Da jeg startede på etnografien foregik undervisningen på Nationalmuseet i Etnografisk Samlings frokoststue. Men med den tilstrømning der nu var til faget, var det klart, at dér kunne vi ikke blive ved med at være. Vi flyttede ind i den gamle Polytekniske Læreranstalt på Sølvgade. Der blev ryddet gevaldigt op i de gamle laboratorier da de sidste ingeniører flyttede ud, og det var både godt og ondt, for gangene var fyldte med store gedigne smukke instrumentskabe fra gulv til loft, og da der dér var højt til loftet, kunne det være svært at finde anvendelse for inventaret andetsteds. Og man var vel heller ikke interesseret. Bare ud med møget ! Noget burde være bevaret. Men jeg reddede mig et skab som jeg fik savet over, for at det kunne passe ind i en mere almindelige stuehøjde, og kunne derefter bruge det som alle tiders flotte bogskab. Og et kæmpe stort skrivebord fik jeg også reddet hjem – men så var der desværre heller ikke plads til mere i vores lille lejlighed i Lille Strandstræde. Dog, noget fik Margrethe med ud i Thepavillionen i Sorgenfri Slotspark, hvor hun havde vævestue sammen med Helle Kaastrup-Olsen, og en del inventar slæbte Morten Vesely op på det dengang endnu ubrugte udstillingsloft over Trinitatis Kirke, hvor forskellige vævere og andre eksistenser holdt til.
Da der nu var ryddet ud i lokalerne, kunne vi rykke ind. Det var bare luksus, for der var rigelig plads til alle. Vi startede oppe under taget i fløjen ud mod Farimagsgade. Her havde vi nogle kæmpestore lokaler, således at hver student kunne indrette sig med eget bord og stol. Der var dog den ulempe ved denne valhala store studiesal, at den om sommeren i solskin var ulidelig varm, og om vinteren umulig at opvarme. Om sommeren åbnede vi alt hvad vi kunne af vinduer, og om vinteren måtte hver indrette sig med medbragte tæpper og varmeblæseovne direkte under bordet med retning mod fødderne. Så sad man med overkroppen i is. Men det var det hele værd. Om sommeren kunne vi flytte op på det flade tag og nyde udsigten over hele dronningens stad, som HC Andersen ville have udtrykt det. Og når der var fest, var der god plads til det hele.
Efter nogen tid flyttede vi ned i stuen i den fløj der vender ud mod Botanisk Have, og det var jo også skønt, at kunne følge årstiden dér og glæde os over stærens fløjten, når det boglige blev alt for tungt og uforståeligt.
I det der var læsesal, holdt fagets leder – jeg tror ikke han endnu var professor – Johannes Nicolaisen, alias Nic øvelser for de studerende, der havde listet sig igennem forprøverne. Der var ikke en egentlig introduktion til faget. Hvad faget tilstræbte, dets traditioner og redskaber, det måtte vi stort set selv finde ud af. Dog holdt Nic nogle forelæsninger på grundlag af den introduktionsbog han havde skrevet. Men her i læsesalen gennemgik man i samlet flok de 4, (eller var det kun 3) emner, som ’man’, og det var vel Nic, mente faget kunne deles op i: slægtskabsrelationer, politiske systemer, og religion. Vigtigst var nok, i hvert fald ud fra Nics interesse, slægtskabsrelationer. Inden for dette område var de såkaldte krydskusine ægteskaber et meget populært og velstuderet emne. Men vi fandt dog også ud af, at der var andre systemer, hvorefter man kunne gifte sig. Dog gik vi aldrig ud fra det danske, hvor vi gifter os med hvem vi vil.
Undervisningen var organiseret således, at vi mødtes til timer hver 14 dag. Det gav inden for et semesters undervisning plads til omkring 8-9 undervisnings-seancer, med hver sit emne. Emnerne havde Nic udvalgt, og ved semestrets første undervisningstime blev de så fordelt til de tilstedeværende, der ønskede at fremlægge et af emnerne. Det kunne være et referat fra en artikel, men oftest var det ud fra en bog, en såkaldt ’monografi’, over en eller anden afrikansk stamme, hvor engelsk koloniadministration og ’the anthropologists’ havde holdt sammen som ærtehalm. De foretrukne engelske monografier skyldtes dels, at engelsk var lettere tilgængeligt end fransk eller noget andet verdenssprog, og dels at Nic. havde studeret i England under selveste A. R. Radcliff-Brown ( tror jeg nok, og ham stod der respekt om, når det gjaldt slægtskabsrelationer og funktionalismen). Derfor fik vi et godt kendskab til netop stammerne indenfor det Britiske Imperium.
Når man så havde fået sit emne og dato for fremlæggelsen, så var det om at komme hjem og tyre løs, for hvis bogen var på et par 100 sider, så var der nok at gå i gang med. Man skulle nemlig udarbejde et skriftligt oplæg, og det skulle ligge færdigstencileret mindst een undervisningstime inden, så det kunne deles ud blandt de endnu tilbageblevne studenter. Kunne man kun skrive i hånden, og det var jo stadig accepteret dengang, eller man havde skrevet på et hakkebræt af en skrivemaskine, så kunne Nic’s sekretær Fru Alexander skrive ens svendeprøve ren på stencil. Men man måtte selv stencilere den ! Dér satte fru Alexander grænsen. Hvis deltagerne ikke fik læst artiklen eller bogen – hvad nok de færreste gjorde – så forventedes det dog, at man havde læst det skriftlige oplæg, så man kunne komme med kritiske og kloge bemærkninger, når det blev forelagt. Det var selvfølgelig kun de ældre studerende, som Palle Christiansen, Hans Berg, John Liep og Jens Pinholt der sammen med Nic kunne ping-ponge og kaste perler for os andre begyndere. Et par gange vovede jeg mig også ind i arenaen, men hvad menuen var, eller om jeg blev knurret tilbage af løverne, det kan jeg ikke huske i dag. Der var dog ingen former for kannibalisme. Nic var en meget god, åben og tolerant lærer, og det var timer og samvær som man virkelig så frem til.
Når vi så i løbet af det første semester var kommet igennem slægtskabsrelationer, så gik vi i det næste i gang med politiske systemer. Det foregik på samme måde. Og efter de politiske systemer var vi i tredje semester klar til at gå i clinch med religion. Det var ikke ligefrem Nic’s speciale eller interesse, men som trofast fagsoldat, stod han som kaptajn i spidsen for den lille specialgruppe der forsøgte at trænge ind til kernen af visdom i Emil Dürkheim’s og Marcel Mauss’s meget tunge bøger.
Nu kunne det selvfølgelig ske, at man var blevet færdig med sine forprøver mens de ældre studenter var i gang med religion eller politiske systemer. Så måtte man springe på toget i farten, og pænt vente til viserne igen kom rundt og pegede på slægtskab.
