Jeg havde skrevet magisterafhandling ud fra etnografen Robert Redfields studier af en række små landsbyer på Yucatan halvøen i Mexico. Nu lagde jeg op til Forskningsrådet, at jeg skulle fortsætte mine studier dér. I første omgang fik jeg penge til at rejse til Yucatan for at lave forstudier. En af medforfatterne til disse Redfields studier var Aesel T. Hansen, som havde skrevet om byen Merida. Jo, han var af dansk mormonafstamning, og jeg inviterede mig selv til at besøge ham i Tuscaloosa i Alabama, hvor han nu underviste på universitetet. Og så var der en ’rural sociology’ kongres i Baton Rouge, som jeg gerne ville deltage i, da min anden interesse indenfor etnografien var ’jordreformer’ – ja det havde vel ikke så meget med etnografi at gøre, men det var dog emnet for den afsluttende forelæsning Prof. Nicolaisen havde givet mig, med venlig hensynstagen til mine specielle interesser.
Jeg rejste sammen med Margrethe til New York, hvor vi så museer og jeg skaffede mig kontakter til den kritiske forskning om Latinamerika. Her igennem fik jeg adressen til økonomiprofessoren Alonso Aguilar i Mexico, som jeg besøgte og siden kunne invitere til vores Latinamerikaseminar.
Man ankommer som begejstret student og vil spørge og spørge for at vide. Men lærerne har deres at se til, så man er ofte bare een student mere. Sådan følte jeg mit møde med Mr. Hansen forløb. Han havde problemer med konen fortalte han, og skulle rådgive nogle studenter, så der var jo ikke al den tid til snak, som jeg havde håbet. Yucatan lå vist langt fra hans nuværende interesser, og han blev først, kort tid inden han døde, færdig med en ikke alt for spændende beskrivelse af byen Merida. Men, selvfølgelig var han flink, og kørte os ud til den lokale seværdighed, det imponerende før-columbianske ceremoni-center Mountville, ophobet af jords, og som var en forsmag på Mexicos pyramider – af sten. Centret var omgivet af fattige småbyer med sorte familier, så vi fik også set denne side af USA.
En anden hidtil ukendt side, som imponerede os meget, var de amerikanske fast-food restauranter. En dag sad vi og ventede på den videre bus i en Kentucy Fried Chichen restaurant, da, ind trådt to ældre lidt krumbøjede og forsømte ægtepar. De fik hver en kæmpe bakke med friturestegte kyllingevinger med den specielle, alt for tykke sprøde dressing, som de med munden helt ned til bordpladen skovlede og gnaskede i sig – for så at skylle efter med et ordentligt papbæger Coca-Cola. Velbekomme, sagde vi med vidt åbne øjne. Det fænomen havde vi stadig til gode i Danmark.
Fra Tuscaloosa til Baton Rouge, hvor vi blev stoppet af en politibil, da vi gik rundt på gaderne for at lede efter logi. Om det var fordi vi så mistænkelige ud, for at beskytte os mod ’de sorte’ – konflikterne var jo tilspidsede i disse områder dengang – eller de bare ville hjælpe, ja den lurede jeg ikke, men de kørte os hen til et fint lille motel.
I Baton Rouge fandt vi ud af, at mange kongresdeltagere fortsatte til American Anthropological Associations årlige møde i New Orleans. Så hvorfor skulle vi ikke også gøre det, det lød spændende. Her var vi mange unge, der gned os op af de ’kendte’. Ja, men det er jo også et af formålene med disse kongresser, og jeg sluttede mig til en kreds omkring mexicanske Rodolfo Stavenhagen, der uddybede sine 7 eller var det 10 fejlagtige teser om udviklingen i Latinamerika, som han han havde gjort lykke med. Også her. Sjovt nok blev han senere min chef i det mexicanske undervisningsministerium.
