Niels Fock holdt nogle forelæsninger om det han havde fået ud af sine studier hos Mataco indianerne i det nordlige Argentina. Det eneste jeg kan huske fra denne forelæsningsrække er, at når man nævner de planter som indianerne bruger, så skulle man altså også lige sige og vise, at man ved hvad de hedder på latin. Det er selvfølgelig vigtigt og rigtigt, men det var nok ikke lige det de nysgerrige unge studenter kom for at høre. Men de blev optrænet! Der var dengang ingen introduktion til faget, endsige en venlig pædagogisk indføring i fagets metode og område. Nej det var lige på og hårdt, og de som ikke forstod, de kunne bare lade være med at komme. Det synes jeg, også dengang, var en uhensigtsmæssig og unyttig måde at bruge de unges kræfter, begejstring og nysgerrighed på.
Men egentlig kunne vi nybegyndere også være ganske ligeglade med hvordan der blev undervist i etnografi, for det skulle vi slet ikke have noget med at gøre i de første 1-2 år. Faget var organiseret, så man til forprøven – efter beregnet 2 år – kun skulle eksamineres i dansk oldtid og alverdens geografi. Værsgo’, og glem så for en tid det med de fjerne lande og eksotiske kulturer. Etnografien startede jo som en gren af kulturgeografien. Og genstands arkæologi havde også været en hjørnesten i fagets tidligste tid.
Helt sådan gjorde vi nu ikke. Bror Westman, Bjarke Frølund, jeg og et par andre startede en studiekreds, hvor vi havde anskaffet Melville Herskowits The Study of Man. Hvorfor vi ikke valgte Birket-Schmidts Kulturens Veje, som var blevet genoptrykt i en populærudgave på Politikens Forlag, og kunne anskaffes antikvarisk billigt, det var nok fordi, at den ikke var så populær, som den gav sig ud for. Og slet ikke blandt de studerende. Den var meget fikseret omkring udveksling og vandring af ’primitive’ samfunds genstande rundt i verden, – hvilket jo var et fornuftigt synspunkt for en museumsmand, men måske ikke det mest relevante for unge, der ville forstå forskellige folks levemåder, og endda hjælpe med til at gøre livet for dem bedre. Bogen kom ikke så meget ind på at forklare de net af sociale relationer og tro, som holder samfundene sammen. Og der var heller ikke noget om samfundene, som de tog sig ud i dag – 1962, eller om sammenstødet og modsætningerne mellem de ’primitive’ og de ’moderne’ samfund. Det var ligesom med historiebøgerne i skolerne dengang, der holdt op med at fortælle om tiden efter I verdenskrig. Endelig var vores fravalg af hans bog vel også et udslag af en vis portion ’forældreopposition’.
Arkæologi skulle jeg nu i gang med, – for at studere etnografi! Jeg kom til et par forelæsninger i Oldskriftselskabets lange sal i Prinsens Palæ på Nationalmuseet, og sad på de høje læderbetrukne stole, for at høre – for mig – den ene kedelige forelæsning efter den anden om de sten der dukkede op eller blev gravet frem af hedenold. Det var ikke mig! Siden er jeg blevet mere begejstret for det fortidige, især hvis vi kan se en forbindelse mellem fortid og nutid, og forstå det samfund vi lever i. Det har jeg i særlig grad fået øje for i Mexico, hvor meget fra de før-spanske samfund lever i bedste velgående i nutidens samfund. Det samme kan man ikke lige sige om stenalderen og industrialiseringen i Danmark.
Jeg havde i de første studentermåneder været rundt på universitetet og snuse. Et af de spændende steder var Institut for Lingvistik, og på det lingvistiske område hed det sig, at vi med Louis Hjemslev var på verdensplan. Han eksisterede nu ikke mere, da jeg mødte frem, men hans ånd svævede stadig over instituttet. Det lød spændende og vár spændende, så det endte med, at jeg fik byttet arkæologien om med lingvistik.
Næste punkt til forprøven i etnografi var geografi. Undervisningen foregik i det senere så kendte Kejsergade kompleks, hvor Prof. Niels Nielsen brillerede med sine flotte tværsnit af danske landskabstyper, medens Efterretningstjenesten sad nedenunder i kælderen og lyttede, nok ikke til Niels Nielsen, med til oprørerne i det danske samfund. Men det vidste vi ikke noget om, da vi begyndte.
Til geografiprøven skulle vi kunne alle verdens lande, have, bjergkæder og floder – udenad. I stil med syngeremserne hvormed folkeskolens poder i ’den sorte skole’ lærte navne på de fynske købstæder så ’I dem aldrig glemmer’, som det så smukt blev sunget i sangen: Venner se på Danmarks Kort. Til den afsluttende prøve kom jeg op i Sovjetunionen, og det gik vist meget godt med byerne og floderne. Men – jeg havde fuldstændig overset, at Sovjetunionen faktisk bestod af mange selvstændige små og store republikker. Selvstændige? Hvor pokker skulle man have fået den opfattelse fra, når man så den jernhånd, der styrede det samlede rige. Men på papiret selvstændige, dét var de mange dele af det store rige, og det havde jeg overset – så det dumpede jeg på. Og det fortjente jeg. Så jeg måtte igen til at terpe navne på floder og delstater. Men hvorfor vi skulle kunne Ruslands og USA’s delstater, men ikke Mexicos eller Brasiliens … tjae!
Jeg skulle inden den afsluttende prøve aflevere en skriftlig opgave til lærer ved Geografisk Institut, Aage Aagesen. Jeg brugte Uganda, hvor jeg jo havde været, som emne. Det hed sig blandt de studerende, at det bare var om at fylde så mange sider på som muligt. Der var endda en student der påstod, at Aage Aagesen alligevel ikke læste hvad vi skrev, og det beviste han ved at sætte forskellige citater fra Det Gamle Testamente ind i teksten om kaffeproduktionen i Brasilien. Gad vide om det nu også var sandt, der siges jo så meget, men historien var god, og bidrog til et vist sammenhold på holdet mod systemets kvadratur.
