Jeg har et bogprojekt, som jeg ikke kan give andre end mig selv skylden for, at det aldrig er blevet til noget, og nok heller aldrig bliver til mere end et skuffeprojekt.
Gennem mit ophold i Mexico og mit nære kendskab til dén fremtrædende plads respekten, omgangen og festen for de døde har i den mexicanske folkekultur, var jeg også blevet interesseret i danskernes forhold til døden – som generelt er, at holde den på så lang afstand som muligt. Når jeg var i Danmark, og især under et ophold på Rødding Højskole i 1988, begyndte jeg at gå på jagt på kirkegårde efter typiske, usædvanlige og smukt udførte gravminder, fra tidligste tider med Jellingestenen over Gorm den Gamle og Thyra Danebod, til den helt upersonlige sten over ’mor’ eller ’far’ i vor tid. Interessen for emnet var der, men det var nok så meget en god anledning til at komme rundt i hele landet, og samtidig også at mulvarpe mig igennem meget af Danmarks historie, som med mit emne, jo oftest blev kongernes, kunstnernes og de kendtes historie. For det er stormændenes og de riges gravminder, der er blevet bevaret.
Jeg har været på mere end 150 kirkegård og har utallige fotos på mine mange strimler med negativer. Jeg har delt gravminderne ind i alle mulige kategorier og tidsperioder, men jeg har aldrig kunnet finde den røde tråd, eller fundet tid til at skrive teksten, der kunne bringe det hele sammen til en spændende og vedkommende bog. Jeg tror jeg må nøjes med den store glæde, jeg har fået ved at rejse rundt og indsamle. Og så håbe, at nogen engang vil finde anvendelse for mine ’gravminder’. Men da ligger jeg selv under mulden. Jeg har fundet et bronzerelief på Garnisons Kirkegård over ’Chr. Rasmussen’, der ligner mig på en plet, og på Ribe kirkegård en sten over Christian Rasmussen og Olga Rasmussen, som vel er det nærmeste, der passer til mig og min kone Olga Silvia Teran de Rasmussen!
