Da vi kom tilbage til Cornell-kontoret i Quito lå der en håndskrevet meddelelse fra Eva, der ikke havde haft den samme behagelige omgang med indianerne i den landsby, hvor hun var blevet udstationeret:
Kære Christian.
Nu sidder jeg igen i Quito, flygtet i rivende hast fra Salasaca. Det første Bobbi fortalte mig da jeg kom ind ad døren i Ambato, var at nogle fulde salasacs onsdag nat var brudt ind i mit hus i Rumiñahui; de havde ikke taget noget, præsidenten sagde at det kun var for at tæve mig, men jeg tror nu ikke jeg var sluppet ret levende fra det, og alle sagde, at det ville være farligt og idiotisk at blive Finados over, så jeg foretrak at fortrække mens endnu i live.
Kærlig hilsenEva
Jeg undrer mig endnu hvorfor Eva, som kvinde, var blevet sendt til denne mistænksomme, kolde og ugæstfrie landsby, og ikke, for eksempel, til min rare varme by. Enden på den historie blev, at Eva forlod ’sin’ etnografiske landsby, og vendte tilbage til Danmark med nogle traumatiske etnografiske oplevelser.
I hendes sted havde jeg bedt om bedre bosted og landsby. Jeg selv kunne jeg kun drømme om at blive boende i mit smørhul. Men der var også noget der trak derhjemme:
Uha nu er der ikke mange dage tilbage. Jeg er faktisk ked af at jeg skal rejse, for der er stadig en masse ting jeg kunne tænke mig at gøre fær-dig, men hvad, sådan er det altid. Altid er der en anden bjergtop man gerne lige vil se. Det er dejligt at kravle over det næste bjerg.
Men jeg glæder mig meget til at se min store tykke kone. Jeg tror jeg vil få et chok når jeg ser Margrethe, jeg vil vist ikke rigtig kunne forstå, at denne store mave kommer mig ved. Quito d. 27 oktober, 1965.
Og at der blev ’trukket’ i mig hjemmefra, ja dét er også een af hagerne eller siderne, når ’to der elsker hinanden’ er så langt fra hinanden, at man ikke lige kan stikke en hånd ud og føle, at du er der. Således skrev Margrethe som slutningen på et langt brev:
Elskede jeg glæder mig så fantastisk meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget meget megte meget til at se dig igen.
kærlig hilsen din kone og hustru.
Til trods for glæden ved at forske og være midt iblandt ’de vilde’, så kunne jeg jo heller ikke være uberørt af Margrethes insisteren på, at jeg burde være hjemme til fødslen af vores barn. Det endte med, at jeg pressede Niels Fock for at rejse hjem tidligere, til fødslen. Men her var han demokratisk, – og bestemt: – ja du kan rejse hjem, men på dit eget ansvar, som han udtrykker det i sit brev (1965.10.12 ) til mig.
Kære Christian,
Tak for dit sure brev til den kryptiske imperialist. Jeg har netop snakket med Margrethe, der også havde fået et kort brev, og som var lidt gal i begyndelsen af samtalen.
Lad mig sige et par ting. Jeg tror det står mig frit for at anbefale dig visse ting i forbindelse med forhold som hjemrejse, men jeg stillede dig helt frit – under ansvar.
Jeg vil nemlig nødig, at du skulle blive ked af det senere over ikke at have udnyttet dine chancer fuldt ud, og jeg følte grant (?) at du var un-der pres fra Margrethe – altså måtte jeg tage ansvaret. Jeg forklarede også M. at hendes eventuelle vrede kunne hun umuligt rette mod dig, men eventuelt mod mig, der ville kunne bære den let. Og navnlig kunne hun rette den mod sig selv, fordi sådan at lægge bånd på andre, rimeli-gvis ville hævne sig. Du ville senere kunne bebrejde hende, at du blev afskåret fra at argumentere for et længere ophold.
Jeg mener at de tre sidste uger vil betyde lige så meget for dig, som hele resten af tiden, og vi ved aldeles ikke om du eller andre får muli-ghed for Ecuador til næste år!
En anden grund – og en vigtig – til min irritation var, at du, som trods det at du er 1. dels studerende, blev udvalgt på din særlige interesse for den slags arbejde. Både du og jeg kunne da med rette blive kriti-serede, hvis du tog det for let, og vi ville utvivlsom blive det fra de 2-3 stykker, der også havde lyst til det samme projekt.
Nå, du, lad os begge stryge dette trivielle intermezzo – og gå videre. Jeg håbe du nu blot vil glæde dig over dit arbejde i Peguche og få gode resultater. Jeg var så opmuntret over dit livlige og engagerede brev fra før d. 27/9, der viste at arbejdet skred godt fra dig. Også fra Eva forstår jeg at du har tilpasset dig overordentligt med familiær stilling og tonsvis af popularitet. Det glæder mig specielt at du er kommet til at holde af folkene der og hele landsby (misticeret ??). Selv har jeg også altid be-fundet mig vel i sådanne små cirkler.
Jeg tror nok jeg allerede har animeret Margrethe betydeligt, hun er na-turligvis nok lidt overfølsom nu, men forstod dog udemærket mine syns-punkter, og jeg vil holde forbindelsen tæt nu, så hun bliver helt tilfreds med udviklingen.
Nuvel, det var i al hast. Jeg håber du har det fint på alle måder, og også Bjarke og Eva. Hils dem når I ses igen – og vær glad !
Kærlig hilsen Niels.
Jeg syntes det var et fint og rigtigt brev, og enden på hjemlængslen blev da også, at både Margrethe og jeg ville holde pinen ud, så jeg kom hjem som planlagt – også selv om det blev efter Annikas fødsel.
