Forskerne fandt nu hver sit lille forskningshul, de kunne ligge og grave i. Ikke fordi vi var dansk ærtehalm, men dét hjalp vel også til, at Max Jardow Pedersen og jeg blev enige om at lave en festkalender for området med de mange traditionelle mayalandsbyer omkring Valladolid. Vi ville se, hvilke landsbyfester der var, hvordan de var organiseret og, for Max’ vedkommende, høre hvilken musik der blev spillet.
Festerne er så godt som alle skytshelgenfester organiseret af gremios – en slags festlav. Der bliver afholdt en, ofte to store fester om året, som hver kan udstrække sig fra 3- 15 dage, alt efter hvor mange gremios der er organiseret.
Max og jeg besøgte så at sige alle landsbyer i Valladolid kommune. Og da vi havde fået hold på festerne, begyndte vi naturligvis også at være observatører ved festerne. Max med sin båndoptager og jeg med mit kamera. Til alle sådanne fester er der rigeligt med spiritus, og der skal jo ikke mange skænke til, inden det kan blive vanskeligt at fokusere. Jeg er ikke afholdsmand, men en kraftig gulsot, som jeg fik under mit feltarbejde i Ecuador, har efterfølgende gjort, at mit spiritusforbrug er yderst ringe. Den bedste måde at holde drikkebrødrene og de tilbudte genstande på afstand er at sige, at man desværre er på penicilin kur, – No gracias, estoy tomando medicina. Den respekterede alle, og jeg kunne med glæde se frem til næste dag uden forfærdelige tømmermænd.
Når det er første gang man skal observere en helgenfest, er det et 24 timers job, for der foregår noget hele tiden, som man skal have registreret og få en forklaring på. I landsbyen Yaxche skulle vi gå 4 timer på en lille snoet junglesti til landsbyen. Herfra var det ikke sådan lige at komme tilbage til et bad og en ren seng. Vi sov og observerede fra vores hængekøjer i en lille kornlagerhytte 3-4 døgn, lige ud til byens plads, så vi kunne følge med i det hele. Ikke dårligt!
Til de større landsby helgenfester er der altid tyrefægtning. I de helt små landsbyer er det de unge mænd der tyrefægter. Midt på landsbypladsen bliver der med rafter og reb sat en mere eller mindre holdbar arena op. I Yaxche var det blot et nødtørftigt hegn med det resultat, at tyrene sprang over, vel hvor hegnet var lavest, eller hvor det gav efter. Til stor hvin og løben af de omkringstående, som hurtigt fandt ly bag et stengærde. I byen Chemax fotograferede jeg fra en mere fastsurret arena, med tribuner og siddepladser helt op til 3. etage ! I de større byer er det halvprofesionelle tyrefægtere der kommer. Tyrene kommer de lokale kvægejere med. Som regel er det nogle unge besindige cebutyre, som mere tænker på at komme ud fra arenaen, end sætte efter tyrefægterne. Den første tyr bliver altid ofret og hurtigt skåret op til bøfkød udenfor arenaen. Resten bliver der leget rundt med, til de får lov at slippe. Det sker ved at en flok galoperende cowboydere – vaqueros – spurter ind i arenaen med svingene lassoer, og med større og mindre held viser deres bravour, for til sidst at trække tyren ud.
Max og jeg fik lavet en tekst med fotos og nodetranskriptioner af de forskellige musikarter der bliver brugt til festerne. Men der kom ingen bog ud af indsatsen. Først mange år senere i 1999 fik Max endelig publiceret sin La Música Divina de la Selva Yucateca. Den første om traditionel yucatekisk musik med nodetranskriptioner. Den kom i en ydmyg udgave og endda uden fotos, for to gange var det lykkedes forlæggerne at smide mine fotos væk. Og nok er 3. gang lykkens gang – men ikke i dette tilfælde. Jeg er kun overtroisk, når det tjener mig!
