På baggrund af disse lystfulde orienteringsture besluttede jeg, at udvælge et par landsbyer i forskellige regioner, hvor jeg ville bore ned. Den ene blev den lille landsby Tataquatla med en ren indiansk huastekisktalende befolkning. Landsbyen spredte sig over to forholdsvis lave bjergrygge, som blev adskilt af en vidunderlig idyllisk lille flod med flere vandfald og bassiner, hvor vi fik skyllet dagens sved af. Til eget forbrug dyrkede indianerne majs, bønner og græskar, og til at sælge, sukkerrør som blev presset og kogt til pilonsillo, en slags brun råsukker.
Tataquatla blev helt bestemt min yndlingslandsby. Jeg fulgte her med i, hvordan man fra ingenting startede en landsbyskole, som siden blev til en kostskole. Landsbyens mænd huggede med deres macheter alle stolper, rafter til vægge og med langsave savede de planker ud af stammer, på samme måde, som man kan se på gamle Brueghel malerier. Skolen var selvfølgelig til deres og børnenes eget bedste, men de forældre der arbejde på konstruktionen, skulle jo også have noget at leve af. For at holde gang i arbejdet, fik de majs og bønner af INI, som en slags betaling. Jeg blev særlig gode venner med én familie. Med deres dreng Hipolito lavede jeg en bog – for danske skolebørn: Hipolito – en dreng i Mexico. Den kom vidt omkring i Danmark, og jeg havde den store glæde, at den gode skuespiller Bodil Udsen læste op fra bogen, og den blev således også distribueret som bånd.
Nu kommer vi til det afsnit hvori vi – det vil sige jeg – må give mit bud til det, som etnografer og fotografer så tit bliver kritiseret og bebrejdet: I kommer og stjæler vores liv og billeder. Og hvad får vi, modellerne, så ud af det ? Nej, sandt at sige, ikke så meget som os fotografer og etnografer, men det er fordi vi lever i to forskellige verdener som gir og tar sig betalt på to forskellige måder. Uretfærdigt, ja, men det kan være svært at ændre. Men til sagen, hvad fik Aurelio og hans familie ud af fotobogen ? Selvfølgelig fik de et par kopier af bogen, samt fotos, hvor de så ud, som de ville huskes for eftertiden. Og når jeg kom og besøgte dem, havde jeg altid et eller andet med – som ganske vist altid udløste et lækkert simpelt måltid i deres hjem eller ved sukkermøllen. Da jeg forlod området gav jeg familien lidt penge, til det der altid mangler. Og et års tid efter, da Aurelio havde brændt sin hånd på sukkermassen og ikke kunne arbejde, dukkede han en dag pludselig, sammen med sønnen Hipolito op i mit hjem i Mexico By. Han havde altid haft et stort ønske om at besøge La Virgen de Guadalupe – Jomfruen af Guadelupe i hendes katedral i Mexico By. Nu kunne han bede for at hans hånd blev kureret. Det gjorde vi, og vi var i zoologisk have i Chapultepec parken, og var også inde i Præsidentpaladset på den stor Zocalo i midten af Mexico By. Det var hvad Aurelio fik ud af bogen. Jeg har ikke haft kontakt med dem siden, men jeg får stadig bibliotekspenge af værket, så jeg må jo nok sige, at det er mig, der skød papegøjen.
Ja, det er pinligt at indrømme, at bogen ikke udkom med en spansk og huastekisk tekst – i Mexico. Jeg afleverede et manuskript til en regeringsinstitution, men så kom der regeringsskifte, og med den efterfølgende administration blev udgivelsen ikke til noget. Denne mangel på kontinuitet i regeringsprogrammerne er en enorm hæmsko for en stabil progressiv udvikling i Mexico. Planer laves kun for indeværende regeringsperiode, og de bliver oftest skrottet af den efterfølgende regering. Regeringsperioden er både for landets præsident og de lokale guvernører seks år. Når nye kommer til, fejes alt det gamle ud med nye kost. Det første år i perioden bruges til at sætte sig til rette og finde ud af, hvad der skal prioriteres og laves. Så er der fire år til at gøre dét, for det sidste år bruges til at finde en plads i den næste regering. Og det er sjældent i den foregående stol.
I Tataquatla lærte jeg også, hvordan man skal gebærde sig som ’etnografisk’ fotograf. Ét billede til etnografen med folk i deres naturlige omgivelser, der viser alle deres rynker og manglende tænder i deres gamle arbejdskluns – altså virkeligheden, det sande ansigt. Og så et foto til modellen. Han eller hun er ikke interesseret i disse ’naturlige’ folkloristiske motiver, som vi etnografer eller turister der kommer udefra elsker, og som reklamerer på forsiden af mange turistbrochurer, eller Lonely Planet agtige guider, der opsøger det oprindelige, uberørte og uturistede. Skal de fotograferes, skal det være i deres fine tøj, nyfriserede, med lukket mund, så man ikke ser det manglende gebis, og stramt stillet op i stenstøttestilling. Jo den respekt lærte jeg dengang jeg selvstolt afleverede et rigtig etno-foto. Men det ville min model ikke have. Nej, sådan skulle han ikke huskes. Så om igen, med fint tøj og en grimasse der ka’ passe.
