Min mor Hanne var kommet på besøg, og ja, hvorfor ikke tage hende med på elev-ekskursioner. Mens eleverne indsamlede oplysninger og jeg tjekkede om de nu også var på rette spor, gik min mor rundt i gaderne i den lille by Ticul og kiggede sig nysgerrigt om. Min mor, der var lang, tynd og noget bleg, med briller, blå murerkasket og lidt gråligt tøj, faldt ikke helt ubemærket ind i den lokale folklore, med små tykke brune koner i hvide kjoler med spraglet broderi. Nu havde der i den periode, hvor min mor kom på besøg været to uhyggelige tilfælde, hvor to mindre børn var sporløst forsvundet i byen Tizimin. Det var ikke noget man var vandt til på Yucatan, så det gav bund for en masse rygtedannelser. Det var udlændinge som kom og stjal, og købte de små børn, etc. etc, hed det sig. Enden på sagen med de forsvundne børn viste sig, at være en ’skør’ 14-15 årig dreng, som nærmest var nabo til børnene. Han misbrugte dem, dræbte dem og gravede dem ned i baghaven.
Men det vidste man ikke, da min mor gik rundt i Ticul. Hun så mistænkelig ud, og da hun gik forbi en skole og stod længe og kiggede ind, var der straks nogle mødre som mente, at hun måtte være børnelokker. Da hun ikke rigtig kunne forklare sig på spansk, blev sagen spidset til, så hun følte hun heller måtte fortrække. Men det gjorde hun med en stadig større flok råbende og anklagende mødre, fædre og tilløbende efter sig. Min mor reddede sig tilbage på vores hotel, og der kom jeg og prøvede at forklare de stadig mere ophidsede borgere om sagens rette sammenhæng. Men min udlægning betragtede de som søforklaring, de ikke ville tro på. De krævede nu blod og retfærdighed – og hvis ikke de fik den, ville de selv tage den. Jeg måtte opgive at forklare, og bad borgmesteren tage ansvar. Det var ikke en rar situation, fortalte min mor mig, og jeg var enig. Nu måtte byens borgmester tage over.
Det endte med, at nogle politifolk med maskingevær kom for at ’anholde’ os, og på ladet af en politibil føre os til fængslet i den nærliggende by Tekax. Det var aftalt spil, og uden for Ticul fik jeg min egen bil tilbage, og besked om, at det nok ikke var klogeligt at komme tilbage ’lige med det samme’. Det havde min mor bestemt heller ikke lyst til – ’det var forfærdeligt’. Der kom en smøre i den lokale yucatanavis, med et foto, hvor man ser min mor skule ud bag en hoteldør. Den sympati vi ikke mødte hos de lokale i Ticul, modtog vi i en lind strøm af alle de læsere af Diario de Yucatan, som vi kendte.
