Ja så japansk er navnet på det forskningscenter under det lokale universitet UADY, hvor vi fandt tilflugt. Æren tilskrives den japansk læge Hideyo Noguchi (1876-1928), som i 1930’erne for en meget kort tid studerede gul feber på Yucatan. Foran et gammelt hospitalskompleks i Merida står hans statue, som ihærdige japanske turister finder – og selvfølgelig tager fotos af. I Japan er han så kendt, at der både er et museum for ham, og han er kommet på yen-pengesedlerne. Berømmelse skyldes især hans opdagelser omkring syfilis.
Her i en tidligere sygepavillon var Dept. de Estudios Económicos y Sociales -DEES flyttet ind. Og det samme gjorde Silvia og jeg nu. At jeg ikke var den første dansker på stedet, fik jeg senere at vide af universitetets rektor, Alberto Rosado G. Canton. Han har endda havde skrevet en bog om den danske læge Harald Seidelin der fra 1906-10 satte skub i medicinstudierne på universitetet med sine avancerede undersøgelser omkring syfilis og gul feber. Så måske burde centret være opkaldt efter vores Harald, men det kan være at japanerne gav en større forskningsstøtte, da universitetscenteret blev oprettet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der fik Harald til at komme til Yucatan og Mexico. Eventyrlyst måske – for der burde være mere oplagte steder, hvor han kunne studere gul feber epidemier. Men til Mexico kom han, hvor han fik sin danske lægetitel vurderet, så han kunne praktisere. Yucatan var, som beskrevet, i begyndelsen af 1900 tallet Mexicos rigeste delstat – på grund af den store eksport af høstbindegarn fra sisal-agaven. Rigdommen førte til, at der blev investeret stort i offentlige institutioner bl. a. sygehuse, og det er var her Harald Seidelin fik ansættelse.. Men, som jeg har læst i en dansk nekrolog over ham, han vidste mere end de lokale. Og hvis han, man jeg viser det overfor de lokale, så er det nemt at de lokale bliver sure og misundelige på en. Det har Harald, bevidst eller ubevidst måske gjort, og det har ført til gnidninger og til sidst hans farvel til Yucatan.
Hans breve blev bitre. I hans nekrolog kan vi måske finde lidt af forklaringen:
Hospitalstidende, 1932, 75
En Aften meddelte han ganske overraskende, at han i nær Fremtid agtede at rejse bort og i al Fald foreløbig bosætte sig i Mexiko. Forestillinger i modgaaende Retning var ganske spildte, hans Sind var blevet grebet af Æventyret og Trangen til at opleve det ukendte. Med den ham egne Ukuelighed lærte han i Løbet af tre Maaneder at tale Spansk, og sammen med sin nu afdøde første Hustru rejste han i Jan. 1905 til Mexiko City, hvor han dristigt nedsatte sig som praktiserende Læge efter først at have aflagt Prøve ved Nationalskolen for Medicin. Selvfølgelig var han de indfødte Læger ganske overlegen i enhver Henseende, Og længe varede det heller ikke, før de stedlige Autoriteter søgte ham for at faa ham til at organisere Dele af Studiet. Allerede i 1906 blev han ansat som Professor i pato-logisk Anatomi, Bakteriologi og klinisk Kemi, vel nærmest svarende til Pharmako-logi. I denne Stilling (i Merida) var han til 1910. Bortset fra nogle unge Kollegers Beundring og Taknemmelighed høstede han dog vist nok mest Skuffelser. Man begyndte at blive misundelig paa denne Udlænding, der saa sikkert forstod baa-de al passe sin Undervisning og Laboratorie og tage sig af de talrige Patienter, der søgte ham. Hans Breve hjem, der oprindelig havde været præget af den Humor, hvormed han mødte de uundgaaelige Genvordigheder, fik efterhaanden en Tone af Skuffelse og Bitterhed. Han laa i Strid med forskellige af Lægeskolens prominente Embedsmænd, hvoraf nogle synes at have haft Kvaliteter, der var Seidelin ganske fremmede.
I 1920 kommer han til Belgisk Congo, og her var der ingen tvivl om at ’den hvide mand’ var en høvding, som ikke blev modsagt. Sikkert gjorde Harald et stort arbejde for ’de indfødte’, men hans helbred slog i længden ikke til, og han døde ung. I en nekrolog i Ugeskrift for Læge fra 1932 står der til sidst:
Harald Seidelins hele Livsvirksomhed kom til at ligge udenfor Fædrelandets Grænser: men han elskede Danmark, og i al sin Færd har han bragt Danmark Ære.
Mindet om hans ædle Personlighed vil aldrig visne.
En Høvdig er død – og Afrika græder.Ttak til Anne Ussing fra Det kongelige Bi-bliotek, som har fun-det denne nekrolog.
Så han varaltså min forgænger. Jeg er endnu ikke raget uklar med de indfødte, men jeg tror nu ikke, at Yucatan ligefrem vil græde, når jeg bliver jordet.
Leder af dees var Jorge Montalva -Chaquis , bror til Raul Montalva, som var en af de meget aktive revolutionære på den antropologiske skole i Mexico, da man dér gjorde op med støvede og reaktionære traditioner. Silvia havde jo været med i dette slag, og nu hjalp kammerat- og familieskabet os til en plads på dees.
Studenteroprøret i 68’erne havde ikke sat dybere spor på Yucatan. Men på dees var der samlet det meste af, hvad der eksisterede af kritiske røster og skribenter af den socio-økonomiske tilstand på Yucatan. Her blev udgivet tidsskriftet Yucatan: Historia y Economia, hvor en række senere kendte forskere og politikere fik deres debut. (Eric Villanueva – i en periode formand for det mexicanske parlament; Beatriz Zavala som blev en slags familie- og socialminister i den føderale regering. Desuden Raul Murgía, Beatriz Castilla, Pedro Echeverria, og mange flere. Og så skal Francico Anda – el Ganzo (Gåsen) også fremhæves, for uden den begejstrede redaktør, var der aldrig blevet udgivet det spændende blad.
Jeg brugte mit kamera til at opdage Yucatan, og lavede fotoreportager til numrene 8-22 om sisal-arbejderne, daglejerne, byens markeder og forretninger, kunsthåndværkere, og de sociale forskelle, som de bl.a. viser sig på den centrale kirkegård.
Silvia skrev 2 vigtige artikler, hvor hun, så at sige, forsøgte at gøre op med vores forskningstraditioner indenfor samfundsvidenskaberne. Som et resultat af, at hun både lå i og snakkede ivrigt med en vis dansker, var hun nu også blevet meget inspireret af Niels Bohrs tanker om erkendelse i natur og samfundsvidenskaberne. Bohr og hans relativitetsteorier, inspirerede hende meget i sin analyse.
