En gang tog jeg Humberto med ud i landsbyen Xocen, hvor jeg var begyndt at arbejde med etnografisk forskning sammen med min kone Silvia Terán. Vi var til en landsbyfest, hvor både Humberto og jeg tog mange billeder. Det fik jeg nogle år senere en del problemer ved. Det skete således.
I forbindelse med mine etnografiske studier i Xocen tog jeg billeder af arbejdsprocesser og huslige indretninger. Men samtidig togså billeder hvor hele familien blev linet op i stiveste puds, og stod så stive og stille, så man kunne have taget et daguerotypi billede af dem med lang eksponeringstid. Disse billeder forærede jeg folk, som en form for venskabelig udveksling, eller noget for noget, som nogle vil sige i dag. Folk var meget interesserede i disse billeder – og hvem ville ikke det, når de er gratis. Men – en dag kom der en teatergruppe til Xocen, og den begyndte næsten på samme måde, som jeg kan forestille mig de første munke i byen, at lægge beslag på byens kultur og traditioner. Gruppen fik organiseret et stort teater-show som involverede de fleste unge i landsbyen. Men de kom også med ideer om at ’de hvide’, los dzules, havde stjålet deres kultur, og at især etnograferne i dag var de slemme. De påstod at etnograferne og udlændinge – det passede på mig – tog fotos som de solgte til udenlandske blade a la Nacional Geographic og tjente styrtende. Hele denne propaganda eller om man vil, bevidsthedsgørelse begyndte at påvirke mit arbejde med at skildre dagliglivet i landsbyen. Teaterfolkene gjorde det vanskeligt for mig at tage billeder i større forsamlinger, selv om mange folk kom og bad mig tage private billeder til deres bryllup eller andre familiebegivenheder.
Situationen spidsede til en dag under en helgenfest, da min compadre og hidtil gode ven Fermin Dzip, som nu havde allieret sig med teatergruppen, insisterede på, at jeg skulle betale penge, hvis jeg fortsat ville fotografere. Han beskyldte mig endvidere for at have solgt billeder fra Xocen i byen Mérida. Det blev den berømte dråbe. Jeg gik op på det lille lokale ’rådhus’ og anklagede min compadre for falske påstande. Nu er en compadre jo ikke en hvem som helst, men én man har etableret en gudfader relation til i forbindelse med et kirkeligt bryllup, dåb eller konfirmation, så man skal behandle hinanden med stor respekt, da man, om ikke blodsbelægtet, så dog alligevel er i familie med hinanden. Da der var fest i byen, blev der et leben af nysgerrige tilskuere i det lille borgmesterkontor, hvor alle sager altid behandles for åbne døre. Jeg bad nu min compadre bevise, at jeg havde solgt billeder fra Xocen i Mérida, og kunne han det, ville jeg som bod lade slagte et svin og give en øl til alle. Vild jubel!. Men kunne han ikke – var han så villig til at indfri det samme ? Jeg var jo sikker i min sag, for jeg tror dårligt jeg ville have haft råd til at indfri mit tilbud.
Noget efter kom min compadre tilbage med et lille fotografisk postkort, som ganske rigtigt viste en traditionel jarana dans fra Xocen – som der stod angivet på kortets skriveside. Men på forsiden var der nogle underlige tykke klatter af hvidt retoucherblæk. Jeg foreslog vi skulle skrabe det af, hvilket blev accepteret. Og så kunne alle læse Foto: Humberto Suaste. Jeg var reddet! Og Humberto var heldigvis ikke til stede. Ellers var han nok endt i kasjotten der, for der skal ikke meget til, før man havner bag tremmerne i Xocen.
Sagen var, at Humberto ved universitet havde fået udgivet en serie postkort med forskellige motiver fra Yucatan, blandt andet også et fra Xocen. Men at han har tjent noget på det ? Nej det gør man ikke på fotografier i Yucatan. Man får til nød sine tekniske udgifter dækket, men den tid man bruger – jo jo det er sjovt og man gør det gerne – dén får man på ingen måde dæk-ket. Penge til at overleve for, dem må man finde andetsteds.
Problemet der skøjtede til overfladen denne eftermiddag i Xocen, er et evigt problem mellem fotografer og ’etniske’ modeller. Helt rigtigt: vi kommer anstigende i vores store biler, og ser et rigtigt ’folkeligt’ motiv, stopper eller nøjes blot med at stikke kameraet ud af bilvinduet, og klik. Og hvis man lover at sende et billede tilbage til familien, ja, har man ikke glemt det, når man kommer hjem, så er der måske ikke noget posthus eller adresse til at modtage de fotos man måtte sende.
De etniske modeller bliver jo efterhånden bevidste om den enorme økonomiske forskel, der trods alt er mellem fotograf og model, og det er vel så heller ikke urimeligt, at de i det mindste kræver: – one picture, one dollar.
Nogen enkelt løsning er der ikke. Tænk bare på det ikoniske foto The Afgan Girl af pigen med de blå øjne, taget, ikke med hendes gode tilsagn, af fotografen Steve McCurry, som kom på National Geographics forside og siden på masser af publikationer. Og hvem fik royalties for dette foto ? I hvert fald ikke Sharbat Gula. Men Steve fik start på en stjernekarriere. Hun blev mange år senere lokaliseret og har vist nok nu fået en kompensation.
