I den første tid vi boede i Merida havde jeg ikke mit eget mørkekammer. Jeg måtte ’låne’ mig frem, og endte med at få mørkely på antroplogiskolen, Escuela de Antropología de la Universidad Autónomo de Yucatán. Bygningen var nyopført og husede et stort mørkekammer. Så stort, at den ene ende blev brugt til at opbevare en masse kasser med fotografiske glasplader. De stammede fra den betydningsfulde fotoforretning Fotografia Guerra, (1879-1980), som havde fulgt og dokumenteret staten og dens befolkning gennem mange år. De fleste billeder viser selvfølge de familier og personer i deres bedste tøj, som havde råd til at blive fotograferet. Men ind imellem er der også arbejdsscener, optagelser fra sisalplantagerne og fotos af barnepiger, ekspedienter og personer fra ’de lavere klasser’.
Fotografierne er ikke specielt kunstnerisk gode – i modsætning til for eksempel Martín Chambi’s fra Peru – men de har naturligvis en stor dokumentarisk værdi. Nu lå de hulter til bulter i kasserne i mørkekammeret. Men reddet i sidste øjeblik. Som den voyer jeg er, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at kigge med, og på denne måde fik jeg et interessant indblik i, hvad der var sket i årenes løb på Yucatan. Alle motiverne er fra begyndelsen af årh. skiftet, fra 1910 hvor præsident Porfirio Diaz besøger Yucatan frem til 30erne, hvor forretningen ophørte med at bruge glasplader. Desværre, og mærkelig nok, var der ikke samlinger af glaspladernes efterfølgere, altså film – hvad mon er sket med dem, for jeg mener at forretningen først ophørte i 1980, altså længe efter at glaspladerne gik af brug.
Der var på det tidspunkt ingen konkrete planer om, hvad der skulle ske med de mange glasplader, og hvis der ikke snart skete noget, ville der komme endnu flere uoprettelige skader. Derfor begyndte jeg for egen regning at kopiere et bredt udsnit af billederne. Om det var korrekt eller ikke, ved jeg ikke. Det var det nok ikke, men jeg gjorde det for at redde dem. De mange billeder jeg kopierede, solgte jeg siden for reproduktionsprisen på fotopapir til Tulane University i New Orleans, som jo har en stor forskningsinteresse i Yucatan. Altså, helt uden vederlag, men for at redde motiverne. Og der er jeg sikker på de har det godt – hvis altså ikke den sidste hurricane Katrina i 2005 oversvømmede universitetet!
Heldigvis er Fototeca Pedro Guerra nu kommet i gode hænder – stadig på det lokale universitet. Pladerne bliver plejet og passet og der er udgivet flere bøger med fotografiene. En digitalisering af alle pladerne er i fuld gang, og man kan nu også se dem ’på nettet’.
På et meget senere tidspunkt tilbød jeg, kvit og frit, min samlings af fotos til arkivet, i betragtning af at mine 40 års optagelser af alt på Yucatan nok kunne betragtes som en slags fortsættelse af Pedro Guerras fotografier. Jeg fik aldrig svar!
