I vores arbejder i Xocen studerede Silvia og jeg hvordan befolkningen, de før-spanske og de nulevende mayaindianere dyrker jorden for at få en høst, så de har nok at leve af. Der er blandt milpafamilierne en klar og fornuftig arbejdsdeling mellem mand og kone, således at mændene påtage sig alt det arbejde der foregår i skoven og marken, og kvinderne tager sig af arbejdet i huset og på den gårdsplads – patio, der omgiver boligen. Mændene bringe markens afgrøde hjem, og dem grutter, koger og bager kvinderne sammen til lækker og næringsrig mad. På dette grundlag har generation efter generation af milpafamilier kunnet leve sundt og have nok til at udfolde sig i en enkel, men indholdsrig kultur. En milpabonde kan ikke overleve uden at have en kone i huset. Og omvendt, en kvinde uden mand vil hurtigt få det så svært, at hun må finde en mand, fader eller broder til at klare dagen og vejen med. En enkemand vil sjældent kunne finde en ung jomfruelig kone, men må ’nøjes’ med en enke. Og en enkekvinde, måske med børn, må ’nøjes’ med en enkemand, hvilket godt kan give problemer.
Lidt på samme måde har denne arbejdsdeling også bestemt vores arbejde i Xocén. Jeg har fulgt mændene i marken, deltaget i ceremonier, hvor kvinderne er udelukket, og Silvia har kogt mine resultater sammen og lyttet til kvinderne.
Silvia og jeg er ret så forskellige i vores forskningsmetode. Jeg er beskrivende og ikke særlig dybtgående elle analyserende. Det jeg mangler, har Silvia. Hun forfølger et emne ned til mindste detalje, hvor jeg for længst er hoppet af vognen, og hun er god til at sætte materialet ind i en større teoretisk og historisk sammenhæng. Når Silvia så har kogt retten sammen, har jeg igen taget over og klaret alle de mange praktiske problemer med at få den serveret og bøgerne publiceret.
Vi har hver vores styrke og svaghed, og jeg er overbevist om, at vi hver for sig ikke kunne have lavet det arbejde, vi får gennemført i Xocen.
Bøgerne har vi været fælles om, men hvem skal så stå som første forfatter? For at forsimple, besluttede vi fra begyndelsen, at ’lade damerne komme først’, så på alle vores fælles publikationer står ’Silvia Terán’ først. Der var en svipser, men det var ikke vore skyld.
