Hvordan greb vi så undersøgelsen an ? Som i alt andet hvor man skal trække på den menneskelige viden, er gode forbindelse nøglen til gode resultater. Vi brugte derfor en god del af den første tid til at leve os ind i, og være sammen med folk. Vores førte kontakt i Xocen, Don Fermin, var siden sidst blevet en del af en teatergruppe, der havde slået sig ned i Xocen, ‘Laboratorio de Teatro Campesino e Indígena’ under ledelse af María Alicia Martínez Medrano. Her fik Fermin selv et lille job i gruppen, men hans mål var nok først og fremmest at få sin datter Marbella ansat, med løn, frynsegoder og pension, i gruppen. Gruppens gjorde meget ud af involvere så mange af de unge, drenge som piger i de stykker de viste. Målet var ’ ej blot til lyst’ men gennem teater at bevidstgøre de unge skuespillere om deres gamle mayaindianske tradition, der var ved at gå i glemmebogen. Desuden om de mange problemer der massivt begyndte at påvirke de traditionelle landsbyer, gennem radio, tv, skole og ikke mindst nødvendigheden af at søge lønarbejde udenfor landsbyen. Det var Silvia og jeg helt med på, så vi regnede med et samarbejde, ved at stille vores viden om landsbyens tradition til rådighed for gruppens arbejde. Men, god morgen, der havde vi gjort regning uden vært. Teatergruppen mente, at de etnografer, især gringoer, som kom, ved deres studier stjal den oprindelige kultur, så nu var vi, og især mig gringo, pludselig ikke mere i kridthuset hos vores compadre Fermin. At han så plejede egne interesser og svigtede sin troskab med sine compadres, det kunne vi ikke lade vores arbejde gå i stå af. Vi fandt masser af andre gode venner og informanter. Dog havde jeg senere et reelt sammenstød med ham, som jeg har beskrevet på side ?
