Silvia var godt i gang med en kortlægning af kunsthåndværk på Yucatan. På lokalt plan arbejdede hun sammen med Ady Rosa Cuaik, som var en hurtig i aftrækket og bestemt leder af regeringens Casa de las Artesanias. Casa / Centret hjalp kunsthåndværkerne med deres produktion, og købte deres produkter, som dels blev solgt i en stor butik i Merida, eller sendt videre til andre statslige kunsthåndværks forretninger i resten af Mexico.
Jeg begyndte at tage billeder af de forskellige grene af kunsthåndværk, som broderi, keramik, smykker – på Yucatan kaldes guldsmedene plateros, sølvsmede, skomagere og lædersmede, stenhuggere, og væveri på lænnedvæve af sisaltasker. Desuden smukker lavet af rødt koral og skildpaddeskjold. Hertil også papirklip, der brugtes ved religiøse optog. Det var alt sammen en del af en bred håndværks tradition, som forsvandt lidt efter lidt, da alt blev industrialiseret eller erstattet af import fra Kina. På denne måde kom Silvia og jeg i nær kontakt med den traditionelle indianske keramiker Juanita Dzul, i den lille landsby Dzitnup udenfor byen Valladolid. Det kom der i Casa de Artesanias en udstilling ud af, med hendes krukker og figurer, ledsaget af mine fotos.
I en del af det gamle kloster Mejorada blev der i 1980 ( Præsident Lopez Portillos sidste embedsår) indrettet et meget stort og smukt kunsthåndværksmuseum. I den nederste del vistes genstande fra Yucatan – og hertil lavede jeg, – jeg tro 38 stor fotos. På første sal var der en samling af kunsthåndværk fra hele Mexico. Museet var finansieret af det føderale INI – Instituto Nacional Indigenista og den lokale regering. Det blev indviet lige inden det obligatoriske regeringsskifte, og som det også for ofte sker, var den nye regeringen ikke specielt interesseret i dette projekt, så lidt efter lidt faldt museet fra hinanden, til det til sidst var bedre helt at lukke det. Trist, men et godt eksempel på den typiske mangel på kontinuitet i Mexico.
Jeg fortsatte med at tage fotos af kunsthåndværk, og det hele endte med, at Silvia og jeg lavede en lille bog Artesanias de Yucatán der udkom 1981. Det var den første bog om kunsthåndværk på Yucatan, så man skulle tro at der var stor interesse for at få den udgivet. Men selv om vi havde tæt kontakt til lokalregeringen, måtte vi faktisk gå tiggergang for at få den udgivet. Det skete til sidst hos store tykke, alle tiders Raul Maldonado, som kæmpede hårdt for at holde et lokalt forlag Maldonado Editores kørende. Designet i hans udgivelser er ikke særlig smukke, men der kom dog en lang stribe lokale, glemte og nye forfattere ud på tryk. Og at en bog kan læses, er vel en bogs primære funktion. Da han alt for tidlig døde (2005) var der mere gæld end overskud i arv til hans kone og datter, som fører forlaget videre. Silvia fortæller (2020), at vores bog stadig sælges, uden dog at begrebet royalties har været på tale. Men det var dette konstante gensyn med vores bog, der fik os til at mene, at det nu var på tide at lave en ny.
Kontakten med Raul Maldonado førte til, at jeg lavede 10 tekst-billedreportager om dagligliv, bygninger og traditioner i ugemagasinet Punto y Seguido – et af Raul godt redigeret søndagstillæg i den elendigt redigerede PRI-regeringsavis Diario del Sureste. Jeg var heri meget inspireret af de reportager jeg kunne se/læse i det amerikanske Life, eller i søndagstilløget af Neue Zúrcher Zeitung, som jeg læste i min tid som militærnægter på Centret for Udviklingsforkning.
