stamme bøjede sig for de rette hugvinkler og majestætisk faldt nogenlunde dér, hvor jeg havde tænkt, det skulle lande.
Udstationeringen i Gribskovlejren varede for mig kun lidt over en måned, så havde jeg fundet et smørhul af et udstationeringssted, som var….
