Det område hvori INI-centret opererede, la huasteca potosina er på størrelse med Fyn, og det består af vidt forskellig natur og samfundsøkonomier. Et stort områder udgør den frugtbare kystslette, der strækker sig ca. 100 km fra Den Mexicanske Golf ind til Sierra Madre Bjergene. Her er det meste af landet blevet udstykket til private storgodser, hvor der enten holdes kvæg eller dyrkes sukkerrør. Her er den indianske befolkning fåtallig, og INI-centret havde derfor ikke mange aktiviteter dér.
I den sydlige del er der lavere bjerg, som hovedsagelig beboes af indianere. Jorden er delt op i småbrug, hvor familierne lige kan holde skindet på næsen ved at dyrke majs og bønner til eget forbrug, og så dyrke sukkerrør, hvoraf de afkoger en sukkermasse – pilonsillo, som de sælger billigt til lokale opkøbere. Bjergene som udgør den østlige del af den store Sierra Madre bjergkæde, ligger
i den vestlige del af området.
Bjergene har stejle stigninger, og man kunne dengang stort set kun komme rundt til fods eller til hest. Siden er der kommet flere bilveje. Her bor en stor indiansk befolkning, som hovedsageligt levede af den kaffe de dyrkede på deres små marker. Disse mellemhandlere er de såkaldte mestizer. Det vil sige racemæssigt en blanding af indianere og de europæiske indvandrere, men oftest er det indianere, der blot har aflagt deres indianske traditioner, som sprog og klædedragt. Mestizerne er de dominerende, idet de sidder på økonomien og alle administrative poster. Men talmæssigt er indianerne flest. Indianerne sælger alle deres produkter til små mellemhandlere i de mindre byer.
Kaffeproduktionen startede i begyndelsen af forrige århundrede, og til byen Xilitla kom også en dansk indvandre ved navn Posselt – fra Horsens. Hans søn, nu en ældre hvidhåret herre dukkede op på INIs kontor og sagde, at han hørt, der var kommet en ny dansker til la Huasteca. Sandt nok! Vi blev gode venner og holdt jul hos hans familie. Jo, mange veje fører til Xilitla. Da jeg fortalte min far dét, fandt han ud af, at han havde en elev ved navn Posselt, og da han så spurgte, fik han som svar, at hun netop havde en granonkel, der boede i Xilitla. Og da Margrethe og Annika kom sejlende på en Hapag-Loyd fragter, var der en lidt eksentrisk engelsk passager med, ved navn mr. James. Han var arving af et kæmpe slot, som den amerikanske forfatter Henry James havde erhvervet med jernbanepenge fra USA. Mr. James var ikke forfatter, men noget ved kunsten blev han. Slottet blev til et kulturcenter, og i Xilitla opførte han en drømme fantasihave med bevidst ufærdige bygninger. Vi var nu mest glade for de mange vandbassiner, der formede sig ned ad skrænten med vandfald og køligt frisk vand til at dulme for la Huastecas kvælende varme.
Indianerne kendes på deres modersmål, som enten er ’huasteco’ eller ’nahuatl’. Så at sige alle kvinderne gik, da jeg kom til området, stadig i traditionelle indianske ’folkedragter’. Få kvinder kunne tale spansk, men de fleste mænd forstod spansk ’til husbehov’. Analfabetismen var stor, større hos kvinder end blandt mænd. Mændenes traditionelle klædedragt, som stadig blev brugt af de ældre mænd, var korte hvide bomuldsbukser, og en hvid bomuldsskjorte.
