Mellem 8 – 10 % af den mexicanske befolkning har som modersmål et af de 56 forskellige indianske sprog, der er registreret i landet. Om de fleste af disse nulevende grupper fandtes der meget lidt litteratur og oplysninger, hvad angår økonomi, sociale, kulturelle og religiøse aspekter. Heldigvis er dét siden blevet meget bedre.
Den gamle amerikanske talemåde, ”at den bedste indianer er en død indianer” var og er til dels stadig sand i Mexico. Her hedder det blot blandt kritiske antropologer at, ”de døde indianere – de som er blevet til arkæologi – går ind ad fordøren, og de nulevende efterkommere kommer ind ad køkkendøren og bliver ansat som billig hushjælp”. Om de gamle førspanske aztekere, mayaer, olmekere, zapotekere, er der skrevet masser af bøger. Men om de nulevende – meget få.
Dr. Aguirre Beltrán var, som nyudnævnt leder af INI, gået målrettet i gang med at publicere grundlæggende etnografiske oplysninger om de eksisterende indianske grupper. Og hvor der ikke fandtes beskrivelser, blev etnologer og antropologer sat i gang med at indsamle og beskrive. Ofte var det udenlandske, som mig, i mangel af mexicanske.
Dr. Aguirre, var uddannet som læge og havde startet sin karriere som fysisk antropolog. Han havde skrevet afhandling om de grupper af negre, der var kommet til Mexico i kolonitiden, som slaver eller undvegne slaver fra andre dele af Latinamerika. Han var af ’den gamle’ etnografiske skole, hvor etnografen bor ensomt ude i ’sin landsby, for at kunne lave deltagerobservationer. Det skulle gerne med årene udpante sig til en etnografisk monografi, med beskrivelser af samfundet fra a til z. Her er der ikke plads til vidtløftige teorier, eller spekulationer og beskrivelser om hvorfor indianerne hører til de fattigste mexicanere, eller hvordan udbytningen praktiseres i de afsides landområder. Et af hans mål som leder af INI var nu, at der, for hver af alle de mange etniske, indianske grupper i Mexico eksisterede en håndbog, en monografi. Og til la Huasteca, hvor jeg blev sendt hen, manglede der en sådan beskrivelse. Amerikanske antropologer – Gringoerne havde lavet en Middel American Handbook, med historiske og nutidig beskrivelser af de indianske kulturer, endda også et kapitel om los tenec, som er navnet på den mayatalende gruppe i San Luis Potosi, hvortil jeg kom. Men, men det var jo lidt pinligt, at mexicanerne ikke havde kunnet organisere en tilsvarende.
Det skal godskrives Aguirre Beltran, at han havde skrevet en bog om indianerne, som fik stor gennemslagskraft, og som vel også var en væsentlig grund til hans udnævnelse for det stadig prestigefyldte INI. Bogen Regiones de Refugio fra 1967 – altså lige før studenteroprøret – beskriver hvordan den spanske erobring og efterfølgende koloni- og udviklingspolitik havde fortrængt de indianske gruppe ud i de fjerneste og marginaliserede områder af landet. Efter den Mexicanske Revolution (1910-17) opstod der mange tiltag for at inddrage indianerne og deres kulturer på en mere retfærdig og værdig måde i den nationale udvikling. Det var begyndelsen til den indigenismo bevægelse, hvor der blev lavet jordreformer, landsbyskoler og en maler som Diego Rivera brugte indianernes førspanske og nutidige kulturer som motiver i sine store murmalerier. Oprettelsen af INI – Instituto Nacional Indigenista i 1949 var også en del af dette nationale etniske opbygningsprojekt.
Højdepunktet i denne udvikling er nok det imponerende antropologiske museum, der blev indviet i 1964 i byen Mexico. Her vises den nu eksisterende ’blandede’ mexicanske mestizbefolkning hvordan deres rødder spreder sig i en bred vifte tilbage, ikke blot til de førspanske indianske samfund, men også som en del af de nulevende indianske kulturer.
På det antropologiske museum blev der også sat lokaler af til uddannelse af de arkæologer, lingvister og etnografer, som skulle beskrive de ’døde’ og nulevende indianske kulturer. Men med studenteroprøret i 1968 var ’la escuela de antropología’ blevet ’marxistisk’. De oprindelige lærere havde forladt skolen, eller var blevet presset ud, og i hvad der blev tilbage, fandt ’la antropología del huarrache’ – sandal-antroplogologien, som blot beskrev genstande og troforestillinger, men ikke udbytningsmekanismer, ingen plads. Dette omsving betragtede Aguirre Beltran som et problem og et tab. Han havde ikke så stor interesse i lange marxistiske analyser om udbytningens mekanismer. Hvad han havde brug for var basal viden om indianerne i alle de områder, hvor han nu oprettede INI-centre. Men han fandt det også vigtigt, at alle de mange indianergruppers historie og kultur blev kendt, og at denne viden kom ud til hele den mexicanske befolkning. Det udmøntede sig i publiceringen af en stribe antropologiske landsbymonografier. Det var derfor han nu tilbød studielegater til en lang række udenlandske etnografer – hvoraf jeg var en af de heldige.
Regionen La Huasteca Potosina, hvortil jeg blev sendt, var et godt eksempel på den manglende etnografiske viden om lokale indianske grupper. Der eksisterede kun et par småartikler udgivet af en fransk kulturmission i Mexico. En artikel af den franske historiker Guy Stresser-Péan stod i et fint indbundet tidsskrift, som INIs vicedirektør antropologen Alfonso Villa Rojas lånte mig. Med skam må jeg tilstå, at den ikke nåede at forøge mit kendskab til huastekerne. Ikke blot fordi den var på fransk som jeg dårligt forstod, først og fremmest fordi jeg mistede bogen i en bus en af de første dage i Mexico – pinligt.
