Det var Klaus Ferdinand, der havde givet mig en henvisning til Niels Fock. Så en dag stod jeg foran hans dør, oppe på 5 sal under taget på Strandboulevarden og ringede på. Om det var ham eller hans kone Bodil der lukkede op, husker jeg ikke. Men jeg husker, at jeg fra den dag af altid var velkommen i deres hjem. Det var bare overvældende, for nok havde jeg mødt mas-ser af gæstfrihed undervejs på min rejse gennem Afrika, men jeg var indgarvet med en hold-ning fra mit eget hjem med, at man kun holdt døren på klem for uanmeldte gæster. Og gæster der blev ’for længe’, var ikke velsete i mit eget hjem. Små, korte besøg var min fars motto, lige til han døde. Men hos Bodil og Niels blev jeg modtaget med åbne arme, og døren var altid på vid gab. Snart sad jeg i en af de dybe lænestole omkring det lave firkantede bord midt i stuen med de skrå loftvægge. Det varede ikke længe inden kedlen fløjtede og der foran os stod the og ristet franskbrød, kager og kiks. Og så fortalte jeg løs om min rejse, hvad jeg havde oplevet, og hvad jeg ville med mit studie af etnografien. Niels var en tålmodig lytter, og imens tændte han eller kradsede den ene pibe tobak ud efter den anden. Det endte med, at jeg efter theen fik både middagen og aftenkaffen med.
Da jeg fik værelse i Rosenvængets Sidealle, var jeg tæt på Niels og Bodil, så det gode forhold fortsatte, og jeg var tit babysitter for deres to børn, Eva og Mikael og reddede mig på denne konto hver gang et solidt aftenmåltids mad. Det hændte også, at jeg blev inviteret med til Fuglebjerg, og hjælpe lidt med til at rette op på det forfaldne husmandssted de havde købt udenfor byen, smukt beliggende lige op til et lille stykke skov. Indtil vi kunne overnatte i huset foregik indkvarteringen i gæsteværelset, med store tunge dyner, i kredslæge Fock’s villa på hovedgaden i Fuglebjerg.
