Det er varmt på Yucatan, og især inde i byen Mérida, så alle flygter til de hvide strande, der lægger sig som et velsignet afkølende bånd omkring halvøen. Da jeg og min familie i 1980 kom til Yucatan, gjorde vi det samme. Og fandt den lille fiskerby El Cuyo. Den var i før-spansk tid også havn for den livlige trafik, der padlede af sted langs kysten i store udhulede kanotræstammer. Midt i byen ligger der stadig en pyramide, hvor der på toppen står et fyrtårn. Jeg blev helt ‘bidt’ af denne fredelige lille by, og kommer der så tit jeg kan til det sommerhus vi fik bygget på orkesterplads ud til stranden. Meget af det du nu læser, er skrevet dér.
Vejen til Cuyo forløb i de første år over et tipvognsspor, som blev brugt til at fragte tømmerstokke til kysten og derfra skibe dem ud i den vide verden. Nu var der ikke meget tilbage af urskoven, fældet for at give plads til kvægfarme – 1 ha. pr. dyr, ikke særlig økologisk.
Da vi kom til Cuyo var der begyndt et mere intensivt fiskeri, men stadig i mindre åbne både, der lå fortøjet til den gamle landingsbro. Og når ‘los nortes’ nordenvindene blæste op, sprang alle fiskerne om natten ud af hængekøjerne og af sted ned på stranden for at trække bådene i sikkerhed på land.
Jeg blev venner med alle, som man siger. Men især med Chato, som var døbt Alejandro Soloria, og hans familie, Chole hans kone og sammenbragte børn. Hos dem var der ingen grænser for gæstfriheden. Med Chato var jeg ude at fiske mero, der ligner torsk, blæksprutter og hummer. Hummerne skulle man dykke ned til bunden og med en lang krog trække ud fra de huler, hvor de gemte sig. Dykkerne var forbundet fra overfladen med en lang haveslange, til en kompressor, hvorfra fiskeren sugede livgivende ilt. Jeg blev aldrig god til det, men nogle år efter lykkedes det mig dog med ilttanke at dykke ned på 30 m. dybde langs koralrevet ved den Caribiske Kyst. En fantastisk oplevelse, som jeg dog ikke forfulgte.
I Cuyo begyndte jeg fotografisk at dokumentere dagligliv i byen, i hjemmene og på havet. Det endte med, at jeg siden besøgte alle de andre fiskerihavne langs kysten, fra Cuyo til Sisal og Celestun for at samle billeder og indtryk til en udstilling Fiskerne på Yucatan, som blev åbnet på Dansk Fiskerimuseum i Grenaa i 1987. Imens jeg lavede udstillingen flyttede jeg ind på museet i noget der tidligere havde været en avisredaktion, så her kunne jeg i det gamle mørkekammer forstørre mine fotos. Udstillingen blev produceret i godt samarbejde med museumsinspektøren Torben Westergaard – hvor jeg hver aften blev inviteret til god middag. Museumsdirektøren Bjarne Flou skal heller ikke glemmes i denne sammenhæng, for det var hans ide, at der på det lokale hjemstavnsmuseum også kunne vises fra den store verden.
Udstillingens billeder og tekster blev samlet i en lille bog til skolebrug i Danmark. Desværre kom hverken udstilling eller bog yukatekerne til gode. Og hvorfor ikke ? Udstillingen var så småt planlagt, men vi kom aldrig frem til at finde pengene dertil, og så måtte jeg jo finde på noget andet at leve af.
