Menú

Tror jeg på skæbnen og tilfældighedernes uforklarlige sammenfald?

Nej!
Men! Alligevel ?

Under mine studier på universitetet i København havde jeg været meget optaget af den mexicanske socio-økonom Rodolfo Stavehagens (1932 – 2016) artikel om 10 fejlagtige teser til forklaring af udviklingen ( eller snarere manglen på udvikling ) i Latinamerika. Jeg havde mødt ham første gang, uden at han lagde mærke til mig, til en kongres i Enchede i Holland i August, 1968. Her var Stavenhagen sammen med sin ven Leonel Durán – som på dette tidspunkt var gift med ingen andre end nu ‘min’ Silvia Terán!! Som også var i Enchede! Så vi kunne have set hinanden !! Sikkert har vi set hinanden, det lyder magisk og romantisk. Kætlighed ved første blik og feerne, der førte os sammen. Men det vidste vi ikke dengang.

Nu i 1977 var Stavenhagen blevet direktør for afdelingen for Folkekultur Dir. Gen. de Culturas Populares, som er en del af Undervisningsministeriet – SEP, og Leonel var blevet underdirektør. Jo i Mexico er alle ledende poster de confianza / tillidsposter, og det betyder at man trækker på venner og familie i de 6 år embedsperioden varer.

Silvia søgte arbejde og fik det ved Culturas Populares. Og så kom jeg et år efter med i løbet. En stor familie !! Vi blev sendt til en nyoprettet enhed på Yucatan.

Og for at gøre en god historie endnu bedre, så blev der kort efter ansat en dansk musiketnolog, Max Jardow Petersen (1940 – 2009) i Culturas Populares. Og vi to danskere kom endda i samme afdeling !! Men mere herom længere fremme i teksten.

50. Universidad Autónomo de Yucatán
Silvia startede i Culturas Populares med en registrering af kunsthåndværkere – artesanos i delstaten Yucatan. Hun rapporterede tilbage til mig i Mexico By, at der var temmelig varmt på Yucatan, men lige så hjertevarme var folk. De var lette at komme i kontakt med. Hvor vi hos otomi-indianerne i Mezquital-talen altid blev mødt med en vis mistro ’hvad er I ude på’, så var det omvendte tilfældet på Yucatan. Var manden ikke hjemme hos otomierne, blev døren ikke lukket op. På Yucatan bliver man modtaget og godtaget – indtil man viser de onde sider. Der er stor tillid, hvad enten det er en mand, en kvinde eller et barn der siger buenos días. Det endte med, at jeg også blev ansat i Culturas Populares, og i 1978 flyttede vi til Merida.

Det var hensigten i Culturas Populares at starte et lokalkontor i byen Merida. Der var forhandlinger med det lokale universitet Universidad Autónomio de Yucatán – UADY, så der blev indrettet nye flotte kontorer i den bygning, hvor den lokale antropologi skole holdt til. Men da kontorerne skulle fordeles kom modsætninger mellem provins og hovedstad stærkt frem. Især delstaten Yucatan har gennem tiderne følt sig trynet af hovedstaden Mexico, og i forrige århundrede forsøgte Yucatan endda at sælge sig til United States of America, og da det ikke lykkedes, så at blive en selvstændig republik. Men her og nu i 1978 satte de lokale antropologer sig på de bedste kontorer. Det var ligesom ikke til at få en dialog igang mellem yucatekerne Salvador Rodriguez, Luis Varguez og Manuel Uc på den ene side, og os, los watches som folkene fra det centrale Mexico kaldes, på den anden side.

Enden på det hele blev, at Silvia og jeg fortrak os til en anden afdeling på UADY. Hvor vi blev modtaget med åbne arme !

kapitler