Dengang vi flyttede til Mérida i 1980, begyndte jeg at tage billeder af byen, for så at sige at lave et portræt af den med alle dens rynker, og brune, venlige øjne. Da jeg nu, som ansat ved INAH, var flyttet tilbage fra Valladolid til Mérida, fik jeg bedre muligheder for at forfølge de mange spændende emner, der er i en by. Jeg fik overtalt den nye direktør for regionalcentret José Luis Sierra til at INAH sponsorerede udstillingen. Og det må jeg sige var godt. Udstillingen kom til at hedde ’Mérida i sort og hvidt’ – Mérida en blanco y negro, men da jeg også viste den sorte side af ’den hvide by’ – La Ciudad Blanca som den kaldes – og da jeg til plakaten brugte et portræt af en gammel støberiarbejder, der lige fik tid til en smøg, så ville borgmesteren, Guido Espadas ikke være med til at åbne udstillingen, med mindre jeg lavede lidt ’ hvid manecure’. Og det var jeg selvfølgelig ikke til sinds at gøre, da jeg følte jeg havde lavet et sympatisk, men også realistisk portræt af byen. Her bakkede José Luis mig fuldstændig op. Så udstillingen åbnede, uden borgmester. Men da billederne blev vist i forhallen til det store Teatro Peón Contreras, på byens hovedgade, så var der altid fuldt op af nysgerrige folk, der lige gik forbi og kiggede ind.
Senere blev udstillingen vist i Mexico By, på Muset for Folkekunst Museo de Culturas Populares i bydelen Coyoacan. Det lå lige om hjørnet til Frida Kahlos og Trotskis huse. Jeg havde haft kontakt med lederen af museet, etnografen Guillermo Bonfil, som havde været på Yucatan for at indsamle materiale til udstillingen om fiskerne langs de mexicanske kyster. Jeg havde taget en del billeder fra det lille fiskerleje El Cuyo på Yucatans nordkyst. Det havde været vores nærmeste badestrand i den tid vi boede i Valladolid, og jeg var efterhånden kommet til at kende de fleste af fiskerne dér, som jeg ofte var ude at fiske sammen med. Guillermo udvalgte en del af mine billeder fra Cuyo, og de kom med, både på udstillingen og i den bog der samtidig blev lavet. La Vida en un lance var en virkelig spændende udstilling, sat op på en ’helt anden interactiv måde’ i museets store nye udstillingshal. Her blev der skabt ’levende’ interiører fra hjem og fiskerbåde, og der var brugt rigeligt med genstande, fotostater, musik og lysbilledserier.
Da jeg nu havde kontakt til Guillermo Bonfil, foreslog jeg ham, at vise udstillingen om Mérida på museet. I 1985 pakkede jeg hele udstillingen ned og kørte sammen med min datter Elvira til Austin i Texas, hvor jeg hængte billederne op i gangene på Nettie Lee Benson Library ved University of Texas. Efter åbningen fortsatte Elvira og jeg mod Miami. Vi kørte i en VW-camper, som jeg lovede at køre fra Merida hjem til Miami for historikeren Miguel Bretos.
Den havde vi sammen kørt rundt i på Yucatan for at besøge koloniale kirker og klostre. Men nu skulle den tilbage, og på den måde fik Elvira og jeg set Den Mexicanske Golf, hele kompasset rundt. Det var to vidunderlige måned jeg havde sammen med min lille Elvira. Hun sov i en køje der sprang frem, når jeg slog taget op, og jeg på en udtræksseng i bagenden af bilen. Og spise ? Elvira vil nok bedst kunne huske de gringo-store isbøtter, som vi let kunne gufle i os.
I New Orleans var vi forbi på Tulane University, og her blev det ikke svært at overtale Thomas Niehaus, der var bibliotekar ved det kendte og for Yucatan vigtige bibliotek, til også at vise udstillingen om Mérida i 1985. Vores kendte, danske mayaforsker Frans Blom er et kendt navn på Tulane, da han havde været med til at grundlægge Middel American Research Institute i 1924. Han kunne desværre ikke lade flasken stå, men fandt heldigvis en ny begyndelse i Mexico, hvor han sammen med sin kone Gertrude Duby oprettede forskningscentret NaBolom i byen San Cristobal i Chiapas delstaten.
Thomas Niehaus var god til at fortælle historier, og under et langt, og for Elvira kedeligt ’stand-up-party’ på universitetet, fortalte han længe om elevatoren Otis mærkelige oplevelser. Senere fik jeg at vide, at Thomas havde forladt det prestigefyldte jordiske job, for at blive præst og himmelsk vejleder. Ikke dårligt, og når Vorherre kalder, må man følge.
