Til den etnografiske monografi som vi var i gang med, var vi interesserede i at registrere og analysere alle de problemer der blev forelagt borgmesteren i det lille rådhus. De fleste af problemerne drejede sig, som i de fleste samfund verden over, om problemer på hjemmefronten. Følgende hændelse, som blev ført til protokol, kunne nok også blive ventileret på et dansk socialkontor:
På borgmesterkontoret kom i aftes en kone og klagede over 6 personer, som samles i hendes hus for at drikke. Det har nu stået på i to dage, og det skyldes ikke mindst, at hendes egen mand er blandt drikkebrødrene, som han inviterer med hjem ( min bemærkning: der er helgenfest i landsbyen, som varer en uges tid ). Konen klager, fordi hendes svigermor beskylder hende for at være kæreste med alle 6. Konen beder borgmesteren om at afhente de 6 mænd og forbyde dem at drikke i hendes hus, fordi de skaber problemer i hjemmet.
Alle møder på rådhuset er åbne, så man kan blot stille sig i døråbningen og høre med. Det gør mange, også jeg, men for mig er der den barriere, at samtalerne, naturligvis, foregår på maya. Og det forstod jeg for lidt af, til at følge med i hvad der blev diskuteret. Jeg havde uden større held prøvet at få en ung studerende fra landsbyen til at lave referat. En tidligere borgmester havde jeg forsøgt at få til at føre en dagbog over hvad der skete på kontoret, men han kunne ikke formulere sig eller referere på skrift.
Så blev der borgmesterskifte og den nye mand i stolen var Caspar Canul. Han er ’typisk’ mayabonde, passer sin milpa og sine bistader, og selv om han havde arbejdet nogle år i en restaurant på Cozumel, er han dybt rodfæstet i sin lokale kultur. Og, lykkeligvis viste det sig også, at han er god til at skrive, kontant, kort og uden litterære ambitioner, som det fremgår af det citerede referat. Men med stort litterært talent.
I 2001 var jeg så heldig – jo ! heldig for der er mange om biddet – at få penge fra Carlsbergfondet. Tak Una Canger! En del heraf blev nu brugt til at betale Caspar for at føre dagbog. Det gjorde han hver dag i over et år, og den blev ikke blot en litterær nydelse, men også en guldgrube til at se, høre og forstå dagliglivets problemer og modsætninger i en lille landsby. En aften kommer en kone og klager over, at hendes mand slår hende, når han er fuld – det var en hyppig klage! Den næste dag kommer en mand og anklager sin kone for at være en slags heks, xtabay¸ som forfører mænd, eller omformet til ged eller hund tager af sted til heksesabbat. Klagerne bliver, naturligvis, taget helt alvorligt og ført til protokols, for både borgmester og klager bevæger sig i samme begrebsverden. Og som der står i de fleste akter – ’hvis det gentage sig, vil den anklagede blive stillet for de rette myndigheder’.
På borgmesterkontoret kom i aftes en mand og klagede over, at han i morges ved firtiden var vågnet ved lyden af en zorillo (et lille pungdyr), som var kommet ind i hans hytte. Han greb sin machete, men lige i det han skulle til at slå så han, at det var hans kone. Manden blev vred
og skældte konen ud med disse ord (Min forklaring: fordi han mente konen var en heks, der kunne skifte form fra menneske til dyr): – Nu kan jeg se at du er en heks waaychivo, og du laver dig om til et dyr. Jeg giftede mig med en pige, ikke med et dyr. Men hvis du fortsætter på denne vis, så skal jeg næste gang slå dig ihjel med min machete. Nu kan jeg bedre forstå, du klager over smerter i øjnene, det er jo fordi du hver nat løber rundt og forskrækker folk (med dit hekseri). Manden forklarede, at hans kone ville gøre ham bange, men han lod sig ikke forskrække og i stedet ville han slå dyret ihjel.
Konen svarede manden: – du kan da se det er mig og ikke en zorillo. Du var ved at slå mig ihjel og derfor råbte jeg til dig, vågn dog op.
Derefter var de begyndt at diskutere og skændes. Der er had imellem dem, fordi de ingen børn har.
Manden sluttede med at sige, at hvis han dør, så er det konens værk, for hun er en heks, en waay, der løber rundt hele natten og derfor ikke bestiller andet end at gabe og sove om dagen.
Pueblo chico – infierno grande (lille by – stort helvede).
Jo, jeg oplevede tit, at mit lille ’romantiske’ indianersamfund kunne være en heledes forgård for mange af indbyggerne, der bor tæt op ad hinanden. Det grundlæggende problem i den citerede rapport her kan let være, at der ikke kom børn i ægteskabet. Det betyder, at manden ikke har en søn, der kan hjælpe ham i marken, og de to på langt sigt ikke har nogen, der kan underholden og passe dem, når de bliver gamle.
Alle Caspars optegnelser fra borgmesterkontoret udgav vi, sammen med etnografens analyser, som El Diario del Comisario på det lokale universitetsforlag.
